2020 får ikke kun plads i historiebøgerne som coronaåret med alt, hvad det førte med sig af nedlukninger, utryghed og økonomiske udfordringer i det danske samfund. 2020 blev også året, hvor de 25 mest uddelende danske fonde satte ny rekord og tilsammen uddelte 14,93 milliarder kroner.
Det viser Fundats´ årlige opgørelse over de 25 mest uddelende danske fonde.
Der er tale om en pæn stigning i de samlede bevillinger fra den uddelende fondselite i 2020. Mens toppen i år altså næsten når 15 milliarder uddelte kroner, bevilgede top-25 i 2019 til sammenligning 14,69 milliarder kroner. Dermed slår top-25 sin egen uddelingsrekord med 240 millioner kroner – en stigning på i gennemsnit knap 10 millioner kroner per fond i top-25.
I 2019 uddelte fondene på dette års top-25, som det fremgår af skemaet i bunden af artiklen, knap 14,5 milliarder kroner.
Hvor stærkt, udviklingen går, understreges ved at springe yderligere et år tilbage. I 2018 udgjorde de 25 mest uddelende fondes samlede bevillingsbeløb således 12,3 milliarder kroner ifølge Fondenes Videnscenter.
Ikke så overraskende ligger Novo Nordisk Fonden suverænt øverst på 2020-listen med samlede uddelinger på 5,5 milliarder kroner – en stigning på 647 millioner kroner sammenholdt med 2019.
Også A.P. Møller Fonden og Lego Fonden er begge kommet over én milliard uddelingskroner i det forgangne år og ligger næsten side om side på listens 2. og 3. plads. For fonden med hovedsæde på Esplanaden i København er der tale om et markant hop opad fra en 8. plads på Fundats´ top-25 i 2019.
Primære forklaringer på A.P. Møller Fondens ekstraordinært store uddelingssum i 2020 er donationen på 450 millioner kroner til Operaparkfonden, der står for etableringen af en ny park og underjordisk parkeringsanlæg mellem Operaen og Papirøen i København, og 400 millioner kroner til etableringen af forskningscentret Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.
I forhold til Lego Fonden er det værd at notere sig, at selvom fonden forbliver i top-tre over de mest uddelende danske fonde, tegner den med en nedgang på 677,5 millioner kroner fra 2019 til 2020 sig for det største fald i uddelingssum blandt de 25 fonde på listen.
Fødselsdagsmillioner konverteret til coronastøtte
Største tigerspring opad på listen er taget af Poul Due Jensens Fond, som har byttet sin 23. plads i 2019 ud med en placering som den 15. mest uddelende fond i 2020.
I alt uddelte Grundfos-fonden 194,1 millioner kroner i 2020 mod 116,9 millioner kroner i 2019. Men ifølge fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted endte en del af de mange penge i 2020 med at blive brugt på en anden måde, end det var planlagt fra Poul Due Jensens Fonds side ved årets start.
”Vi startede med at hæve uddelingsniveauet for 2020 til 125 millioner kroner, og for at fejre, at Grundfos fyldte 75 år i 2020, lagde vi 75 millioner oveni til gode projekter og endte dermed på 200 millioner kroner. Mange planlagte fejringer og projekter blev annulleret på grund af coronapandemien, men vi fastholdt beløbet, og det endte med, at næsten alle pengene fik ben at gå på – blandt andet flere projekter relateret til corona,” siger Kim Nøhr Skibsted til Fundats.
Kim Nøhr Skibsted oplyser, at fonden i 2021 har fastsat samme beløbsramme som i 2020, 200 millioner kroner.
”Og vi forventer ikke, rammen bliver lavere i de kommende år. Rationalet er, at når det går godt for Grundfos, så deler fonden mere ud. Og det går godt for Grundfos,” pointerer Kim Nøhr Skibsted.
Også for en lang række andre fonde kom corona til at sætte sit tydelige præg på 2020. Én af dem er Industriens Fond, der er hoppet fra en plads som nummer 12 på listen i 2019 – dengang med 258,8 uddelte millioner – til i 2020 at få prædikatet som den 9. mest uddelende fond med 331,5 bogførte uddelingsmillioner.
”Det er primært på grund af coronakrisen, at vores normale uddelingsniveau på 250 millioner kroner blev øget i 2020. Vores mission er at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne, og da krisen ramte, satte vi en masse aktiviteter i gang for at hjælpe erhvervslivet – blandt andet Genstart Nu,” siger udviklingsdirektør i Industriens Fond Charlotte Kjeldsen Krarup.
Ifølge Charlotte Kjeldsen Krarup er det forventningen, at Industriens Fond i indeværende år igen lander på det normale uddelingsniveau på cirka 250 millioner kroner.
Tre nye fonde på top-25
Størst fald i forhold til placering på top-25-listen kan Det Obelske Familiefond notere sig. I 2019 var fonden nummer 11, og dén placering er i 2020 byttet ud med en 20. plads.
I kroner er der tale om et fald på 141,4 millioner: Fra 296,6 uddelte millioner i 2019 til 155,2 millioner kroner i 2020.
I årsrapporten for 2020 begrunder Det Obelske Familiefond sine markant reducerede bevillinger med coronapandemien og deraf følgende ”usikkerhed i forhold til fondets finansielle indtægter.”
Tre af fondene på dette års top-25 er nye på listen sammenholdt med 2019: Læger Uden Grænser på 20. pladsen, Aage V. Jensen Naturfond som nummer 23 og World Diabetes Foundation på 24. pladsen.
Ifølge administrerende direktør i World Diabetes Foundation Leif Fenger Jensen er der tre hovedårsager til, at fondens uddelingsniveau kom noget højere op i 2020, end tilfældet har været i årene frem til 2019.
”Dels handler det om periodisering – altså at vores donationer ikke altid flugter med rapportering på årsbasis. Dels havde vi i 2020 fire store covid 19-projekter, som blev støttet af Novo Nordisk Fonden. Og dels havde vi to større projekter i Tanzania og Jordan, som også var støttet af Novo Nordisk Fonden. Så en stor del af de ekstra penge, vi har haft at dele ud i 2020, kommer altså fra Novo Nordisk Fonden, der i alt skød omkring 30 millioner kroner ind i vores 2020-projekter,” siger Leif Fenger Jensen.
Leif Fenger Jensen forventer, at uddelingsniveauet i 2021 bliver a la 2020.
”Vi lander i år nok omkring 120-130 millioner, og når jeg kigger længere frem, vil 130 millioner om året være et godt bud på vores uddelingsmæssige niveau,” siger Leif Fenger Jensen.
Øget fokus på effektivitet og impact
Fra flere af de fonde, hvor der er sket store forskydninger i uddelingssummerne fra 2019 til 2020, lyder meldingen, at 2020 har ført til nye måder at arbejde på.
Kim Nøhr Skibsted fra Poul Due Jensens Fond mener, at fonden blandt andet er blevet bedre til at spotte de bedste muligheder for impact.
”Vi har skærpet vores strategi på den måde, at vi skærer mere ind til, hvad det er, vi gerne vil sætte fokus på, hvilke partnere der er mest effektive, og hvilke projekter får vi mest impact ud af at være en del af. Vi mener selv, det er en styrke hos os, at vi kan eksekvere hurtigt, og at kommandovejene er korte. Vi har en meget hurtig og fleksibel sagsbehandling, og det ligger dybt i os at bevare en agil organisation. Med tiden og hen ad vejen kan jeg ikke afvise, at vi muligvis skal have flere hænder i sekretariatet, men det bliver ikke mange flere – og her og nu har vi ikke behov for at udvide sekretariatet,” understreger Kim Nøhr Skibsted.
I World Diabetes Foundation gjorde covid-19 i 2020 arbejdsbetingelserne for fonden noget anderledes end tidligere, og de erfaringer tager fonden med sig fremadrettet, fortæller Leif Fenger Jensen.
”Samtidig med, at vores uddelingsniveau kom så højt op i 2020, var vi ramt af, at vi på grund af covid-19 ikke på samme måde som normalt kunne sende vores medarbejdere ud at supervise og støtte projekterne i de 116 lande, hvor vi har og har haft aktiviteter. Så vi har udvidet antallet af medarbejdere, men har ændret vores måde at arbejde på – og vi har indstillet os på, at vi også fremover kommer til at rejse mindre og arbejde på andre måder end tidligere. Heldigvis har teknologien gjort, at det er blevet lettere at være tæt på projekter i andre lande, selvom man arbejder fra Danmark. Og vi har lige hyret den første person, der fysisk sidder i Nairobi i stedet for at sidde i København, og den model forestiller jeg mig også kommer til at blive brugt mere fremover,” siger Leif Fenger Jensen.
Også Industriens Fond måtte i det forgangne år finde nye måder at arbejde på med et stigende uddelingsniveau og i et samfund, hvor mange var sendt hjem fra de fysiske arbejdspladser, og hvor mange virksomheder var tvunget til at holde lukket.
”De øgede bevillinger i 2020 betød, at alle i sekretariatet skulle bidrage ekstra, og alle kompetencer blev bragt i spil. Vi har et klogt sekretariat, som både i relation til de øgede bevillinger og de mange ting, der skulle gøres på nye måder i et nedlukket Danmark, udviklede nye virkemidler. Også for vores bestyrelse blev der ekstra travlt i 2020 med en øget frekvens af møder og et meget tæt samspil med sekretariatet,” fortæller Charlotte Kjeldsen Krarup.