De nordiske fonde har en særlig fælles baggrund, som adskiller dem fra både amerikanske og andre europæiske fonde – nemlig velfærdsstaten. Og netop fondens forhold til velfærdsstaten er omdrejningspunktet for efterårets Nordic Foundation Network Meeting, som finder sted i København den 26.-27. oktober 2017.
Med de nordiske fondes forhold til velfærdsstaten som udgangspunkt, inviteres deltagerne til at diskutere spørgsmål som: Hvilke udfordringer og muligheder vil fondsverdenen stå overfor i de kommende år? Hvordan skal fondene forholde sig til de globale udfordringer, der sætter velfærdsstaten under pres – som for eksempel klimaforandringer, teknologi og flygtninge. Hvilken rolle kan fondene spille i forhold til staten, den offentlige og private sektor og civilsamfundet? Og hvilken rolle spiller kunst og kultur i den særlige nordiske kontekst?
På netværksmødets første dag bliver temaet behandlet fra forskellige vinkler gennem oplæg fra en forsker, en politiker og en fondsdirektør. Torben M. Andersen, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere formand for velfærdskommissionen, fortæller om den nordiske velfærdsmodel og de offentlige finanser set i et fællesnordisk perspektiv. Forhenværende udenrigs-, finans- og skatteminister samt tidligere formand for FN's generalforsamling, Mogens Lykketoft giver sine bud på, hvordan nordiske fonde kan arbejde med væsentlige globale mål i deres respektive lande. Fondenes eget perspektiv bliver repræsenteret i et oplæg af direktøren for Riksbankens Jubilæumsfond, Göran Blomqvist.
Efterårets netværksmøde er arrangeret af Cultiva fra Norge, Kaute-fonden fra Finland, Riksbankens Jubilæumsfond fra Sverige samt Velux Fonden, Realdania, Nordea-fonden, Novo Nordisk Fonden og Bikubenfonden fra Danmark. Arrangørerne afholder på netværksmødets anden dag forskellige workshops, hvor deltagerne inviteres til at diskutere emner – som for eksempel fondenes rolle i partnerskaber på tværs af sektorer i bekæmpelsen af ensomhed. Eller hvordan de nordiske forskningsfonde bidrager til løsningen af velfærdssamfundets eksisterende og fremtidige udfordringer, og hvordan de ser deres egen rolle i forskningsverdenens økosystem, som støttes af både private og offentlige fonde.
På det seneste netværksmøde i Stockholm deltog repræsentanter fra mere end 50 nordiske fonde – herunder 22 repræsentanter fra 13 danske fonde.
Programmet kan læses på arrangementets hjemmeside, hvor det også er muligt at tilmelde sig. Indtil den 30. juni er der et særligt “early bird”-tilbud, oplyser arrangørerne.