Den tidligere chef for Elsass Fondens praksis- og innovationsafdeling indtræder i direktionen pr. 1. maj 2023.
Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
Udvidelsen af direktionen skyldes, at samarbejdet med eksterne parter skal have større opmærksomhed, og ledelsen i fonden skal styrkes som følge af flere aktiviteter og ansatte.
”Med Patricia de Lipthay Behrend får vi en direktør, som er indbegrebet af Elsass Fondens DNA. Hun har igennem 10 år sat markante aftryk på alt dét, som fonden kendes ved i dag. Patricia har ikke alene vist sig både hands-on og visionær – hun har også rent ledelsesmæssigt vist os, at hun har hvad der skal til for at føre fonden sikkert ind i fremtiden sammen med den øvrige ledelse i lyset af de mange nye opgaver,” udtaler bestyrelsesformand Nick Elsass i pressemeddelelsen.
Patricia de Lipthay Behrend er uddannet fysioterapeut og har en Master i Public Governance. Hun har været ansat i Elsass Fonden siden 2013. Oprindeligt med ansvar for at opbygge en ny afdeling, der skulle sikre bedre sammenhæng mellem forskning og praksis. Før ansættelsen i Elsass Fonden arbejdede hun i to år som områdeleder i Frederikssund Kommune og inden dét som lektor på fysioterapeutuddannelsen.
Elsass Vest
Patricia de Lipthay Behrend skal primært stå i spidsen for at varetage og styrke relationen til fondens samarbejdspartnere – gamle såvel som nye. En opgave som får særligt opmærksomhed i de kommende år, bl.a. med etableringen af Elsass Fondens ny Kolding-enhed i oktober 2023.
”Opgaven, der ligger foran mig, er utrolig spændende. Det er vigtigt, at man – uanset om man besøger os i Charlottenlund eller hos det ny team i Kolding – mødes med samme imødekommenhed, mentalitet og viden. Det kræver et fokus på at fastholde den kultur og de værdier, der er så grundlæggende for Elsass Fondens virke,” siger Patricia de Lipthay Behrend.
Adm. direktør Peter Lindegaard glæder sig over at skulle indgå i et nyt parløb.
”I takt med at vi når bredere og bredere ud – både på aktivitetssiden og med legatuddelinger har behovet meldt sig for at udvide direktionen. Mange års godt og tæt samarbejde med Patricia de Lipthay Behrend gør mit kendskab til hende så indgående, er jeg ikke i tvivl om, at vores ny organisering bliver en gevinst for fonden, og for de mange mennesker, som vi løbende er i kontakt med,” understreger han.