Selv om kolleger og ledere har intentioner om ikke at forskelsbehandle handicappede medarbejdere, så bliver mennesker med CP alligevel stigmatiseret på arbejdspladserne.
Det er en af konklusionerne i en undersøgelse fra 2014, om hvordan mennesker med synlig CP bliver mødt af kolleger og ledere på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen er lavet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og er finansieret af Elsass Fonden.
Nu er undersøgelsen publiceret som en del af en videnskabelig artikel i det internationale tidsskrift, Human Relations, skriver Elsass Fonden i sit seneste nyhedsbrev.
I en iver for ikke at forskelsbehandle kolleger med cerebral parese, kommer mange utilsigtet til at gøre netop dét, fortæller professor Nina Mik-Meyer ved SFI, som står bag undersøgelsen, til Elsass Fondens nyhedsbrev.
”I vores samfund ser vi helst os selv som rummelige og tolerante. Det er ikke politisk korrekt at bemærke eller tale om, at nogen skiller sig ud fra andre. Det fysiske handicap bliver derfor elefanten i rummet. I stedet pakker vi det ind ved at tale om andre grupper, som skiller sig ud, men det eneste de har til fælles er, at de adskiller sig fra en norm. Intet andet,” siger Nanna Mik-Meyer.
Ifølge professor Nanna Mik-Meyer kan den utilsigtede stempling give negative konsekvenser. For mennesker med CP, såvel som for alle andre handicappede på arbejdsmarkedet. Den kan begrænse den enkelte medarbejder i det konkrete arbejde, og det kan påvirke sammenholdet på arbejdspladsen på uhensigtsmæssig vis.
”Når ledere, kolleger og deres handicappede kollega selv fastholder den diskurs, at ingen skiller sig ud eller har særlige behov, så gør man det meget sværere at lave gode lokale løsninger for medarbejdere med handicap,” siger Nanna Mik-Meyer i Elsass Fondens nyhedsbrev.