”På regnskabssprog hedder det et ’tilfredsstillende år’ – men i virkeligheden synes jeg, det er ganske godt skuldret.”
Sådan lyder karakteristikken fra den administrerende direktør i Realdania Jesper Nygård, når han ser tilbage på den økonomiske status for 2020 i den filantropiske forening.
Realdania har netop offentliggjort sin årsrapport for 2020. Den viser, at årets samlede bevilgede uddelinger beløb sig til 940 millioner kroner, hvoraf 175 millioner kroner gik til en særlig covid19-indsats. I alt 395 projekter i det byggede miljø i Danmark fik penge fra Realdania.
Afkastet af foreningens kommercielle investeringer udgjorde godt to milliarder kroner, og overskuddet endte på godt én milliard kroner.
”2020 var et svært og et underligt år på mange måder og noget af en rutsjebanetur med kæmpetab i forårsmånederne på grund af corona, tilbagevenden til mere normale tider hen over sommeren, ny nedlukning af samfundet, Brexit-forhandlinger, valg i USA og alt muligt andet. Det er helt klart det mest usædvanlige år, jeg har prøvet at agere i, i mine snart 25 år som administrerende direktør forskellige steder. Overordnet er vi selvfølgelig rigtig glade for resultatet, der også oversteg vores oprindelige forventninger til året. Og hvis du havde spurgt mig i forårsmånederne i 2020, havde jeg aldrig turde tro eller håbe på, at vi ville ende med to milliarder i afkast, én milliard i overskud og knap én milliard til nye uddelinger,” siger Jesper Nygård til Fundats.
Når Jesper Nygård ser tilbage på foreningens ageren i et 2020 præget af corona, hæfter han sig især ved FN-tankegangen ’Build Back Better’, der blev en rød tråd i en række af de projekter, foreningen valgte at støtte.
Det er så vigtigt, at vi på ryggen af en krise gør det bedre end før krisen, og derfor må bæredygtighed, klimaindsatsen og verdensmål ikke ryge i glemmebogen
Jesper Nygård – Administrerende direktør, Realdania
”Noget af det allervigtigste for os i 2020 var at holde fast i vores bæredygtige ambitioner, selvom verdensøkonomien var af lave, og det er sket via ’Sammen om bæredygtighed’ med kommuner og boligselskaber og i en række andre bæredygtighedsinitiativer. ’Build Back Better’-tankegangen har været en øjenåbner for mig, og hver eneste dag tænker jeg, både som Realdania-direktør og som borger i det danske samfund, på ’Build Back Better’. Det er så vigtigt, at vi på ryggen af en krise gør det bedre end før krisen, og derfor må bæredygtighed, klimaindsatsen og verdensmål ikke ryge i glemmebogen,” understreger Jesper Nygård.
Stort beløb i tilbageførte bevillinger
Ikke kun på grund af coronakrisen blev 2020 et usædvanligt år for Realdania. Af årsrapporten fremgår, at der i 2020 var et bortfald af tidligere års bevilgede uddelinger – altså tilbageførte bevillinger – på hele 341 millioner kroner. Det tilsvarende tal i 2019-regnskabet var 54 millioner kroner.
”341 millioner er et væsentligt større tal, end det plejer at være, og det var én af grundene til, vi endte med at kunne dele så meget mere end de forventede 500-600 millioner kroner ud. Man kan kalde det held i uheld, at der kom så mange penge tilbage – penge, som vi skyndte os at få ud i omløb igen i samfundet,” siger Jesper Nygård.
De 341 millioner kroner kom fra projekter, der ikke blev gennemført, og projekter, hvor det viste sig, at de tildelte bevillinger var større end nødvendigt.
Ifølge Jesper Nygård var der i 2020 ”et par enkelte projekter”, som trak det samlede beløb markant op.
Stepper op på foreningsarbejde
Realdanias forventning til indeværende år er et uddelingsniveau i den ”normale” størrelsesorden på 500-600 millioner kroner, om end corona ligesom i 2020 har rollen som ligningens ubekendte. Jesper Nygård lægger således ikke skjul på, at han forventer, coronakrisen vil præge det danske samfund i lang tid endnu.
”Jeg tør ikke komme med et kvalificeret gæt på, om 2021 bliver en lige så voldsom rutsjebanetur op og ned på de finansielle markeder som 2020. Jeg tror, 2021 bliver et år, hvor der igen er visse elementer af uforudsigelighed, ligesom vi oplevede i 2020, men vi antager, at både vores katalytiske og ansøgningsdrevne arbejde vil fylde lige så meget som de seneste år. Vi lægger ikke op til anderledes tænkning omkring hverken vores investeringer eller vores filantropiarbejde – men stepper til gengæld op på vores foreningsarbejde, hvor vi skal bruge 2021 til at implementere den nye strategi,” siger Jesper Nygård.
2020 var sidste år i den strategiperiode, som startede i 2016. Strategien havde blandt andet fokus på at fastholde medlemmer og rekruttere nye, yngre medlemmer.
Samtidig vil vi meget gerne gøre noget særligt for de unge
Jesper Nygård – Administrerende direktør, Realdania
I 2020 er der ifølge Jesper Nygård blevet lagt mange kræfter i at udvikle en ny strategi for perioden 2021-2028. Den indeholder tre strategiske mål, der – som det hedder i årsrapporten – ”sætter retning for arbejdet med medlemmerne og foreningsdemokratiet”.
Mål A handler om at styrke og fremtidssikre foreningens medlemsskare, mål B om styrket relation til og engagement hos flere medlemmer og mål C om øget kendskab til Realdania som filantropisk forening.
”Mens strategien for 2016-2020 fokuserede meget på kvantitativ vækst i lyset af, at vi ikke før da havde gjort meget ud af medlemsrekrutteringen, handler den nye strategi mere om kvalitativ vækst. Vi vil gøre oplevelsen for det enkelte medlem stærkere, gøre det muligt at være mere engageret og tænke meget mere i Realdania som en fællesnævner for folk med interesse i det byggede miljø. Samtidig vil vi meget gerne gøre noget særligt for de unge,” fastslår Jesper Nygård.
Fagligt arbejde egner sig ikke til decentralisering
Fundats har i sensommeren 2020 i flere artikler omtalt den evaluering af Realdanias nu afsluttede strategi og foreningens medlemsdemokrati, som konsulenthuset Rambøll Management Consulting foretog. Den viste blandt andet, at kun 3,4 procent af Realdanias medlemmer har deltaget i foreningens geografiske valg siden 2015, og 43 procent af medlemmerne er ifølge evalueringen passive.
”Foreningsdemokratiet lever generelt ikke mellem valgene,” hed det blandt andet i evalueringen. Ifølge Jesper Nygård har evalueringen været særdeles brugbar i Realdanias arbejde med den nye strategi for perioden 2021-2028.
”Evalueringsrapporten gav os supergod feedback inden for de succeskriterier, vi havde stillet op, og den feedback har vi brugt på at blive endnu skarpere. Vi har blandt andet fulgt de råd, der var i evalueringen, om at segmentere tingene yderligere og på nogle punkter gøre tingene mere målbare,” siger Jesper Nygård.
- Er det jeres mål i den nye strategiperiode, at medlemmerne skal involveres og engageres yderligere i filantropien?
”Vores måde at arbejde med filantropi på handler ikke om at lave bevillingspuljer til regionale uddelinger. Vi involverer ganske mange i vores beslutninger, for eksempel fagfolk, forskere, bedømmelseskomitéer og advisory boards, og den måde at arbejde på fagligt egner sig ikke til at decentralisere i en demokratimodel. Men man kan sagtens forestille sig, at vi bruger medlemmernes viden som inspiration til, i hvilken retning vi skal gå, eller at vi prøver konkrete filantropiske projekter af sammen med medlemmerne. Så vi åbner i den nye foreningsstrategi op for at eksperimentere med forskellige ting,” siger Jesper Nygård.
Skal have 10.000 nye medlemmer om året
Trods det overordnede strategiskifte fra kvantitativ til kvalitativ vækst, er det fortsat vigtigt for Realdania at fortsætte bestræbelserne på at få flere navne i medlemsdatabasen, der p.t. tæller omkring 170.000 medlemmer.
”Vi skal holde fast i at være den store, brede forening, som i alle dele af landet kan engagere medlemmerne i det byggede miljø. Der lægges op til, at vi skal have cirka 10.000 nye medlemmer om året. Vi har en relativ høj gennemsnitsalder blandt vores medlemmer, og hvert år har vi en del medlemmer, der afgår ved døden eller flytter i pleje- eller ældrebolig. 10.000 nye medlemmer giver derfor en årlig nettotilvækst på 4-5.000. Væksten i antal er i virkeligheden hele forudsætningen for, at vi kan have et engageret demokrati, og at vi også på sigt kan holde valghandlinger, som er grundstenen i den måde, vi er bygget op på,” siger Jesper Nygård.
Han anslår, at hvis ikke Realdania i 2014-2015 havde taget fat på en aktiv proces for at øge medlemstallet, ville foreningen i dag kun have haft omkring 120.000 medlemmer.