Først var det op til universiteterne og fondene selv at finde en løsning på problemet med de indirekte omkostninger, som belaster universiteternes budgetter, når de tager imod fondsfinansiering af forskningsprojekter.
For seks år siden blev sagen rykket ind i Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor en gruppe bestående af landets universiteter og de store private forskningsfonde sammen med en håndfuld embedsmænd skulle diskutere sagen.
Så trak ministeriet sig igen ud af sagen, og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) overlod det til fondene og universiteterne selv at finde en løsning på problemet.
Siden har der været komplet tavshed om sagen, alt imens konsulent- og revisionsfirmaet Deloitte har arbejdet på en rapport om, hvad fondsbevillingerne reelt har kostet universiteterne. En rapport, som siden september 2022 har været "lige på trapperne".
Men nu ser det endelig ud til, at parterne har fundet en løsning. Fredag formiddag landede meddelelsen om, at de seks store fonde Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Carlsbergfondet, Velux Fonden, Lundbeckfonden og Leo Fondet har indgået en aftale med Danske Universiteter, som skal sikre transparens om følgeudgifterne ved fondsfinansiering, og som samtidig udpinder en fordelingsnøgle mellem universiteters og fondenes udgifter.
"Det er interessant, at man endelig har indgået en aftale om problemet med indirekte meromkostninger ved fondsfinansieret forskning. For det har stor betydning for den forskning, der bliver lavet på landets universiteter," siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.
"Fondene vil gerne betale for forskning. De vil ikke betale for at drive universitet i almindelighed. Men forskningsprojekter kræver jo bygninger, administration og en række andre omkostninger, som ikke bliver bogført under de konkrete projekter. De penge skal tages fra universiteternes egne budgetter, og på den måde risikerer man i virkeligheden at udhule forskningen. Og universiteterne kan ende i situationer, hvor de ironisk nok ikke har råd til at tage imod donationer," siger Per Nikolaj Bukh.
Et akut problem
Når universiteterne modtager fondsmidler til forskning, har universiteterne traditionelt selv dækket indirekte meromkostninger til husleje, HR-afdelinger, anlæg til forsøgsdyr, bibliotekarer, jurister, regnskabsfolk og meget andet. Penge, som altså hidtil skulle tages fra universiteternes basismidler, som ellers skulle finansiere universiteternes egne strategiske prioriteringer.
Ifølge universiteterne er det ikke ualmindeligt, at det koster dem mindst 60 kroner fra eget budget, hver gang de modtager 100 kroner i fondsstøtte.
For man har ikke haft to entydige forhandlingsparter, som har stået over for hinanden, og repræsenteret hver for sig entydige synspunkter
Per Nikolaj Bukh – Professor, Aalborg Universitet
Det er et fundamentalt problem, som skiftende regeringer har betonet siden 2017. Og både DTU, Tænketanken DEA og foreningen Danish Association for Research Managers and Administrators, kendt som DARMA, har argumenteret for, at problemet med udhulingen af universiteternes basisøkonomi er eskaleret i sådant et omfang, at der var tale om et akut behov for en løsning.
"Det kan virke mærkeligt, at det ikke har ladet sig gøre at indgå sådan en aftale for lang tid siden. For alle har jo haft en klar interesse i at finde en løsning: Fondene vil på deres side meget gerne donere til forskningen, og universiteterne er på deres side nærmest afhængige af fondsfinansiering," siger Per Nikolaj Bukh.
"Alligevel har det været et kompliceret problem. For man har ikke haft to entydige forhandlingsparter, som har stået over for hinanden, og repræsenteret hver for sig entydige synspunkter. Universiteterne har delvist kunnet tale med en samlet stemme gennem Danske Universiteter, men universiteternes aktiviteter og interesser er jo meget forskelligartede. På den anden side har vi fondene, som også kan have forskellige ønsker og praksisser. Så jeg har ærligt talt været i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre at indgå en aftale," siger professoren.
Vil ikke udskrive blankochecks
De seks dagsordensættende private fonde betaler tilsammen omtrent 20 procent af de samlede offentlige og private bevillinger til forskningen på landets universiteter.
"Det har i mange år været en diskussion, hvordan man kunne dække de indirekte meromkostninger ved fondsfinansieret forskning. Og vi har fra fondenes side ikke haft lyst til bare at udskrive en blankocheck baseret på procentdele af forskningsprojekternes omkostninger," siger Søren Nedergaard, vicedirektør i Novo Nordisk Fonden.
Med den nye aftale skal fondenes bevillinger på under 50 millioner kroner fremover følges af et projekttillæg til afledte omkostninger. Det skal ligge på 250.000 kroner per projektansat videnskabeligt årsværk for forskning inden for de såkaldte våde hovedområder som naturvidenskab, sundhedsvidenskab og teknisk videnskab. For de tørre hovedområder som humaniora, samfundsvidenskab, jura og teologi udgør projekttillægget 200.000 kroner per projektansat videnskabeligt årsværk. Parterne anslår, at fondenes samlede bidrag til dækning af afledte omkostninger vil ligge mellem 700 og 800 millioner kroner årligt, når aftalen er fuldt implementeret.
"Vi er ikke interesserede i at dække sådan noget som bygningsomkostninger; det mener vi er statens opgave - undtagen i helt særlige tilfælde med større infrastruktur. Derimod anerkender vi, at IT eksempelvis fylder stadig mere i forskning, og at IT-udgifter kan være rimelige at dække fra fondenes side. Derfor har vi nu sammen med universiteterne fået gennemgået en række forskningsprojekter for at belyse, hvad projekterne koster i form af IT-udgifter, driftsudgifter, laboratorieudgifter og andre indirekte omkostninger. Nu ved vi konkret, hvad pengene går til," siger Novo Nordisk Fondens Søren Nedergaard.
Arbejdet med at kortlægge universiteternes merudgifter er da også grunden til, at aftalen har ladet vente så længe på sig, siger han.
"Det har været vigtigt for os at få denne transparens med i aftalen. Og derfor har det også taget noget tid at få en aftale på plads. Universiteterne har lagt et meget grundigt stykke arbejde i at gennemgå omkostningerne for de forskellige forskningsprojekter," siger Søren Nedergaard.
Samme forklaring lyder fra David Dreyer Lassen, prorektor ved Københavns Universitet.
I de tidlige stadier var dialogen præget af, at fondene med en vis rimelighed kunne spørge, hvad universiteternes yderligere omkostninger egentlig dækkede over
David Dreyer Lassen – Prorektor, Københavns Universitet
"Det har ganske rigtigt taget noget tid. I de tidlige stadier var dialogen præget af, at fondene med en vis rimelighed kunne spørge, hvad universiteternes yderligere omkostninger egentlig dækkede over. Og der har også været en erkendelse hos universiteterne af, at man ikke bare kan sige, at man har omkostninger ved fondsfinansiering, uden at pege konkret på, hvad de omkostninger er," siger David Dreyer Lassen.
"På Københavns Universitet har vi tidligt regnet på, hvad det kostede at modtage 100 kroner fra en ekstern fond. Men det, der for alvor har flyttet processen, var, da man blev enige om at se samlet på omkostningerne og lave en fælles model. Så hvert universitet, hvert institut eller hver fond ikke opererer med sin egen model," siger han.
Selvom aftaleparterne omfatter nogle af Danmarks største fonde, udestår, som Per Nikolaj Bukh også påpeger, spørgsmålet om alle landets øvrige fonde. "Men det bliver interessant at se, om andre fonde vil tilslutte sig aftalen," siger han.
