LB Fonden åbner nu for årets ansøgninger i 2019. Samtidig løfter fonden sløret for årets tema for uddelinger. Fondens bestyrelse har besluttet, at fonden i år skal uddele midler til projekter på undervisningsområdet, der kobler FN’s verdensmål med entreprenørskab, innovation eller iværksætteri.
Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
“Virkelyst og idérigdom er afgørende for at indrette et bæredygtigt samfund. Derfor støtter vi i år projekter, hvor verdensmålene er udgangspunkt for kreativ tænkning, der kan udvikle nye idéer og bud på, hvordan vi når i mål med verdensmålene inden 2030,” siger formand for LB Fonden Finn Pedersen.
For første gang arbejder LB Fonden og LB Foreningens Fond sammen om at uddele penge under årets tema. Samlet bliver der tale om uddelinger for i alt en mio. kr.
Tilsammen modtager de to fonde som regel omkring 100 ansøgninger, og ud af denne pulje udvælges 10-15 projekter fra uddannelsesområdet. De enkelte projekter modtager normalt mellem 5.000 og 500.000 kr.
Ansøgningsfristen er den 1. september 2019.