’Fonde i en verden i opbrud’ var hovedtemaet, da 480 tilmeldte deltagere mandag den 2. oktober mødtes til den årligt tilbagevendende halvdagskonference Fondenes Dag i Industriens Hus i centrum af København.
I invitationen til 2023-udgaven af konferencen var det blevet fremhævet, at ordet ’krise’ på kinesisk består af en kombination af to tegn: Tegnet for ’begrænsninger’ og tegnet for ’muligheder’. Og arrangørernes intention med Fondenes Dag var i år blandt andet at forsøge netop at sætte fokus på nogle af de begrænsninger, udfordringer og muligheder, som en verden i opbrud medfører for fondene.
Efter velkomst fra administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen, indlæg fra erhvervsminister Morten Bødskov (S), som understregede sin og regeringens anerkendelse af det markante fodaftryk, fondene sætter både inden- og udenfor Danmarks grænser, og den faste runde med nyt fra fondsområdet, kom der biodiversitet på dagsordenen. Det sørgede direktør Flemming Nielsen fra den uafhængige og kun otte år gamle Den Danske Naturfond for.
Flemming Nielsen lagde ikke skjul på, at den omsiggribende biodiversitetskrise set med hans øjne trænger til mere fokus.
”Selvom biodiversitetskrisen er en gammel og velkendt krise, som vi har kendt til i omkring 30 år, har det hidtil været noget sværere at trænge igennem med budskabet om de store udfordringer, der er på biodiversitetsfronten, end det har været på klimaområdet,” sagde Flemming Nielsen.
Nødlidende vandmiljø i Danmark
Flemming Nielsen understregede, at ”biodiversiteten ikke har det godt” – hverken i Danmark eller resten af verden.
”Dyre- og plantearter i stort antal forsvinder hvert år, og man skal ikke tro, det kun er et problem i USA, Kina og regnskoven. I Danmark har vi bestemt ikke nogen førertrøje på i forhold til biodiversitet, når vi sammenligner os med andre lande i Europa, og senest har vi set, hvor stærkt nødlidende vandmiljøet i Danmark er, og hvor alvorligt det står til med iltsvind i de indre danske farvande,” sagde Flemming Nielsen.
Det er også oplagt for fondene at tale biodiversitet med deres kapitalforvaltere
Flemming Nielsen – Direktør, Den Danske Naturfond
Samlet uddelte den danske fondssektor i 2021 knap 26 milliarder kroner til alle formål. Heraf gik 300 millioner kroner til natur.
”Det er lidt mere end én procent af de samlede uddelinger,” konstaterede Flemming Nielsen.
”Min opfordring er, at fondene i højere grad end hidtil forsøger at udnytte synergier og styrker samarbejdet på tværs af fondene. Det er samtidig en god idé at kombinere biodiversitetsindsatser med klima- og miljøindsatser. Der er masser af muligheder for at kombinere biodiversitetsdagsordenen med andre dagsordener,” sagde Flemming Nielsen.
Han opfordrede de tilstedeværende fondsrepræsentanter til ikke kun at tænke på biodiversitet i relation til uddelinger og projekter.
”Det er også oplagt for fondene at tale biodiversitet med deres kapitalforvaltere. Det kan være svært for os som en lille fond at trænge igennem, men hvis alle, også de store, fonde begynder at bringe biodiversitet højere op på dagsordenen i forhold til deres investeringer og i dialogen med kapitalforvalterne, vil det kunne have en stor effekt,” lød det fra Flemming Nielsen.
Tre forskellige titler på tre år
På talerlisten på Fondenes Dag var også Christine Buhl Andersen, der er forperson i Ny Carlsbergfondet. Hun talte om udfordringer og muligheder i forhold til diversitetsdebatten med udgangspunkt i det arbejde, hun selv har stået i spidsen for i Ny Carlsbergfondet.
”Det er min oplevelse, at mange fonde arbejder med diversitetsagendaen. I Ny Carlsbergfondet har vi arbejdet rigtig meget med diversitet de seneste år både i forhold til governance, strategi og virkemidler og i vores organisation. Meget betegnende har jeg, siden jeg tiltrådte 1. marts 2020, haft tre forskellige titler: Formand, forkvinde og nu forperson,” sagde Christine Buhl Andersen indledningsvis med et smil.
For at sikre øget diversitet i forhold til god governance har Ny Carlsbergfondet blandt andet i 2021 udvidet bestyrelsen fra tre til fem personer.
”Som vores næste governance-tiltag, der også får betydning for en større diversitet på flere planer i fondets virke, har vi søgt Civilstyrelsen om tilladelse til at etablere en egentlig direktion og dermed splitte magten mellem bestyrelsen og direktionen op,” fortalte Christine Buhl Andersen.
Meget betegnende har jeg, siden jeg tiltrådte 1. marts 2020, haft tre forskellige titler: Formand, forkvinde og nu forperson
Christine Buhl Andersen – Forperson, Ny Carlsbergfondet
Diversitet handler for Ny Carlsbergfondet også om et nyt syn på, hvad det er for projekter, der får del i fondens midler. I den forbindelse har kvalitetsbegrebet været under luppen i fonden.
”I vores nye strategi arbejder vi ud fra 10 principper, hvor dét at støtte den højeste kvalitet stadig er et af dem. Men samtidig har vi sagt, at vi ønsker at medvirke til målrettet at udvikle kunsten mod det ypperste, og det betyder, at kvalitetsbegrebet må vige for risikovillighed, nye stemmer og en forståelse af, at kvalitet ikke er et entydigt begreb. Vi forsøger at arbejde med en bred vifte af kunstneriske praksisformer og give nye talenter muligheder for eksempel i forhold til at få opgaver med at lave stedsspecifikke kunstværker og ved for første gang at have haft et open call. Det gør vi ud fra tankegangen, at små spirer kan vokse sig store, og at vi som en af de mest uddelende fonde på kulturområdet har et stort ansvar i den forbindelse,” sagde Christine Buhl Andersen.
Vil ikke kun købe kunst fra store gallerier
Ny Carlsbergfondet har som et strategisk princip besluttet, at ”fonden skal være opmærksom på kunstens forskellige aktører og deres betingelser hver især”.
”Det betyder i praksis for eksempel, at vi er opmærksomme på ikke kun at købe kunst fra store veletablerede gallerier, men også have øje for de mindre gallerier og institutioner,” forklarede Ny Carlsbergfondets forperson.
Diversitet handler også om de mennesker, der bliver ansat i fonden, understregede Christine Buhl Andersen.
”Her er den vigtigste udfordring både for Ny Carlsbergfondet og andre organisationer at få øjnene op for talent og stemmer udenfor de vedtagne sociale normer for eksempel i forhold til køn, social klasse, etnisk baggrund og fysisk og psykisk funktionsdygtighed. Der har vi en stor opgave foran os alle sammen,” lød budskabet fra Christine Buhl Andersen til de forsamlede i Industriens Hus.
Fondenes Dag, som blev afviklet for syvende gang, arrangeres af Dansk Industri, Copenhagen Business School, Københavns Universitet, Bestyrelsesforeningen, Fondenes Videnscenter og Komitéen for god Fondsledelse.