På trods af at fondenes bidrag til kulturlivet har været faldende igennem de sidste par år, så udgør fondsmidlerne stadig en betydelig del af museernes økonomi.
Faktisk udgør de så stor en del, at mange museer ville have svært ved at klare sig uden. Omtrent sådan lyder budskabet fra fem forskellige museumsdirektører, som Fundats har sat stævne på dette års Kulturmøde Mors og spurgt: ”Hvad betyder fondene for dit museum?”
Broder Berg: Kulturarv er samfundets guld
Museumsdirektør Broder Berg har siden 2008 stået i spidsen for Vesthimmerlands Museum. Museet er et statsanerkendt museum for arkæologi og nyere tids kulturhistorie med Vesthimmerland i Nordjylland som geografisk ansvarsområde.
”Som museumsverden har udviklet sig, er vi efterhånden meget afhængige af fondsmidler. Ikke kun når vi skal udvikle projekter, men også for at fastholde det, der er skabt. Vi har et rigtig godt samarbejde med fonde, og der er det jo ganske klart, at dialog er væsentlig. Man skal have klarlagt, hvad er det for et projekt, man søger midler til. Om det passer ind i fondsstrategien, og hvilke ønsker fonden og museet har. Indtil videre har vi udelukkende haft gode og kvalificerende processer. Fra fondene har vi lært, at det kan betale sig at tænke lidt større og søge samarbejde med andre aktører, så vi ikke kun søger til løsning af små opgaver. Samlet set synes jeg, at vi har haft succes med de fondsansøgninger, vi har sendt.”
Hvornår i en proces begynder I at tænke i muligheden for fondsstøtte?
”Fra starten. Det har vi altid gjort. Når vi udvikler store projekter, tænker vi også i andre finansieringsmuligheder end staten og kommunen. Nogle gange kunne jeg godt ønske mig, at fonde også ville kigge lidt mere på driftsdelen. Hvordan kan man løfte basisopgaverne? Museumsverden er for os alle sammen. Kulturarven er samfundets guld. Derfor kunne jeg også godt tænke mig, at fondene gik lidt mere ind i driftsdelen. Men det er nok en kæmpe opgave.”
Er der risiko for, at en fond kan blive for styrende?
”Det har vi ikke oplevet, men det er vi selvfølgelig meget opmærksomme på. Jeg tænker, at hele den skriftlige proces som grundlag for et støtteværdigt projekt er ret afgørende. Hvis der er nogen, som har nogle kvalificerende kommentarer undervejs, er det fint og skal naturligvis drøftes, men projektet skal ikke pludselig ændre karakter.”
Hvordan har fondene ændret sig de sidste 10 år?
”Jeg oplever, at der er kommet en stor vilje til at se på, hvordan et projekt kan løfte et lokalområde og tilføre betydning og udvikling. Det kan jeg kun bede om, at fondene holder fast i. Jeg oplever til gengæld også, at helt lokale fonde især har fokus på det frivillige foreningsliv og i langt mindre grad på kulturarvsarbejdet på et statsanerkendt museum. Her har vi en udfordring. Det faglige arbejde med den lokale kulturarv skal tales op i sin værdi.”
Julie Rokkjær Birch: Ingen fonde – intet museum
Julie Rokkjær Birch har siden april stået i spidsen for kunstmuseet Museum Jorn i Silkeborg, der rummer verdens største samling af værker af den danske kunstner Asger Jorn. Før hun kom til Silkeborg, stod hun i en årrække i spidsen for KØN, Museum for Kønnenes kulturhistorie, og så har hun siden foråret 2022 siddet i Spar Nord Fondens bestyrelse.
”Uden fondene var der ikke noget museum Jorn. Den forpligtelse, vi har som statsanerkendt museum, kan vi ikke leve op til uden hjælp fra fondene. Vi får bundniveauet i statstilskud, der udgør cirka en million kroner om året. Vi ville ikke kunne lave nye formidlingsprojekter uden fondene, og vi ville slet ikke kunne lave internationale særudstillinger. Hvis ikke vi havde fondene, ville vores museum være en præsentation af vores faste samlinger igen og igen og igen. Indkøb af vigtige nye værker til samlingen ville heller ikke være muligt.”
Hvor tidligt tænker I i fondsmidler, når I idéudvikler til et nyt projekt eller udstilling?
”Fondene er altid en del af vores bevidsthed og arbejdsmodus - men ofte Ikke tidligt nok. Man kan tit få en god idé, men en udstilling skal være forskningsmæssigt velbegrundet. Nogle gange må man asfaltere, mens man kører. Det er rart, at fondene er velvillige til at gå ind i projekter, også på senere tidspunkter. Det er ikke altid man får den finansiering, man regner med, og så må man køre flere runder. Det er generelt meget ustabilt, og det kan være meget frustrerende som museumsleder, at man ikke har ro. Det der med, at der er så meget af vores aktivitet, som er projektbaseret, det gør også, at den forankring, man gerne vil have ud af tingene, ofte ikke er mulig at fastholde. For eksempel i form af dygtige projektmedarbejdere, som museet ikke kan honorere med en begrænset økonomi.”
Kan en fond blive for styrende?
”Man kan måske nogle gange føle, at man skal presse sig ind i en bestemt retning, men de danske fonde er meget åbne, og vi har en god dialog om tingene. De har en forståelse for, at der skal være armslængde, for ellers bliver det ikke gode projekter. Men fondene skal jo også differentiere sig fondene imellem, og jeg bemærker en stadig øget vinkling på deres strategier. Men jeg oplever generelt stor fleksibilitet i forhold til, at projekterundervejs kan tage en drejning, og så kommunikerer vi om det, for sådan er projekter.”
Anne Provst: Ensretning giver tab af mangfoldighed
I knap fem år har Anne Provst været museumsdirektør for det nordjyske Museum for Forsyning og Bæredygtighed, der også rummer Vildmosemuseet. Sidstnævnte skal de kommende år gennemgå en større fondsstøttet transformation efter erhvervelsen af en gammel fabrikshal, der fremover skal danne rammen om et nyt vildmosemuseum.
”Fondene betyder rigtig meget. Vi søger fonde hele tiden. Det er nødvendigt for, at vi kan gennemføre de projekter, som vi arbejder med. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at vi starter med at se på fonde, og så spørger vi: ”Hvad kan vi så lave?” Vi har nogle ideer, vi gerne vil lave, men ret hurtigt sætter vi nogle tanker på, hvor det her kunne passe ind. Det er et problem, hvis man sidder med nogle projekter, som ikke passer ind i en fondsstrategi, men som er gode projekter alligevel.”
Hvordan har du oplevet udviklingen i fondssektoren de sidste 10 år?
”Der er sket rigtig meget. Jeg fornemmer, at fondene er blevet mere målrettede og ved præcist, hvad de vil. De helt store fonde har altid haft en klar formålsbeskrivelse, men det er blevet meget udbredt. Hvis man skal have midler, så skal det passe præcis ind i fondens beskrivelse. Det er blevet svært at komme igennem med noget, som måske er på kanten. På en måde er det blevet mere ensrettet.”
Hvilken betydning har det for museerne?
”Det har den betydning, at de projekter, som før kunne komme igennem, selvom de ikke lige passede ind i en ramme, har svært ved at komme igennem nu. Det betyder alt andet lige, at når man sidder med et projekt, så tænker man sig om en ekstra gang. Hvis man godt ved, at det bliver svært at få igennem hos fondene, så er det svært at arbejde med. Det betyder et tab af mangfoldighed.”
Er der nogle faldgruber, når man som museum samarbejder med en fond?
”Man skal være opmærksom på, hvor meget medindflydelse fondene får, og man skal være opmærksom på armslængdeprincippet. Hvis en fond har bevilget rigtig mange penge ind i noget, så ligger det jo i baghovedet, hvad fonden er budt ind med i den sammenhæng. Det er den faldgrube, der er. At du bliver for påvirket og præget af dem, der giver midler. Heldigvis har jeg ikke selv oplevet, at nogle fonde har haft for mange holdninger til, hvad det er, man skal.”
Bidrager fondene med andet end midler?
”Fondene bidrager med erfaringer. De har en volumen, som vi ikke selv har. Det kan for eksempel handle om, at man skal have en økonom eller jurist ind over en konkret ting for ikke at overse noget.”
Har du nogle gode råd til fondene?
”Jeg tror, at det må være at være åben for dialog. Det kan godt smutte ved den her ensretning. Og så skal netværk jo starte et sted. Det er godt at have et netværk i fondene, men hvis man ikke er et af de store og meget kendte museer, så kan det være sværere at slå igennem og komme videre til at få en dialog med fondene.”
Peter Thor Andersen: Tænker på fondsmidler i idégenereringen
I otte år har Peter Thor Andersen været direktør for Øhavsmuseet. Det er et museum tilegnet området omkring Det Sydfynske Øhav fordelt over flere udstillingssteder i Faaborg-Midtfyn Kommune, og så har det modtaget flere store fondsdonationer indenfor de seneste par år.
”Vi har været så heldige, at vi har fået flere millioner kroner fra en fond. Når jeg ser tilbage, kan jeg huske, at vi brugte helt utrolig meget tid på at tænke på at virke kompetente helt ud i detaljen. Hvis jeg nu sagde noget dumt, når jeg ringer til dem, så falder jeg nok i unåde. Men fondene er meget mere dialogbaserede, end man tror, inden man lærer dem at kende.”
Hvornår I jeres idéudvikling tænker I over fondene?
”Det ærlige svar er, at det er med allerede i idégenereringen. Man tænker, ”rammer det her noget?” Men det spørgsmål skulle man gerne have stillet alligevel. På en eller anden måde må man sige, at fondene bliver mere og mere optagede af, at den støtte, de giver, ikke bare skal skabe en udstilling med mange gæster eller bevare nogle genstande. Den skal også gerne gøre noget godt i samfundet. De spørgsmål, vi stiller sammen med fondene, er også nogle, som jeg personligt synes, at vi skal stille, uanset om vi fundraiser. Vi har et ansvar for at bruge vores museum i det store samfund.”
Er der nogle faldgruber i samarbejdet med fondene?
”Det er klart, at man kan blive så styret efter, hvad man tror, at fondene vil have, at man flakser i, hvad man laver, og det bliver noget halvhjertet noget. Der må man ikke ende.”
Har du oplevet, at en fond bliver styrende i et projekt?
”Nej. Jeg kan have nogle fordomme om, at enkelte fonde kan være det, men jeg har ikke selv oplevet det. Jeg har hørt historier.”
Har fondene en del af æren for den udvikling, som gør, at de statsanerkendte museer tiltrækker flere og flere gæster?
”Det tror jeg, at de har. De har ikke siddet “et hemmeligt sted” og lavet en masterplan. Men det virker til, at de har besluttet sig for at prioritere kultur. I starten støttede de primært store prestigeprojekter, men nu er de begyndt at have blik for det, man kan kalde andengenerationsmuseer. Dem, der ikke fik i første omgang. De har været med til at skabe nogle rollemodeller, som kan løfte hele branchen.”
Kommer fondsinvolveringen til at fortsætte?
”Det håber jeg. Nogle gange frygter jeg, at det ophører eller bliver på et meget lavere niveau, fordi pengene skal gå til noget andet. Jeg tror, vi er i en tid, hvor vi lige nu har et slags laboratorium for, hvad museerne skal være, og her er fondsstøtten afgørende.”
Kristoffer Jensen: Vi er nået grænsen
Historiker og ph.d. Kristoffer Jensen har været i museumsbranchen i næsten 25 år. Han har været direktør for Industrimuseet i Horsens og har siden årsskiftet stået i spidsen for De Kulturhistoriske Museer i Holstebro. Museerne er den overordnede forsknings- og formidlingsenhed for Holstebro Kommunes tre kulturhistoriske museer, der beskæftiger sig med hver deres periode.
”Både der, hvor jeg er nu, og der, hvor jeg kommer fra, er al større udvikling sikret gennem fondsmidler. Lidt forenklet kan man sige, at udviklingen i museumslandskabet i meget høj grad er skabt gennem fondene. Når man har et nyt initiativ, der hæver sig lidt over, hvad man ellers ville kunne, så er det altid fondene, der går ind og gør det muligt, eller ikke gør det muligt. Det er i høj grad dem, der definerer, hvad der kan ske i museumslandet ud over den daglige drift. Det er en væsentlig pointe at have med, at ligegyldig hvor succesfuldt et museum bliver, så bliver det ved med at være afhængigt af tilskud fra både det offentlige og fra fonde. Man kan ikke lave et museum, der bliver så god en forretning, at det kan leve alene af publikumsindtægter. Selvom vi begynder at tjene flere penge selv, så bliver vi ved med at være afhængige.”
Er museerne for afhængige af fondsmidler?
”Det, man kan diskutere principielt, er, at vi har et demokrati i Danmark. Vi har valgt politikere til at prioritere vores ressourcer i bestemte retninger. Nu har vi et system ved siden af det, som ikke er underlagt demokratiske valg. Det, der kan blive udfordringen, er, at fondene kan gå ind og investere nogle meget store udviklingsbeløb til bestemte ting. Ofte vil der så skabes en forventning om, at staten eller kommunerne er nødt til at hjælpe med at sikre driften bagefter. På den måde kommer fondene til at lægge et pres på det politiske system, fordi man skaber en forventning om, at er der investeret 200 millioner kroner i noget, så kan man ikke lade det gå nedenom og hjem. Så bliver man tvunget til at følge den prioritering, som fondene har lavet. Der er en grænse for, hvor stor fondssektoren kan blive i forhold til stat og kommune. Der er vi nok ved at være nu.”
Er du bekymret?
”Det, der gør, at det ikke er et problem, er, at fondene tager deres magt ret seriøst. Hvis det hele var én stor fond, som var toneangivende, ville det være et problem, men der er måske 10 store fonde, som sætter hver deres fingeraftryk. Det, der gør mig rolig, er, at min personlige oplevelse er, at fondene og deres sekretariater i mange sammenhænge har ageret mere reflekteret og med større armslængde og med mere respekt for, hvad der giver mening lokalt, end staten har. Der sidder nogle rigtig gode folk i de her sekretariater, som kan hjælpe med at kvalificere projekter og stille kritiske spørgsmål.”
Man taler om, at fondene er blevet mere professionaliserede indenfor de seneste 10 år. Hvordan oplever du det?
”Jeg tror, at for 10 eller 20 år siden kunne man som museumsdirektør komme ret langt med et netværk. Det handlede om at kende den rigtige bestyrelsesformand, så man kunne skyde genvej. Nu får man en mere ensartet behandling, og det er blevet mere formaliseret. Det, synes jeg, er sundt og en af de store fordele ved professionaliseringen og standardiseringen af de her veje, som projekter kører igennem. Man er ikke udelukket på forhånd, fordi man ikke kender de rigtige mennesker.”
Som nytiltrådt direktør er det en af dine bundne opgaver at udvikle en ny version af Frilandsmuseet Hjerl Hede. Tænker du allerede nu på fondsfinansiering?
”Nej. Jeg tror på, at hvis ideen er god nok, så kan jeg også tænde nogle på det. Det gode ved fondssektoren er jo, at der er mange forskellige fonde, og at de har forskellige profiler. Når projektet er beskrevet, bliver næste fase at få en dialog med fondene. Så må vi se, om vi enten skal sælge noget som en samlet pakke eller skære nogle bidder ud og sige, der er nogle bidder her, som passer til den og den fond.”
Hvad kommer til at optage dig de næste år?
Det, som jeg er personligt spændt på, er, at næsten alle fondene har en bæredygtighedsdagsorden. De vil gerne gøre verden bedre, og de er blevet opmærksomme på, at det kan man gøre ved hjælp af bæredygtighed. Men det, som fondene har gjort de sidste 30 år, er jo, at de har understøttet, at museerne har fået nye bygninger af beton. Det har på mange måder gjort noget godt for samfundet, men rent bæredygtighedsmæssigt har det været klimabelastende. Hvis fondene bliver ved med at kanalisere så mange midler ind i sektoren, hvordan skal de midler så gøre gavn, hvis ikke de er til nye bygninger? Vi er alle enige om, at der generelt set ikke er behov for flere museumskvadratmeter i Danmark. Så hvordan investerer man for at videreudvikle sektoren uden nybyggeri? Hvordan anvender man de her midler på en ny og klog måde, hvor man ikke bare bygger noget op, som så skal vedligeholdes og driftes? Det bliver en spændende øvelse for fondene de næste 20 år.”
