Den første guidede danmarksturné efter sommerferien blandt nye fondsuddelinger starter i Aarhus, hvor der i forbindelse med Aarhus Festuge den 26. august til 4. september ligesom i 2021 bliver afviklet en lysfest.
Lysfesten er støttet af blandt andre Salling Fondene, CAC Fonden, Knud Højgaards Fond og Aarhus Stiftstidendes Fond.
”Lys kan noget ganske unikt. Det så vi også sidste år, hvor lysskulpturerne indbød århusianerne til igen at gå på opdagelse i deres by,” siger direktør for Aarhus Festuge, Rikke Øxner, i en pressemeddelelse fra festugen.
Lysfesten handler blandt andet – som resten af Festugen – om at udfordre forståelsen af, hvordan ting hænger sammen
Rikke Øxner – Direktør, Aarhus Festuge
Rikke Øxner glæder sig over, at Aarhus Festuge under lysfesten har mulighed for at præsentere værker fra såvel danske som internationale lyskunstnere.
”Vi er glade for endnu engang at kunne invitere aarhusianerne til at gå på opdagelse i byen. Lysfesten handler blandt andet – som resten af Festugen – om at udfordre forståelsen af, hvordan ting hænger sammen,” siger Rikke Øxner.
Multihal i Tønder til fester og idræt
Fra Aarhus fortsætter vi til Tønder, hvor A.P. Møller Fonden har givet 22,5 millioner kroner til opførelsen af en ny multihal på Det Blå Gymnasium & Campus.
Multihallen kan, når den står færdig i løbet af 2024, huse alle gymnasiets elever og skal danne rammen om sociale arrangementer såsom morgensamlinger, gallafester og idrætsarrangementer. I dag har skolen ikke et samlingssted, hvor alle eleverne kan være samtidig.
Det er ambitionen, at den nye multihal sammen med skolens andre moderne faciliteter skal bidrage til at tiltrække og fastholde unge indenfor alle typer af ungdomsuddannelser og samtidig gøre grænselandet endnu mere attraktivt, skriver A.P. Møller Fonden på sin hjemmeside.
Den 1.200 kvadratmeter nye multihal vil blive bygget på den østlige side af skolen, hvor der i dag ligger en beachvolleybane. Ved opførelsen af multihallen etableres blandt andet omklædningsfaciliteter og motionscenter i den eksisterende bygning.
Ny forskning i tarmsystemets bakteriesammensætning
Fedme er blevet en global epidemi, og der findes endnu ikke nogen effektiv kur. Noget tyder på, at tarmsystemets bakteriesammensætning spiller en rolle i relation til fedme, og det vil et nyt forskningsprojekt nu forsøge at afdække.
Projektet er hjemmehørende på Syddansk Universitet i Odense, hedder MATOMIC (Mathematical Modelling for Microbial Community Induced Metabolic Diseases) og er støttet af Novo Nordisk Fonden med 46 millioner kroner.
Vi vil skabe matematiske modeller og simuleringer af, hvad der foregår i tarmsystemet – helt ned på atomart niveau
Jakob Lykke Andersen – Lektor, Institut for Matematik og Datalogi, Syddansk Universitet
15 forskere er tilknyttet projektet i seks år. Målet er blandt andet at udarbejde matematiske modeller af tarmbakteriers betydning for vores sundhed.
”Vi vil skabe matematiske modeller og simuleringer af, hvad der foregår i tarmsystemet – helt ned på atomart niveau,” siger Jakob Lykke Andersen, der er tilknyttet projektet og lektor på Institut for Matematik og Datalogi, i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.
Forskerholdet vil udvikle nye algoritmer, der skal føre til et virtuelt tarmsystem, hvor kemiske reaktioner og netværk kan testes. MATOMIC’s kemikere og biokemikere vil bidrage til udviklingen og verificeringen af disse virtuelle modeller.
Projektet skal efter planen slutte af med museforsøg. Og hvis de er succesfulde, kan de bane vejen for kliniske forsøg på mennesker.