Trods krig i Europa, buldrende inflation og stor usikkerhed på investeringsmarkederne blev 2022 rent økonomisk et bedre år end frygtet for en række af de store danske erhvervsdrivende fonde.
De fleste ender således med at komme ganske fornuftigt ud af året rent investeringsmæssigt, og i forhold til de filantropiske uddelinger vil der om kort tid blive sat to streger under beløb meget tæt på dem, der ved årets start var kalkuleret med.
Og selvom den nære fremtid er særdeles usikker grundet blandt andet afledte effekter af krigen i Ukraine, er der samtidig en generel forventning i de store erhvervsfonde om et uændret eller stigende uddelingsniveau i 2023.
Det er essensen af et rundspørge, Fundats har foretaget til en håndfuld af landets største og mest uddelende erhvervsdrivende fonde nu, hvor nytåret og skiftet fra 2022 til 2023 står for døren.
I Danmarks suverænt største erhvervsdrivende fond og verdens tredjestørste fond Novo Nordisk Fonden blev der i 2021 sat rekord med samlede uddelinger for 8,8 milliarder kroner – svarende til en tredjedel af fondssektorens samlede uddelinger sidste år.
Præcis hvor højt, fondsmastodonten ender rent uddelingsmæssigt i 2022, er ifølge Senior Vice President og kommunikationschef Steffen Pierini Lüders endnu for tidligt at sige.
”Der resterer stadig et bestyrelsesmøde i december, og forskellen på, om der er bevillinger, som når at blive klar til godkendelse på dette møde, eller om de først kommer på dagsordenen på næste bestyrelsesmøde i marts 2023, kan betyde en hel del,” siger Steffen Pierini Lüders.
Novo Nordisk Fondens uddelinger forventes at stige i de kommende år
Steffen Pierini Lüders – Senior Vice President og kommunikationschef, Novo Nordisk Fonden
Når Novo Nordisk Fonden kigger ind i 2023 og årene derefter, er der udsigt til voksende uddelinger.
”Vi har ikke sat et specifikt mål, men Novo Nordisk Fondens uddelinger forventes at stige i de kommende år,” fastslår Steffen Pierini Lüders.
Mange usikkerhedspunkter
Den erhvervsdrivende fond Bitten & Mads Clausens Fond, der ejer 48 procent af aktiekapitalen i Danfoss A/S, uddelte i 2021 129 millioner kroner. I år har Danfoss-fonden arbejdet filantropisk ud fra en uddelingsramme på 130 millioner kroner, og facit her tæt mod årets slutning er, at fonden ifølge direktør Lars Tveen ender tæt på dét beløb.
”I modsætning til mange andre, der har oplevet konjunkturnedgange i 2022, har det modsatte faktisk været tilfældet for os. Danfoss har om nogen været i stand til at komme positivt igennem 2022, og når det går godt for Danfoss, går det godt for os i fonden,” siger Lars Tveen.
Vi har aldrig før set så mange usikkerhedspunkter ved indgangen til et nyt år, som vi har lige nu – det er en meget speciel situation
Lars Tveen – Fondsdirektør, Bitten & Mads Clausens Fond
Lars Tveen, der i april i år afløste Per Egebæk Have som fondsdirektør, mener, at 2022 overordnet for mange fonde har været et bedre år end frygtet.
”Men samtidig sidder de fleste af os jo nok ved indgangen til 2023 med en stor usikkerhed i forhold til, hvad der kommer til at ske i relation til blandt andet Kina, krigen i Ukraine og inflationen. Vi har aldrig før set så mange usikkerhedspunkter ved indgangen til et nyt år, som vi har lige nu – det er en meget speciel situation,” understreger Lars Tveen.
Trods usikkerheden er devisen ’same procedure as last year’ i Bitten & Mads Clausens Fonds uddelingsforventninger.
”Vores forventning er, at vi kan fortsætte med den samme uddelingsramme i 2023 på 130 millioner kroner, som vi har haft i år,” siger Lars Tveen.
Fastlægger ramme for næste fem år
Carlsbergfondet, der i 2021 indtog 7. pladsen på Fondenes Videnscenters opgørelse over de 100 mest uddelende private fonde og filantropiske foreninger med uddelinger for 759 millioner kroner, har endnu ikke gjort uddelingsregnestykket op for 2022.
Til gengæld har fondens bestyrelse netop besluttet, hvad uddelingsniveauet skal være de næste fem år.
”Carlsbergfondet støtter den frie grundforskning som en af de eneste private fonde i Danmark. Det forpligter os til at have det lange perspektiv for øje, da kontinuitet og vedholdenhed er altafgørende præmisser for grundforskning. Vi har derfor besluttet, at vi uanset de negative finansielle markeder vil fastholde en årlig bevillingsramme i niveau af 600 millioner kroner til forskning de næste fem år,” skriver Majken Schultz, Carlsbergfondets bestyrelsesforkvinde, i en mail til Fundats.
”Om vi på den anden side af 2026 skal justere den økonomiske ramme til forskningsstøtte, afhænger naturligvis af, om den nuværende krise bider sig fast,” tilføjer Majken Schultz.
Uændrede forventninger i William Demant Fonden
Den erhvervsdrivende fond William Demant Fonden, som i 2021 uddelte 124,1 millioner kroner, ender sandsynligvis på et tilsvarende uddelingsniveau i år.
”Vi regner med at uddele den aftalte ramme på 120 millioner kroner,” skriver bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen i en mail til Fundats.
Lars Nørby Johansen tilføjer, at fondens indtægtsforhold ikke er ændret i løbet af 2022 – og der er heller ikke nogen forventninger hos formanden om ændringer i 2023.
”Forventningen til uddelingsrammen for 2023 er samme niveau som 2022,” understreger Lars Nørby Johansen.
Hårdt ramt på værdipapirmarkedet
I Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) blev der uddelt 138,5 millioner kroner i 2021, og forventningen til i år var 135 millioner kroner. Ifølge Jørgen Lang, der er administrerende direktør, ender fonden lidt højere.
I en mail oplyser Jørgen Lang således, at AUFF ved udgangen af 2022 har uddelt 143 millioner kroner til den videnskabelig forskning.
”Budgetudvidelsen er sket i forbindelse med en bevilling med baggrund i modtagelse af ukrainske forskere,” forklarer Jørgen Lang.
Vi har dog samlet set ikke tjent lige så meget på gyngerne, som vi har tabt på karrusellerne
Jørgen Lang – Administrerende direktør, Aarhus Universitets Forskningsfond
Når forskningsfondens direktør kigger tilbage på 2022, lægger han ikke skjul på, at det har været et ”meget turbulent år, ikke mindst hvad angår investeringer på de finansielle markeder”.
”AUFF har samlet set en bred portefølje, hvor rundt regnet halvdelen er investeret i ejendomme og alternativer, mens den resterende halvdel er investeret i en veldiversificeret likvid portefølje af værdipapirer med middel risiko. Vi er selvfølgelig, som langsigtede investorer er flest, ramt hårdt på værdipapirmarkedet, hvor der ses pæne tab på såvel aktier som obligationer, mens de øvrige investeringer har forløbet med planmæssige positive afkast. Vi har dog samlet set ikke tjent lige så meget på gyngerne, som vi har tabt på karrusellerne,” skriver Jørgen Lang.
Han tilføjer, at virkeligheden som investor er, at man møder år med pæne, positive afkast og år, hvor det er ”lidt træls” som i 2022.
”Men vi har ’is i maven’ og således stort set fastholdt porteføljen og ikke ændret strategi,” understreger Jørgen Lang.
Med baggrund i, at AUFF som langsigtet investor mest af alt ser på det på det gennemsnitlige afkast over en årrække, har fonden for 2023 valgt at fastholde uddelingsniveauet på 135 millioner kroner.
Nedgang i Lundbeckfonden
Jan Egebjerg, der er forskningsdirektør i Lundbeckfonden, betegner ligesom Jørgen Lang 2022 som et turbulent år.
”Det har været et turbulent år præget af urolighed i markederne – med energikrisen, inflationen og krigen i Ukraine som bagtæppe – og det kan mærkes. Men fonden har tilpasset investeringerne og er kommet relativt godt igennem året,” siger Jan Egebjerg.
Det har været et turbulent år præget af urolighed i markederne – med energikrisen, inflationen og krigen i Ukraine som bagtæppe – og det kan mærkes
Jan Egebjerg – Forskningsdirektør i Lundbeckfonden
I 2021 var Lundbeckfonden nummer seks på listen over de 100 mest uddelende fonde i Danmark. Placeringen blev opnået med samlede uddelinger for 803 millioner kroner. Året før uddelte fonden, der blandt andet ejer 69 procent af aktierne i medicinalfirmaet H. Lundbeck, 600 millioner kroner.
Ifølge Jan Egebjerg ender Lundbeckfonden i år med at uddele for cirka 550 millioner kroner, mens forventningen er lidt lavere til det år, vi om få uger træder ind i.
”Vi forventer i Lundbeckfonden at uddele mindst 500 millioner kroner til sundhedsvidenskabelig forskning i 2023,” lyder det fra Jan Egebjerg.
Han tilføjer, at uddelingsniveauet dog kan blive højere, særligt hvis det bliver muligt at igangsætte strategiske projekter og etablere infrastruktur af international klasse inden for neurovidenskabelig forskning.
Ansvar for at hjælpe
Når direktør John Amund Tønnes fra Det Obelske Familiefond ser tilbage på 2022, er det især krigen i Ukraine, der fylder i hans bevidsthed.
"Ruslands angreb på Ukraine har skabt ubegribelige og uacceptable konsekvenser for ukrainerne. Uden sammenligning i øvrigt står vi lokalt midt i en krise, der som altid rammer de mest udsatte i samfundet hårdest. På begge områder har vi alle sammen et ansvar for at hjælpe," skriver John Amund Tønnes i en mail til Fundats.
Det Obelske Familiefond var i 2021 den 26. mest uddelende danske fond med samlede uddelinger for 126 millioner kroner, og ifølge direktøren lander fonden på præcis samme tal i år fordelt på tre almennyttige indsatsområder og med flest støttekroner til unges mentale sundhed.
"Investeringer varetages af fondets datterselskab C.W. Obel A/S, som har en bred portefølje af investeringsområder med en god spredning på aktivtyper og samtidig en langsigtet investeringsstrategi. Selskabet har skabt en sund og robust balance i koncernen, og med forbehold for de usikkerheder, som fortsat kan ændre markedet, forventer vi et tilfredsstillende resultat i 2022 samt at holde uddelingsniveauet i 2023," lyder det fra John Amund Tønnes.