Mere end tre år er gået siden BRF Kredit fusionerede med Jyske Bank. I forbindelse med fusionen overtog BRFfondens holdingselskab 25 procent af aktierne i Jyske Bank. Nu er fondsbestyrelsen klar med hovedlinjerne i en ny mission og strategi, som har fokus på at bygge fire til fem kollegier til unge under uddannelse inden for håndværksfag, der er tilknyttet byggebranchen. Det fremgår af BRFfondens netop offentliggjorte årsrapport.
”Rationalet er at understøtte de unges udvikling og uddannelsesmuligheder ved at stille en bolig til rådighed. BRFfonden forventer hermed at bidrage til tilgangen til de pågældende fag, således at disse faglige kompetencer også fremover vil være til rådighed. BRFfonden kan, med sit fokus og sin indsats, forhåbentlig også bidrage til at øge attraktiviteten ved og prestigen i at uddanne sig i håndværksfagene,” skriver fonden i ledelsesberetningen.
Andre faggrupper med korte og mellemlange uddannelser vil også kunne komme i betragtning til kollegierne, som fonden dog først forventer at påbegynde planlægning og etablering af fra næste år. Strategien er nemlig midt i en valideringsproces, som bestyrelsen først afslutter i løbet af i år.
”Første skridt er at validere relevans og behov for etablering af kollegier, herunder nøje undersøgelser af uddannelser, geografi, målgrupper, koncept med videre,” skriver fonden i årsberetningen. Først når den proces er færdiggjort vil bestyrelsen formulere den lovpligtige uddelingspolitik og herefter påbegynde uddelinger. Fonden har ikke foretaget uddelinger i hverken 2015 eller 2016 og forventer heller ikke at gøre det i 2017.
Fondens helejede datterselskab BRFholding A/S solgte i november 2016 én procent af aktierne i Jyske Bank A/S og ejer altså nu 24 procent af banken. Fonden havde et overskud i året på 123 mio. kr. og har en egenkapital på 7,3 milliarder kroner.
I løbet af 2016 er både Jette Christensen og Troels Willer Behr udtrådt af bestyrelsen som følge af fondens vedtægtsbestemte aldersgrænse.
I stedet indtrådte partner i konsulentvirksomheden Stanton Chase International, Rina Asmussen som næstformand samt klinikchef og professor ved Rigshospitalet, Liselotte Højgaard.
Derudover er fondens direktør og bestyrelsesmedlem Kristian May udtrådt af bestyrelsen for fremover alene at varetage direktørposten, nu hvor hovedlinjerne i fondens strategi er fastlagt.
”Et nyt medlem indvælges når fondens bestyrelse har identificeret en kandidat med en profil og kompetencer, som svarer til fondens strategi og indsatsområder,” skriver bestyrelsen i fondens årsrapport.