Det var interessant at få en indføring i Lego Fondens arbejde og læringskoncept ‘læring gennem leg,’ men der er stadig behov for en kortlægning af de private fondes aktiviteter på skoleområdet.
Det siger Liberal Alliances børne- og undervisningsordfører Helena Artmann Andresen.
I sidste uge var hun med Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg på studietur hos blandt andet Lego Fonden i Billund for at høre om fondens arbejde på skoleområdet.
Og det hun hørte, ændrede ikke på det liberale partis holdning til, at det er nødvendigt med en kortlægning af fondenes involvering i de danske skoler.
Når fondene kommer med så mange penge, så kan det være svært som skoleleder at sige nej
Helena Artmann Andresen – Børne- og undervisningsordfører, Liberal Alliance
”Jeg synes, at Lego Fonden gør et godt stykke arbejde, og at det er fantastisk, at fondene gerne vil give penge til folkeskolen, men jeg synes, at der er behov for en kortlægning. Når fondene kommer med så mange penge, så kan det være svært som skoleleder at sige nej,” siger Helena Artmann Andresen.
Hendes udmelding kommer blot få uger efter, at undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ellers gjorde det klart, at regeringen ikke har tænkt sig at genstarte den kortlægning af fondenes aktiviteter på skoleområdet, som den tidligere børne- og undervisningsminister Merete Riisager (LA) i sin tid tog initiativ til.
Politikere ser positivt på fondens arbejde
Politikere på besøg hos Lego Fonden:
Følgende politikere deltog i besøget hos Lego Fonden:
Karina Adsbøl (DD)
Anni Matthiesen (V)
Astrid Krag (S)
Helena Artmann Andresen (LA)
Sara Emil Baaring (S)
Astrid Carøe (SF)
Lotte Rod (RV)
Frederik Vad (S)
Thomas Skriver Jensen (S)
Kris Jensen Skriver (S)
Udvalgsturen til Billund kom i stand på Venstres børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesens initiativ.
Det oplyser, administrerende direktør i Lego Fonden Sidsel Marie Kristensen i en mail til Fundats.
”Hos Lego Fonden arbejder vi for at fremme læring gennem leg i Danmark og i resten af verden. Hvis vi skal gøre et varigt indtryk og skabe en reel forandring, kræver det blandt andet, at vi åbner døren, når andre søger vores ekspertise eller bare gerne vil høre mere om vores arbejde. Det kunne for eksempel være forældre, ngo’er, lærere eller politikere. Sidstnævnte havde vi besøg af forleden, efter Billunds lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen (V) rakte ud og spurgte, om hun og Børne- og Undervisningsudvalget måtte besøge os,” siger Sidsel Marie Kristensen.
Blandt de politikere, der deltog i studieturen til Billund, og som Fundats har talt med, er der udpræget begejstring at spore over Lego Fondens arbejde.
Anni Matthiesen kalder i en sms besøget for ”spændende,” mens Danmarksdemokraternes Karina Adsbøl betegner turen som en ”positiv oplevelse”, der gav indblik i fondens arbejde og Playful Learning-programmet.
Mens partierne Liberal Alliance, Venstre, Danmarksdemokraterne, SF og Radikale Venstre alle var repræsenteret med en enkelt politiker, så havde Socialdemokratiet sendt hele fem folketingsmedlemmer afsted.
Det skyldes ifølge partiets erhvervsuddannelsesordfører Thomas Skriver Jensen, at området, som Lego Fonden arbejder med, er et, man ”brænder for i Socialdemokratiet.”
”Vi kunne godt tænke os at skabe en skole, der er anderledes end den er i dag. Vi var flere, der godt kunne tænke os at blive klogere på, hvordan man kan koble praktik og læring på en sjov måde,” siger Thomas Skriver Jensen.
Han håber, at flere praktiske tilgange i folkeskolen vil bane vejen for, at flere unge vil synes, at erhvervsuddannelserne er spændende.
Hos Liberal Alliance deler Helena Artmann Andresen ambitionen om en skole med mere praktik og leg i undervisningen, men hun understreger, at det skal komme fra lærerne selv.
”Det skal komme nedefra og ikke oppefra. Med den lovgivning vi har i dag, er lærerne bundet på hænder og fødder. Jeg tror, at hvis man satte lærerne mere fri, så ville der helt automatisk komme en større del af praktisk faglighed i undervisningen, og det ville være på den måde, den enkelte lærer ønsker det,” siger Helena Artmann Andresen.