Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen, Kommandør af Dannebrogordenen, kammerherre og kammerdame.
En lang række af direktørerne og bestyrelsesmedlemmerne i de 25 mest uddelende danske fonde og filantropiske foreninger er dekoreret med ordner og titler fra kongehuset.
En opgørelse, Fundats har foretaget, viser, at der i samtlige 25 fonde og filantropiske foreninger er mindst én person i topledelsen, som har modtaget en dekoration fra det danske kongehus. Den komplette liste kan ses i bunden af denne artikel.
Fundats giver ordet til fondeneFedter fondene for kongehuset?
I en artikel i dagbladet Politiken den 25. januar blev flere uddelende fonde beskyldt for at fedte for de royale for at opnå kongehusets gunst. Fondenes svar fremgik ikke af artiklen.
Fundats bad i første omgang, CBS-lektor Christoph Houman Ellersgaard, om at uddybe sin kritik. Det skete i en artikel 7. februar. Siden har vi i en række artikler set nærmere på relationerne mellem kongehuset og fondene.
I en denne miniserie lader vi fondene selv komme ordentligt til orde, så de kan forklare deres syn på de royale relationer.
For er det virkelig rigtigt, at fondene fedter for kongehuset?
Topscorer blandt fondene, når det gælder kongelig sildesalat i topledelsen, er Danmarks største og mest uddelende fond Novo Nordisk Fonden. Her kan både administrerende direktør Mads Krogsgaard Thomsen, bestyrelsesformand Lars Rebien Sørensen og yderligere fire bestyrelsesmedlemmer bryste sig af at være enten Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen eller Ridder af Dannebrogordenen.
Listen over dekorerede personer i de 25 fonde omfatter i alt 54 navne, hvoraf ni af dem sidder i bestyrelsen for mere end én af elitefondene.
Det er værd at bemærke, at mange af ordnerne ikke er givet imens, de pågældende personer har været en del af ledelsen eller bestyrelsen i fonden, og heller ikke nødvendigvis er tildelt på grund af det udførte arbejde i fonden.
For eksempel har flere bestyrelsesmedlemmer og direktører modtaget Dannebrogordenen orden på grund af deres stilling og status som professor, borgmester, minister eller erhvervsleder.
I overensstemmelse med kongens bestemmelse skulle tildeling af ordenen herefter opfattes som et ydre tegn på erkendt borgerværd
Kongehuset – Om hensigten med udvidelsen af Dannebrogordenen
På kongehusets hjemmeside kan man læse om hensigten med udvidelsen af Dannebrogordenen i 1808:
“I overensstemmelse med kongens bestemmelse skulle tildeling af ordenen herefter opfattes som et ydre tegn på erkendt borgerværd, og den skulle i princippet kunne tildeles enhver fortjent dansker uanset rang og stand. Som følge af det udvidede anvendelsesområde inddeltes ordenen i fire klasser af stigende fornemhedsgrad.”
Som det fremgår af listen nedenfor, kan man på kongehusets database over modtagere af dekorationer læse, hvilken titel den pågældende havde ved tildelingen af ordenen eller titlen fra kongehuset.
Fonde bliver associeret med kongehuset
I en artikel i Fundats den 7. februar forklarede sociolog og lektor på Copenhagen Business School Christoph Houman Ellersgaard, der står bag bogen ’Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet’, hvad de nære bånd mellem fondene og kongehuset har af betydning.
Her gav Christoph Houman Ellersgaard blandt andet udtryk for, at det, han betegner som fondenes ’fedteri’ for kongehuset, primært sker på grund af den symbolske anerkendelse og blåstempling, som en nær relation til de royale fører med sig.
”Når man ser på familierne bag fondene, finder du blandt andre nogle af de få danskere, der ikke er adelige, som er blevet udnævnt til kammerherrer og hofjægermestre. Dermed får de pågældende personer adgang til noget, der er uopnåeligt for alle andre danskere. For selve fonden medfører støtten til kongehuset, at den så at sige blåstempler sig selv. Fonden bliver associeret med kongehuset, og det er med til at hæve fondens status,” sagde Christoph Houman Ellersgaard.
Store gaver fra Salling Fondene
Én af de personer, der siden 2014 har været Ridder af Dannebrogordenen, er 79-årige Karin Salling. Hun er næstformand i Danmarks 17. mest uddelende fond, Købmand Herman Sallings Fond, og bestrider samme post i den noget mindre Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.
Salling Fondene har gennem årene i en række tilfælde været meget generøs over for kongehuset. I juni 2022 stod Salling Fondene sammen med Holch Povlsen Foundation, softwarevirksomheden Systematic og Lindberg Optik bag en samlet 40 millioner kroners finansiering af en omfattende renovering af Marselisborg Slot. Lovningen på at betale for Aarhus-slottets renovering blev overrakt til Dronning Margrethe i anledning af majestætens 50-års regeringsjubilæum.
Salling Fondene var også i gavehumør over for dronningen lidt tidligere i 2022, nemlig på majestætens 82-års fødselsdag den 16. april, hvor hun fik overrakt en skulptur skabt af Per Kirkeby placeret i Marselisborg Slotshave.
Og eneejerfonden bag Salling Group var endvidere blandt de seks fonde, der i 2018 hver gav en million kroner til at betale for 400 nye såkaldte taffelstole til Christiansborg Slot. Taffelstolene, der har en stykpris på 15.000 kroner, bruges, når der er gallamiddage på Christiansborg Slot og blev præsenteret for Dronning Margrethe i 2020 i anledning af majestætens 80-års fødselsdag.
”Kæmpe anerkendelse” at blive kammerdame
Ud over, at Karin Salling siden 2014 har været Ridder af Dannebrog, blev enken efter Herman Salling per 1. januar sidste år udnævnt til kammerdame.
I den forbindelse fortalte Karin Salling i Morgenavisen Jyllands-Posten om sin glæde, da hun blev ringet op fra kongehuset, som kunne meddele, at Dronning Margrethe havde besluttet at udnævne hende til kammerdame.
”Det kom helt bag på mig – det var en kæmpe overraskelse, men også en dejlig, ja, en fantastisk overraskelse. Det er en kæmpe anerkendelse, og jeg er dybt taknemmelig,” sagde Karin Salling til Jyllands-Posten.
Det er en kæmpe anerkendelse, og jeg er dybt taknemmelig
Karin Salling – Næstformand, Salling Fondene
Hun kunne videre fortælle, at der med udnævnelsen til kammerdame medfulgte et embedstegn, der er udformet som en broche og kan bæres ved officielle lejligheder. Da brochen ankom med posten, fulgte der ifølge Karin Salling også en bog med om, hvad titlen indebærer.
”Jeg kan love dig, at den kommer jeg til at læse flere gange. Den ligger på mit natbord,” betroede Salling Fondenes næstformand Jyllands-Postens journalist.
Få nulevende kammerdamer
Kammerdame er en ærestitel, som kun dronningen kan tildele, og Karin Salling var ifølge Jyllands-Posten den kun 12. nulevende kammerdame sidste år. Hoffet gør i visse situationer brug af kammerherrer og -damer, når for eksempel en ny ambassadør skal ledsages til sin første audiens hos dronningen eller ved større arrangementer i kongehuset.
Og Karin Sallings nye titel har allerede været i brug. Af kongehusets hjemmeside, kongehuset.dk, fremgår det således, at Karin Salling med titlen kammerdame repræsenterede Købmand Herman Sallings Fond som en af de inviterede gæster, da kongeskibet Dannebrog den 4. juni 2022 i forbindelse med det årlige sommertogt holdt reception i Aarhus.
Fundats ville gerne have spurgt Karin Salling, hvilke uddelingspolitiske overvejelser der ligger bag Salling Fondenes donationer til fordel for kongefamilien samt, hvordan hun selv oplever relationen mellem fondene og kongehuset set i lyset af blandt andet udnævnelsen til kammerdame.
Hvad angår Hendes Majestæts dispositioner for så vidt angår udnævnelser, må jeg respektfuldt henvise til kongehuset
Trine Skjoldborg – Fondsmanager, Salling Fondene
Men interviewinvitationen til Karin Salling og alternativt Jens Bjerg Sørensen i egenskab af bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond er ikke blevet imødekommet. I stedet har Fundats modtaget en kortfattet mail fra Trine Skjoldborg, der er fondsmanager i Salling Fondene. Hun skriver:
”Salling Fondene donerer hvert år midler til en bred vifte af formål og projekter, alene i 2022 er der uddelt over 400 millioner kroner. I forbindelse med H. M. Dronningens fødselsdag støttede Salling Fondene den folkelige fejring i Aarhus. Det er korrekt, at fonden sammen med fem andre fonde tilbage i 2018 støttede indkøb af nye taffelstole. Hvad angår Hendes Majestæts dispositioner for så vidt angår udnævnelser, må jeg respektfuldt henvise til kongehuset,” lyder det fra Trine Skjoldborg.