K2 Fonden af 2023, som Lego-koncernens ejer Kirkbi stiftede i marts i år, kan potentielt støtte en særdeles bred vifte af almennyttige formål.
Det fremgår af den nye fonds vedtægter, som Fundats har fået aktindsigt i via Civilstyrelsen.
Ifølge vedtægterne er fondens formål at foretage almennyttige og almenvelgørende uddelinger – herunder, som det hedder, ”først og fremmest ved at støtte børns udvikling”.
Men der er på ingen måde tale om, at alle fondens uddelingsmidler nødvendigvis vil tilfalde børns udvikling. For, som der står i vedtægterne:
”Fonden kan endvidere støtte kultur, uddannelse, sygdomsbekæmpelse, klima, naturbevarelse, forskning eller andet formål, som ud fra en almindelig samfundsopfattelse må anses som almennyttigt.”
Videre pointerer stifterne af fonden, at uddelingerne kan gives til personer, der for eksempel på grund af sygdom, indtrufne særlige omstændigheder eller lignende uden skyld er kommet i økonomiske vanskeligheder.
”Det skal i forbindelse med uddelingerne være overladt til bestyrelsens skøn at vurdere, om støtte skal gives til enkelte personer eller organisationer, i privat eller offentligt regi, i Danmark eller i udlandet,” fremgår det af formålsparagraffen i K2 Fondens vedtægter.
Et tænkt eksempel kunne være støtte til klima- og naturformidling for børn
Michael Halbye – Bestyrelsesformand, K2 Fonden af 2023
Formand for fondens tre personer store bestyrelse er i foreløbig ét år den tidligere McKinsey-konsulent Michael Halbye, der er bestyrelsesmedlem i Kirkbi og særlig rådgiver for familien Kirk Kristiansen. I en mail til Fundats forklarer Michael Halbye K2 Fondens formål på denne måde:
"Fondens formål er at støtte børns udvikling, og som en del af det kan fonden yde støtte indenfor blandt andet klima og naturbevarelse. Det er væsentlige områder, der ligger familien meget på sinde, og som i dag ikke er indbefattet af de øvrige fondsaktiviteter. Et tænkt eksempel kunne være støtte til klima- og naturformidling for børn," skriver Michael Halbye.
Han tilføjer, at K2 Fonden over den kommende periode skal "konstituere sig endeligt".
"Det er derfor fortsat for tidligt at blive mere konkret omkring typer af projekter – herunder også fondens geografiske fokus samt eventuelle samarbejde med øvrige fonde," skriver Michael Halbye.
Formanden for den nye fond tilføjer, at den forventes at have et årligt uddelingsniveau på "omkring fem millioner kroner".
Magtskifte i pengetank
I forbindelse med stiftelsen af fonden har Kirkbi, der ejer 75 procent af legetøjskoncernen, som gave overdraget 3.002 aktier til fonden, svarende til en stemmeandel på knap 34 procent i Kirkbi.
Det er i flere medier blevet udlagt som, at hovedaktionær og tidligere Lego-direktør Kjeld Kirk Kristiansen har gennemført et reelt ’magtskifte’ i pengetanken, hvor han indtil stiftelsen af fonden selv sad på 62 procent af aktierne i pengetanken.
Kjeld Kirk Kristiansen har nu 28 procent af aktierne i holding- og investeringsselskabet, som kom ud af 2022 med et finansielt resultat på 10,7 milliarder kroner.
Som omtalt blandt andet i bogen ’Et liv med Lego’ har Kirk Kristiansen-familien igennem flere år ønsket at etablere en mindre, almennyttig fond, der igennem en ejerandel i Kirkbi blandt andet kan være en støttende faktor for det langsigtede familieejerskab
Michael Halbye – Bestyrelsesformand, K2 Fonden af 2023
Kirk Kristiansen-familien har længe været optaget af at beskytte Lego mod eventuelle familiefejder a la dem, man både i Danmark og andre lande har set i lignende familieejede virksomheder. Derfor har familien gennem flere år haft planer om at etablere en almennyttig fond.
”Som omtalt blandt andet i bogen ’Et liv med Lego’ har Kirk Kristiansen-familien igennem flere år ønsket at etablere en mindre, almennyttig fond, der igennem en ejerandel i Kirkbi blandt andet kan være en støttende faktor for det langsigtede familieejerskab. Da 3. generationsejer Kjeld Kirk Kristiansen planmæssigt træder tilbage som bestyrelsesformand i Kirkbi A/S til maj, har der været et ønske om at etablere K2 Fonden af 2023 nu," forklarer Michael Halbye.
Kan overgå til erhvervsdrivende fond
Det fremgår af den nye fonds vedtægter, at den er underlagt Civilstyrelsens fondsmyndighed. Fonden skal dog have mulighed for at drive erhvervsvirksomhed.
”Det skal derfor være overladt til bestyrelsen at beslutte, på et hvilket som helst tidspunkt efter fondens stiftelse, at ændre fondens aktiviteter, således at fonden – forudsat at Erhvervsstyrelsen er enig heri – skal overgå til at være en erhvervsdrivende fond. Det skal i den forbindelse være overladt til bestyrelsens suveræne beslutning, hvordan kravet til erhvervsaktivitet i fonden skal opfyldes,” fastslås det i K2 Fondens vedtægter.
63-årige Michael Halbye, som ifølge Berlingske er nær privat ven med Kronprins Frederik, er i fondssektoren blandt andet kendt for at sidde i bestyrelserne for Mary Fonden, Crown Prince Frederik Foundation og Maternity Foundation samt i præsidiet for WWF Verdensnaturfonden.
De to andre medlemmer af K2 Fondens bestyrelse er Hans Severin Hansen, der er partner i advokatfirmaet Plesner og rådgiver for Kirk Kristiansen-familien, og administrerende direktør i Kirkbi Søren Thorup Sørensen.