Med sin længe ventede afgørelse i forrige uge slog Erhvervsstyrelsen hårdt ned på Politiken-Fonden for at have tilsidesat fondens interesser i forbindelse med mediefondens tilsyneladende særdeles lukrative honorarordning.
Erhvervsstyrelsen udtalte således kritik af, at bestyrelsen i Politiken-Fonden ikke "udtrykkeligt afviste" en række elementer i Lars Munchs indstilling til formandsposten i JP/Politikens Hus.
Herunder hvor lang tid Lars Munch skulle varetage hvervet som formand; hvad størrelsen på vederlaget skulle være i den pågældende periode; at størrelsen på vederlaget skulle forblive det samme i det tredje år, selvom Lars Munch kun skulle varetage formandshvervet i to år; at Lars Munch skulle genvælges som formand i Politiken-Fonden efter to år; og endelig at der var tale om en uopsigelig aftale.
Dermed er der sat et foreløbigt punktum i den langstrakte og massivt mediedækkede sag om tårnhøje lønninger og bonusser samt en ulovlig fyring i landets største private mediehus.
I august traf Erhvervsstyrelsen afgørelse om den anden fond bag mediehuset, Jyllands-Postens Fond, og her rettede styrelsen "alvorlig kritik" mod bestyrelsen. Det skete på baggrund af ikke mindre end syv brud på årsregnskabsloven og erhvervsfondsloven, der havde afsæt i en "meget uheldig magtkoncentration" omkring daværende formand Jørgen Ejbøl. Blandt andet var fyringen af bestyrelsesmedlem Peter Bartram ulovlig, og han kunne derfor genindtræde i fondsbestyrelsen. Erhvervsstyrelsen vil fremover føre et skærpet tilsyn med fonden.
En tilsyneladende uensartet behandling
Afgørelserne hører til blandt de mest bastante fra Erhvervsstyrelsen i flere år. Men det er langtfra den eneste sag, hvor styrelsen har behandlet mulige brud på lovgivningen i erhvervsdrivende fonde.
Fælles for flere af sagerne er, at Erhvervsstyrelsen har konstateret indikationer på lovbrud, men har nøjedes med at vejlede om, at fondene skal overholde loven – i stedet for at nå til bunds i, om fondene reelt bryder loven.
En tilsyneladende uensartet sagsbehandling, som rejser spørgsmålet om, hvorvidt Erhvervsstyrelsen som fondsmyndighed går hårdere til værks i sager, hvor pressen følger med.
Blandt de nylige afgørelsessager finder man sagen om den såkaldte Den Grevelige Oberbech-Clausen-Peanske Familiefond, der driver Voergaard Slot nord for Dronninglund. Her var Erhvervsstyrelsen var faldet over en potentiel ulovlig dobbeltrolle hos slotsfondens bestyrelsesformand, advokat Anker Laden-Andersen, som ifølge fondens egne årsrapporter i årevis samtidig havde arbejdet som fondens godsforvalter.
"Formanden fungerer tillige som godsforvalter," skrev fonden således i samtlige årsrapporter siden 2017, hvor Anker Laden-Andersen tiltrådte som formand.
Erhvervsstyrelsen afsluttede ikke desto mindre sin afgørelse med at lade spørgsmålet om formandens rolle stå åbent. Hvis han reelt arbejdede som administrator eller godsforvalter, kunne der være tale om et brud på loven, advarede styrelsen. Hvis han ikke arbejdede som administrator eller godsforvalter, anbefalede styrelsen, at fonden holdt op med at skrive i årsrapporterne, at han gør det.
"Erhvervsstyrelsen tager til efterretning, at fonden ikke mener det, den selv har skrevet i sin årsrapport. Men styrelsen konstaterer samtidig, at der kan være tale om et lovbrud, hvis bestyrelsesformanden alligevel arbejder som godsforvalter. Og så lukker styrelsen sagen i stedet for at få det afklaret," som den erfarne revisor og fondsretsekspert Lars Kiertzner udtalte i juni.
I en anden sag om fonden bag flere danske hæderspriser, den såkaldte Direktør Einar Hansen og hustru fru Vera Hansens Fond, har bestyrelsesformand Birgitte Arnfred ifølge Erhvervsstyrelsen "systematisk" arbejdet som advokat for fonden i mindst fem år. Men Erhvervsstyrelsen nøjes med at opfordre fonden til at overveje at udskifte formanden eller finde en anden advokat.
"Styrelsen skal dog understrege, at vi for nuværende ikke har stillet krav herom," skrev Erhvervsstyrelsen i september 2022.
Ingen kommentarer
Styrelsen udtaler således ikke kritik, ligesom bestyrelsen heller ikke får påbud om at indrette sig anderledes.
Fundats har i begge tilfælde spurgt, hvorfor Erhvervsstyrelsen ikke har forsøgt at opnå afklaring om formændenes roller, før styrelsen lukkede sagerne. Styrelsen har i begge tilfælde ikke ønsket at kommentere på de konkrete afgørelser, men skriver om sin praksis i almindelighed:
"Erhvervsstyrelsen behandler som fondsmyndighed for de erhvervsdrivende fonde hver enkelt sag på baggrund af en individuel vurdering af de konkrete oplysninger i sagen, den konkrete korrespondance med den pågældende fond og sagens øvrige omstændigheder."
Også i sager, der involverer ansete advokatselskaber, ser man en tilgang hos Erhvervsstyrelsen, der efterlader åbne spørgsmål. I en række tilfælde har fonde købt administrations- eller rådgivningsydelser fra advokatfirmaer, hvor formænd eller bestyrelsesmedlemmer selv er partneradvokater.
Det var for eksempel tilfældet i Allerfonden. Her var daværende Bech-Bruun-partner Richard Sand bestyrelsesmedlem i fonden og formand for datterselskabet Aller A/S.
Og i sagen om KV Fonden, hvor Henrik Holtegaard, som har været medlem af fondens bestyrelse i 23 år, også er fondens direktør og samtidig leverer ydelser som fondsadministrator, ejendomsadministrator, advokat og rådgiver, endte Erhvervsstyrelsen tidligere i år med at tage bestyrelsens redegørelse til efterretning og fandt ikke grundlag for foretage sig yderligere.
Den væsentligste forskel
Dermed forbliver det uvist, hvad styrelsen havde konkluderet, hvis den havde besluttet at udbede sig bestyrelsesreferater og dokumentation for leverandøraftaler i KV Fonden for at komme til bunds i den kasketforvirring, Erhvervsstyrelsens egen direktør Katrine Winding for få år siden advarede udtrykkeligt imod.
Således mangler både styrelsen og offentligheden i flere afgørelsessager svar på, hvorvidt kontrakterne har været tilstrækkeligt markedsudsat; om der findes dokumentation for, at det ikke er samme advokat og bestyrelsesmedlem, der udfører opgaver for fonden; eller om vederlagene til fondsledelsen er sædvanlige efter hvervets art og omfang.
Den væsentligste forskel i behandlingen af sagerne i JP/Politiken-koncernen og flere af de seneste års øvrige sager ligger altså i, hvorvidt Erhvervsstyrelsen rent faktisk afklarer de spørgsmål, der udløser styrelsens undersøgelser.
I afgørelserne om Politiken-Fonden og Jyllands-Postens Fond, som helt åbenbart ville blive dækket i de landsdækkende medier, finder man ingen eksempler på, at "det er styrelsens umiddelbare opfattelse, at der kan være indikationer" på lovbrud, som får lov at stå ubesvaret tilbage.
Og med god grund. Havde Erhvervsstyrelsen i en så intenst mediedækket sag afstået fra at undersøge til bunds, om loven var blevet brudt, og i stedet nøjedes med at vejlede om, at fondene bør overholde lovgivningen fremadrettet, var ikke kun ledelsens ageren men også selve Erhvervsstyrelsens behandling af sagerne sandsynligvis blevet en del af mediernes granskning.
Lige for loven?
Med andre ord synes der at være en forskel i prøvelsesintensiteten i Erhversstyrelsens tilgang til sagerne, hvor de profilerede fonde er genstand for et særligt grundigt tilsyn.
Et muligt bud på en forklaring er styrelsens begrænsede ressourcer som tilsynsmyndighed for landets over 1.400 erhvervsdrivende fonde. Erhvervsstyrelsen, hvis tilsynsopgaver også tæller selskabskontrol, regnskabskontrol, tilsyn med revisorer og hvidvasktilsyn, og hvis opgaveportefølje desuden omfatter alt fra erhvervsfremme til coronakompensation, har i sagens natur ikke ressourcer til systematisk at gennemlyse forholdene i samtlige erhvervsdrivende fonde, og styrelsen har da heller ikke lagt skjul på, at den blandt andet må forlade sig på medieomtale, når den udvælger erhvervsfonde til kontrol.
Sidste år rejste Erhvervsstyrelsen 291 sager om erhvervsdrivende fonde baseret på temakontroller med særlige fokusområder og på en mere konkret risikovurdering. Og en tilbundsgående granskning af alle bilag og mødereferater i samtlige sager ville næppe lade sig gøre uden en politisk beslutning om at tilføre styrelsen flere ressourcer.
Risikoen er imidlertid, at en asymmetri i prøvelsesintensiteten, hvor fonde med kendte ansigter i spidsen kan regne med en mere nidkær sagsbehandling, i sidste ende kan medføre en kompromitteret retsfølelse. Og en oplevelse af, at alle ikke er lige for loven.
