Det var en længe ventet aftale, der landede forrige fredag. Endelig er der kommet styr på det årelange spørgsmål om de afledte omkostninger, som universiteterne hidtil selv måtte afholde til bygninger, administration og meget andet, hver gang de tog imod store millionbeløb til forskningsprojekter fra danske fonde.
”Det er en vigtig aftale, som universiteterne og fondene har indgået," udtalte uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, mens de seks store fonde – Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Carlsbergfondet, Velux Fonden, Lundbeckfonden og Leo Fondet, som har indgået aftalen med Danske Universiteter – var glade for aftalen, som "skaber transparens og stabilitet omkring fondsfinansieret forskning ved universiteterne ved at definere en klar økonomisk fordelingsnøgle mellem fonde og universiteter."
Men problemet er langtfra løst, og aftalen efterlader stadig universiteterne med betydelige meromkostninger, som skal dækkes af egne budgetter.
"Det er overraskende, at der efterlades en restfinansiering på et så stort et beløb," siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.
Ifølge den nye aftale betaler fondene fremover meromkostninger svarende til 250.000 kroner per projektansat videnskabeligt årsværk for de våde forskningsområder – naturvidenskab, sundhedsvidenskab og teknisk videnskab – og 200.000 kroner per videnskabeligt årsværk for de tørre forskningsområder – humaniora, samfundsvidenskab, jura og teologi.
Det er selvfølgelig bedre end ingenting, at der er kommet styr på området. Men det efterlader jo stadig en markant underfinansiering
Per Nikolaj Bukh – professor, Aalborg Universitet
Men ser man på universiteternes egne tal, beløber meromkostningerne for hvert årsværk på et fondsfinansieret forskningsprojekt sig til mere end dobbelt så meget.
Nærmere bestemt 586.641 kroner per årsværk for de våde forskningsområder og 411.617 kroner per årsværk for de tørre forskningsområder. Det fremgår af det tekniske notat om aftalen, som også er offentliggjort.
Med andre ord efterlader fondenes nye projekttillæg stadig en udækket meromkostning på over 341.000 kroner årligt for hver fuldtidsansat – typisk en postdoc eller en ph.d – på de våde forskningsområder og over 216.000 kroner årligt for hver fuldtidsansat på de tørre forskningsområder.
"Nu står vi i en situation, hvor man ganske vist har opnået yderligere finansiering fra fondene, men hvor der stadig er en stor andel af omkostningerne, som ikke er finansieret gennem fondsbevillingerne, og som i sagens natur kun kan komme ét sted fra; nemlig ud af den statslige finanslovsbevilling. Så der sker stadigvæk en udhuling af universiteternes økonomiske ramme," siger Per Nikolaj Bukh.
Underfinansieret med op til en milliard
Ifølge den seneste opgørelse fra Fondenes Videnscenter donerede fondene knap otte milliarder kroner til danske universiteter i 2021.
4,9 milliarder kroner blev tildelt såkaldte kæmpeforskningsprojekter på mere end 50 millioner kroner. De tæller ikke med aftalen om fondenes nye projekttillæg, idet fondenes betaling af bygningsomkostninger for kæmpeprojekterne aftales fra gang til gang. Det efterlader godt tre milliarder kroner årligt, som er omfattet af aftalen om fondenes nye projekttillæg. Af dem går langt størstedelen til de våde forskningsområder – ifølge de seneste tal fra Fondenes Videnscenter går kun ni procent til samfundsvidenskab og humaniora.
Vi har indrettet os sådan, at universiteterne leverer rammen, og fondene gennem projektfinansiering leverer en del af indholdet
Thomas Bjørnholm – forskningsdirektør, Villum Fonden
Parterne anslår selv, at fondenes samlede bidrag til dækning af afledte omkostninger vil ligge mellem 700 og 800 millioner kroner årligt, når aftalen er fuldt implementeret.
Fundats har, på baggrund af universiteternes egne tal og med afsæt i at 90 procent af de finansierede forskningsprojekter ligger inden for våde forskningsområder, udregnet den samlede årlige restbetaling for universiteterne, som altså ikke bliver dækket af fondene i den nye aftale.
Resultatet er, at aftalen efterlader et restbeløb på op til én milliard kroner årligt.
Mere præcist 1,07 milliard kroner, som universiteterne selv skal finansiere. Selv hvis man regner på et scenarie med de lavest mulige meromkostninger, ender universiteterne stadig med en årlig regning på over 900 millioner kroner.
"Det er selvfølgelig bedre end ingenting, at der er kommet styr på området. Men det efterlader jo stadig en markant underfinansiering," som Per Nikolaj Bukh siger.
"Uhyggeligt" stort tidsforbrug til ansøgninger
Dertil kommer, bemærker Per Nikolaj Bukh, at der slet ikke betales for meromkostninger til de fastansatte forskere. Det betyder for eksempel, at der vil være omkostninger forbundet med vejledning af ph.d.-studerende, som ikke er talt med i aftalen.
Ydermere er forskernes tidsforbrug til at søge finansiering fra fondene ikke medregnet. Og det er vel at mærke ikke en ubetydelig andel af forskernes tid, der går med at sikre midler til forskningen. Ifølge en opgørelse, som den forsknings- og uddannelsespolitiske tænketank DEA lavede sidste år, bruger forskere på danske universiteter i gennemsnit ni procent af deres arbejdstid på at søge om eksterne midler. Til sammenligning udgør forskning 41 procent af forskernes arbejdstid, mens undervisning og vejledning udgør 33 procent af arbejdstiden.
"Det er en uhyggelig stor andel af tiden, vi bruger på at søge om midler. Man kan jo både argumentere for og imod, at de omkostninger bliver talt med i den her aftale. Når fondene melder ud, at de ikke er til sinds at betale alle meromkostningerne, så gør det jo ikke den store forskel, hvor mange meromkostninger, man tæller med. For man får jo alligevel ikke fuld dækning fra fondene," siger Per Nikolaj Bukh.
"Men hvis man ser på sagen ud fra et universitets strategiske synspunkt, så skal man jo regne det hele med. For der er man jo nødt til at se samlet på, om fondsfinansiering overhovedet kan betale sig," siger han.
Fondsfinansiering giver mulighed for mere og bedre forskning, end vi kunne understøtte på egen hånd med offentlige midler, og det er derfor, vi gerne lægger betydelige midler ind i projekterne fra universitets side
David Dreyer Lassen – prorektor, Københavns Universitet
Stemmer overens med grundtanken
Spørger man Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i Villum Fonden, har udgangspunktet for aftalen da heller ikke på noget tidspunkt været, at fondene skulle dække samtlige meromkostninger ved de fondsfinansierede forskningsprojekter.
"Vi har indrettet os sådan, at universiteterne leverer rammen, og fondene gennem projektfinansiering leverer en del af indholdet. Så er der jo nogle afledte omkostninger ved den direkte projektfinansiering, og de deles mellem universitetet og fonden," siger Thomas Bjørnholm.
"Rollefordelingen er, at universiteterne ansætter de fastansatte forskere, altså professorer, lektorer og adjunkter, ligesom de står for den grundlæggende ramme, såsom bygninger, laboratorier og administration. Og fondenes rolle er at give forskerne mulighed for at søge midler i konkurrence med hinanden, sådan at de bedste idéer hele tiden får ekstra muligheder i form af ph.d.'er, postdocs eller apparater. Den afledte omkostning ved at fremme fri forskning deler vi. Det er udgangspunktet for aftalen," siger Thomas Bjørnholm.
Nogenlunde samme melding lyder fra David Dreyer Lassen, prorektor ved Københavns Universitet og formand for det forskningspolitiske udvalg i Danske Universiteter. Han påpeger, at man fra universiteternes side gerne bidrager til de fondsfinansierede forskningsprojekter med "betydelige midler".
"Det er korrekt, at universiteterne fortsat finansierer en del af de samlede omkostninger ved et projekt, der opnår fondsstøtte. Det er vigtigt at understrege, at aftalen handler om åbne opslag, hvor forskerne selv melder ind med, hvad de mener er vigtigt og nyt at forske i, og det er jo samtidig en af universitetets kerneopgaver," siger han.
"Fondsfinansiering giver mulighed for mere og bedre forskning, end vi kunne understøtte på egen hånd med offentlige midler, og det er derfor, vi gerne lægger betydelige midler ind i projekterne fra universitets side," siger David Dreyer Lassen.
Professor Per Nikolaj Bukh understreger da også, at det heller ikke er givet, at meromkostningerne bør dækkes fuldt ud af fondene.
"Nu kalder vi det underfinansiering. Men du hører mig heller ikke sige, at det er for dårligt, at fondene ikke betaler det hele. Der er en vis rimelighed i denne 50-50-finansiering. Men det løser ikke det dilemma, man sidder med i driften af universiteterne," siger Per Nikolaj Bukh.
Sådan har vi gjort
Kører man universiteternes egne tal gennem den fordelingsnøgle, som den nye aftale indeholder, efterlader fondenes nye projekttillæg en restbetaling på 341.131 kroner per årsværk på de våde forskningsområder og 216.721 kroner per årsværk på de tørre forskningsområder. Parterne anslår selv, at fondenes samlede bidrag til meromkostninger vil ligge mellem 700 og 800 millioner kroner årligt.
Hvis mindst 90 procent af de ansatte i de finansierede forskningsprojekter er ansat inden for våde forskningsområder, som tallene fra Fondenes Videncenter indikerer, ser regnestykket sådan ud:
Hvis fondenes afledte omkostninger ligger på 700 millioner kroner årligt:
Våde forskningsområder (90%): (630.000.000/250.000) x 341.131 = 859.650.120
Tørre forskningsområder (10%): (70.000.000/200.000) x 216.721 = 75.852.350
Total: 935.502.470 kr.
Hvis fondenes afledte omkostninger ligger på 800 millioner kroner årligt:
Våde forskningsområder (90%): (720.000.000/250.000) x 341.131 = 982.457.280
Tørre forskningsområder (10%): (80.000.000/200.000) x 216.721 = 86.688.400
Total: 1.069.145.680 kr.
Med andre ord efterlader den nye aftale et restbeløb på op til 1,07 milliarder kroner, som universiteterne selv skal finansiere.
