Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Langelands Elforsyning har underskrevet en hensigtserklæring om et salg af elforsyningsvirksomheden på Langeland til Energi Fyn.
Det har skabt røre blandt de gæve langelændere; mange mener at være blevet kørt over af Elforsyningens bestyrelse. Utilfredsheden og frustrationen kommer til udtryk blandt elforbrugerne og i repræsentantskabet. De 58 repræsentanter troede, de udgjorde elforsyningens øverste myndighed – lige indtil de kunne læse om salget i avisen.
En fond – ikke en forening
Men hvorfor nu al den ballade. Langelands Elforsyning er en erhvervsdrivende fond, og i en fond er der ingen over og ingen ved siden af bestyrelsen. Bestyrelsen skal ikke spørge sig for. Hverken blandt elforbrugerne eller i repræsentantskabet. Bestyrelsen skal alene respektere stifternes vilje, der sædvanligvis kommer til udtryk i vedtægternes formålsparagraf.
Fonden Langelands Elforsyning har til formål at medvirke til fremskaffelse og distribution af energi til forbrugerne. Det er åbenbart, at et salg af øens elforsyningsvirksomhed ikke er foreneligt med vedtægterne og kræver Erhvervsstyrelsens godkendelse. Men styrelsen er sædvanligvis meget gelassen, så det skal nok gå.
Men styrelsen er sædvanligvis meget gelassen, så det skal nok gå.
Jørn Astrup Hansen
Fonden ville det gode. Den rakte langelænderne en lillefinger men fik en fuckfinger igen og må nu kæmpe for at beholde armen. Mange elforbrugere var sikkert kommet til at tro, at de var blevet medlemmer af en forening. Men ak, hvor længe var Jeppe i baronens seng.
Indflydelse på skrømt
Elforsyningen, der kalder sig en brugerstyret erhvervsdrivende fond, bryster sig af et aktivt medlemsdemokrati. Medlemsdemokrati? En fond har ikke medlemmer. Og med brugerstyret var det, af gode grunde, så som så. Ganske vist afholder Elforsyningen et årligt møde for sine brugere. Men her bliver der ikke taget beslutninger. Her er ikke nogen beretning, der skal tages til efterretning, ikke noget årsregnskab, der skal godkendes, og ingen vedtægtsændringer at tage stilling til.
Men brugermødet vælger rigtignok 58 medlemmer til repræsentantskabet, der af sin midte vælger 7 medlemmer til fondens bestyrelse. Andre opgaver har repræsentantskabet ikke. Bestemmelsen, der er usædvanlig, hviler på en dispensation fra erhvervsfondsloven; fondsbestyrelser er sædvanligvis selvsupplerende. Men bestemmelsen indebærer ikke, at repræsentantskabet kan ”sætte sig” på Elforsyningens bestyrelse.
Sædvanligvis kan medlemmer af en bestyrelse til enhver tid udtræde og til enhver tid afsættes af den eller dem, der har valgt det pågældende medlem. Men i Fonden Langelands Elforsyning kan repræsentantskabet ikke afsætte et medlem af bestyrelsen. Hvert år vælger repræsentantskabet 2-3 medlemmer til fondens bestyrelse, men valget gælder ubetinget for 3 år. Repræsentantskabet kan ikke vælte et bestyrelsesmedlem, der ikke er på valg. Der er måde med demokratiet i en fond.
Hvad tænker mon stifterne derom?
Forløbet er lettere absurd. Her har vi en erhvervsdrivende fond stiftet i 1969 af Rudkøbing Kommune og Andelsselskabet Langelands Elselskab, der – inden for de snævre rammer, som fondslovgivningen sætter – søgte at invitere brugerne indenfor. Men hvad kan vi lære af forløbet? At man ikke skal stille andre noget i udsigt, som man hverken kan, eller vil, levere.
Der kunne uddeles 30.000 kroner til hver langelænder. Store som små.
Jørn Astrup Hansen
Fonden Langelands Elforsyning, der har en fri formue på 230 millioner kroner (fondens egen (!) formue ifølge formanden), agter at sælge elforsyningsvirksomheden for 170 millioner kroner. Fonden, der har en grundkapital på 6,5 millioner kroner, vil således sidde tilbage med en formue på 400 millioner kroner. Det svarer til 8 års elforbrug, når der ses bort fra moms og afgifter. Det er jo absurd. Der kunne uddeles 30.000 kroner til hver langelænder. Store som små. Det ville dog gøre en forskel oppe hos Larsens i Ny Skrøbelev.
Men sådan kommer det nok ikke til at gå. Sikkert kommer vi til at se fondens bestyrelse, hvis kernekompetence er elforsyning, optræde som mæcener, der efter eget valg kan anvende 400 millioner kroner til fremme af almennyttige initiativer på Langeland (og Strynø). Fondsbestyrelsen kommer til at disponere over en formue svarende til næsten et års skatteindtægter i Langeland Kommune (568 mio. kr. i 2019). Er det hensigtsmæssigt? Ja, tja, bum, bum, bum.
Hvor kommer pengene fra?
Reelt er det jo penge, som den brugerstyrede Elforsyning har opkrævet for meget hos elforbrugerne. En monopolgevinst, en skat. Med elforsyningsloven af 1977 blev elselskabernes virksomhed prisreguleret; vi fik det såkaldte hvile-i-sig-selv princip. Med elfreformen af 1999 bortfaldt hvile-i-sig-selv princippet; til gengæld blev en meget væsentlig del af selskabernes egenkapital nu defineret som bunden kapital, der skulle blive i selskabet eller gå tilbage til elforbrugerne.
Med elfreformen af 1999 bortfaldt hvile-i-sig-selv princippet.
Jørn Astrup Hansen
Ved en kontroversiel politisk studehandel blev bindingen ophævet med energiforliget i 2004. Der kom turbo på pengeophobningen. Elselskaberne fik frigivet 20 milliarder kroner mod at afgive det overordnede transmissionsnet til staten; året efter kom yderligere 40 milliarder i kassen ved salg af kraftværkerne, herunder Elsam, til DONG. Danmarkshistoriens største togrøveri ifølge den tidligere energiminister, Svend Auken.
Elforsyningen, en væsentlig del af infrastrukturen, blev kommercialiseret under den brølende nyliberalisme i 00’erne. Vi fik el-konger, hvor vi før havde haft elværksbestyrere.
