Tredje Velux-generation i Kann Rasmussen-familien har skabt en fond efter internationalt forbillede, som går målrettet efter at bidrage til den bæredygtige omstilling. Fonden arbejder ud fra en specialiseret mission med fokus på klimaforandringer.
Den nu et år gamle KR Foundation er det nyeste skud på stammen i Kann Rasmussen-familiens fondsportefølje, som også tæller Veluxfonden, Villumfonden, Velux Stiftung i Zürich og VKR-Foundation i New York. Men i modsætning til de rundere og mildere Veluxfonde, så har KR Foundation en donationspolitik med en ganske skarp profil, som bærer præg af alvoren i de miljø- og klimamæssige udfordringer, som bestyrelsen med videnskaben i ryggen har taget bestik af. Formanden for fonden er forhenværende miljøkommissær, Connie Hedegaard. Desuden tæller bestyrelsen, ud over næstformand Astrid Kann-Rasmussen, tre akademiske eksperter på miljø- og økonomiområderne.
Fra begyndelsen har KR Foundation markeret sig som en ambitiøs fond, der vil mere end kun at støtte miljørigtige udviklingsprojekter, som ikke støder nogen på manchetterne. KR Foundation støtter i høj grad også projekter, som skaber fokus på at afvikle, det der skader. Særligt det, der er forbundet med finansiering inden for olie- og kulindustrierne. Også selv om det indebærer kritik af regeringer, banker og erhvervsliv.
"Hvis man som fond skal bruge sine penge fornuftigt, så er man nødt til at tænke sig godt om, for vi kan jo ikke redde hele verden. Spørgsmålet er, hvor vores penge gør den største forskel. Områder hvor der er rigeligt med interesser og finansielle midler, der gør vi ingen forskel. Så vi må støtte noget ud fra vores fundats, hvor vi mener, at det er vigtigt, at der bliver gjort mere eller noget andet end det, der bliver gjort i forvejen. Derfor er vi sat i verden for at støtte forskning eller initiativer, der tænker på tværs eller tænker ud af boksen. Det kan godt være en pointe i sig selv, at alternativerne også bliver tænkt igennem", siger direktør i KR Foundation, René Dinesen.
Den strategi har allerede sat sine tydelige spor på fondens donationsliste, som omfatter flere projekter og organisationer, der netop arbejder for afvikling. Eller som kritiserer regeringer for ikke at handle i overensstemmelse med deres udtalte ambitioner på klimaområdet.
"I bestyrelsen har vi diskuteret, hvad strategien skal være og hvordan vores greb på tingene er. Det handler om at forholde sig til de grundliggende årsager til klimaforandringerne og de langsigtede udfordringer på miljø og klimaområderne. Vi har valgt i særlig grad at fokusere på divest-invest og på subsidier af fossile brændstoffer," siger René Dinesen.
Støtter alternativerne
KR Foundation har tilsluttet sig det internationale Divest-Invest-løfte, som forpligter deltagerne til at afhænde investeringer i olie- og kulindustrierne. Den tilgang til klimaproblemerne går igen i de projekter, som får fondens støtte.
KR Foundation har for eksempel støttet ngo’en BankTrack, som systematisk registrerer banker, der finansierer "dodgy projects". Her er både Nordea og Danske Bank kommet på den sorte liste sammen med et stort antal internationale banker for at finansiere projekter i olie- og kulindustrierne.
KR Foundation har desuden engageret sig i flere initiativer, der sætter fokus de dominerende økonomiske samfundsstrukturers rolle i de menneskeskabte miljø- og klimaproblemer. Eksempelvis ved at finansiere samfundsøkonomisk forskning i alternativer til det neo-klassiske, økonomiske vækstparadigme.
I den kategori finder man også KR Foundations støtte til den internationale bevægelse, Positive Money, som argumenterer for at afvikle den vestlige verdens monetære system, hvor pengeskabelsen sker i private banker. Bevægelsen går ind for at reformere de monetære systemer, som fungerer f.eks. i både EU og USA. I stedet vil de nationalisere retten til pengeskabelse hos de suveræne stater eller deres centralbanker.
Medlem af KR Foundations bestyrelse, professor ved Surrey Universitet Tim Jackson, argumenterer på Positive Moneys hjemmeside for, at de enkelte nationalstater skal tage kontrollen over pengeudstedelsen, fordi det er den eneste måde, at de enkelte stater kan sikre sig, at pengene kun bliver placeret i bæredygtige investeringer med lav CO2-udledning og som kan mindske uligheden i samfundene.
Ifølge René Dinesen er det netop i tråd med fondens strategi at fokusere på dagsordner, som ikke ligger inden for den typiske mainstream på miljø- og klimaområdet:
“Vi prøver at hjælpe til der, hvor regeringer eller markedet ikke selv har incitamenter til at handle. Det er jo netop den almennyttige sektors eller filantropiens rolle at prøve at tænke langsigtet, fordi vi ikke er begrænsende af politiske valgperioder eller kommercielle kvartalsregnskaber. Vi er ikke nødvendigvis enige i alle resultater af den forskning, vi støtter. Pointen er, at vi bidrager til, at konventionel visdom udfordres og udvides på emner, der er centrale for bæredygtighed, klima og økonomi", siger han.
Sætter lys på silo-politik
Derfor ligger det i naturlig forlængelse af KR Foundations mission at sætte fokus på områder, hvor langsigtede politiske klimamålsætninger støder imod kortsigtede erhvervsøkonomiske interesser.
Et eksempel på det er KR Foundations donation på godt en million kroner til den hollandske ngo, Both ENDS, som "udfordrer de statslige eksportkreditinstitutters skjulte rolle i at holde den fossile brændstofsektor kørende", som det er formuleret på KR Foundations donationsliste.
Both ENDS arbejder for at få de nationale eksportkreditinstitutter til at holde op med stille finansiering til rådighed for eksport til olie- og kulindustrierne.
De statslige eksportkreditordninger bruges i alle lande til at skaffe finansiering for den løbende eksport og til store eksportfinansieringsprojekter. Eksportkreditterne fungerer ved at landene stiller statsgaranti for finansieringsrisikoen ved store projekter for på den måde at hjælpe deres eksportører til at vinde flere eksportordrer. Området er reguleret af aftaler i OECD og ved EU-direktiv for blandt at undgå unfair konkurrence og ulovlig statsstøtte.
Størstedelen af garantierne fra det danske eksportkreditinstitut under Erhvervs- og Vækstministeriet, Eksport Kredit Fonden, går i dag til vindmølleindustrien. Men også Eksport Kredit Fonden stiller garantier for danske eksportørers leverancer til for eksempel russiske olieraffinaderier og kraftværker i flere lande.
"Vi prøver at sikre, at staterne ikke opererer i siloer, sådan at de med den ene hånd siger, at vi skal redde jorden, og vi vil max have to graders temperaturstigninger, og med den anden gør noget andet. Det handler ikke specielt om Danmark, men om eksportkreditinstitutter i al almindelighed. Det handler om OECD-reglerne og om at skabe større opmærksomhed omkring, hvad pengene bruges til og hvorvidt der er overensstemmelse mellem subsidierne og de målsætninger, som landene har på klima-området", siger René Dinesen.
Han glæder sig over, at arbejdet ser ud til at bære frugt. OECD vedtog således den 19. november 2015 at begrænse netop de offentligt finansierede eksportkreditter til kulfyrede kraftværker.
Specialiseret formål
Støtten til Both ENDS arbejde med at kortlægge de statslige subsider til eksportkredit er blot et eksempel på, at KR Foundation holder sit langsigtede strategiske fokus på at opnå størst mulig effekt på årsagerne til verdens klimaudfordringer. Også selv om det kan møde modstand hos de interessegrupper, som projekterne er rettet imod.
"Vi har i fonden diskuteret, om vi skulle støtte for eksempel forskning i nye teknologier inden for vindkraft eller solenergi. Men vi ser sådan på det, at den type områder skal Vestas, Siemens, erhvervsliv og stater nok sørge for nyder fremme. Det behøver vi ikke at støtte. Så i den forstand er det KR Foundations opgave at "break new ground", og det kan selvfølgelig sommetider være på områder, som kan opfattes kontroversielt", siger René Dinesen.
Han peger på, at det i den internationale fondsverden ikke er ualmindeligt med fonde, som har mere kant i donationspolitikken.
"Hvis man ser på hvordan fonde arbejder i resten i verden – for eksempel engelske, amerikanske eller tyske, så er der en jo en tradition for, at de har en mission, som er mere specifik end mange danske almennyttige fonde", siger han.
Se listen over de projekter, som KR Foundation har støttet i dets første år her:
http://krfnd.org/apply-for-funding/funding-history/