16 forskningstalenter fra fem danske universiteter har hver modtaget 7-10 mio. kr. fra Villum Fondens program for teknisk og naturvidenskabelig forskning, Villum Young Investigator Programme. Legaterne blev uddelt ved en prisoverrækkelse i Den Sorte Diamant den 23. januar.
Det er sjette gang, at Villum Fonden uddeler legater til unge forskningstalenter for at give dem mulighed for at træde ud af deres ældre og mere etablerede kollegers skygge. Men fra 2016 har fonden valgt at fokusere på nysgerrigheds-dreven forskning. Ved at tage udgangspunkt i de idéer, som forskerne selv er mest optaget af, håber fonden at kunne tiltrække de bedste forskere med de bedste idéer.
“Vores nye strategi er baseret på en grundlæggende tro på, at fremragende videnskabsfolk udfører fremragende forskning. Vi tror på, at vi vi ved at vise videnskabsfolk tillid og fleksibilitet, kan hjælpe de danske forskningsinstitutioner med at skabe de bedst mulige miljøer til at udtænke og udvikle banebrydende idèer,” sagde Villum Fondens bestyrelsesformand, Jens Kann-Rasmussen, til prisoverrækkelsen i Den Sorte Diamant.
Villum Young Investigator Programme kan søges af alle forskere under 40 år uanset nationalitet, så længe forskningen er forankret ved danske universiteter eller forskningsinstitutioner. Årets modtagere kommer primært fra Danmark, men der er også forskere fra blandt andet Australien, Kina, Peru, Portugal og USA.
Legaterne er i år på mellem 7 og 10 mio. kr. og vil ud over løn til modtageren i projektperioden blandt andet blive brugt til at ansætte ph.d.-studerende og postdocer og til at købe videnskabeligt udstyr.
"Villum Fonden har siden første gang, vi uddelte midler til de yngre forskere – 75 mio. kr. i 2012 – fordoblet satsningen. Resultatet er, at flere af de yngre forskere har opbygget selvstændige forskningsgrupper og flere har kunnet tiltrække yderligere, attraktive forskningsmidler fx fra EU. Det er derudover glædeligt for fonden, at mange af forskerne pga. deres høje faglighed efterfølgende har opnået fastansættelse ved et dansk universitet," skriver professor og forskningsdirektør i Villum Fonden, Thomas Sinkjær, i en pressemeddelelse.
"Det bekræfter os i, at vi har set rigtigt ved at satse på de yngre forskere. De har de gode kreative idèer og kan levere forskning af høj, faglig kvalitet," siger han.
Uddelinger fra Villum Young Investigator Programme 2012-17
Samlet bevilling (mio kr.) | Antal modtagere | Gennemsnitlig bevilling (i mio. kr.) |
|
---|---|---|---|
2012 | 75,4 | 15 | 5,03 |
2013 | 93,0 | 19 | 4,89 |
2014 | 95,4 | 20 | 4,77 |
2015 | 100,6 | 21 | 4,79 |
2016 | 119,1 | 20 | 5,96 |
2017 | 146,2 | 16 | 9,14 |
i alt | 629,7 | 111 | 5,67 |
Se en liste over årets modtager og en kort beskrivelse af deres projekter her (pdf-dokument).