Debat om fondenes rolle i samfundet, spot på universiteternes voksende afhængighed af privat fondsfinansiering og udforskning af det optimale samarbejde mellem fonde og deres bevillingsmodtagere.
Fundats har udvalgt fem arrangementer fra dette års Folkemødeprogram, der zoomer ind på den danske fondssektor.
De handler om alt fra fondenes demokratiske ansvar til forskningens fremtid, collective impact, selvskabelse versus samskabelse og når fonde og civilsamfund løfter i krisetider.
1) Fondenes rolle nu og i fremtiden
Private fonde deler hvert år milliarder ud til samfundet og det offentlige, men er de mange fondspenge et supplement til den offentlige velfærd eller en spændetrøje, fordi fondene efterhånden er så store, at de kan påvirke Rigets tilstand? Og burde danskerne interessere sig langt mere for de mange fondsmilliarder?
De hemmelige milliarder
- Tid: Fredag, klokken 15.00-15.45
- Sted: Folkescenen i N6
- Arrangeret af: Altinget
- Få seneste nyt og eventuelle ændringer i det officielle program
Fredag eftermiddag inviterer Altinget nogle af landets store fonde på scenen til en debat om demokratisk ansvar og fri filantropi i takt med de voksende fondsformuer.
I debatten deltager direktør i A.P. Møller Fonden Mads Lebech, administrerende direktør i Lundbeckfonden Lene Skole, partner og stifter af Kraft & Partners Markus Bjørn Kraft samt partner i Poul Schmith Kammeradvokaten Peter Hedegaard Madsen.
2) Når forskning bliver afhængig af private fondsmidler
Hvad har det af effekter, at så stor en del af universiteternes forskning efterhånden finansieres af eksterne midler? Og hvad skal der til for at sikre de store videnskabelige resultater?
Frihed eller målretning? Forskningens fremtid i Danmark
- Tid: Torsdag, klokken 16.00-16.45
- Sted: Carlsbergfamilien i N12
- Arrangeret af: Carlsbergfondet og Danmarks Frie Forskningsfond
- Få seneste nyt og eventuelle ændringer i det officielle program
Det er nogle af spørgsmålene, der stilles, når Carlsbergfondet og Danmarks Frie Forskningsfond torsdag inviterer til debat om fremtiden for dansk forskning i en tid, hvor midlerne i stigende grad kommer fra eksterne fonde.
Deltagerne tæller bestyrelsesforperson for Carlsbergfondet Majken Schultz, fagchef i DEA Jeppe Wohlert, dekan på Aarhus Universitet Maja Horst, lektor på DTU Rune Busk Damgaard, bestyrelsesmedlem i Danmarks Frie Forskningsfond Ole Kirk samt uddannelses- og forskningsordfører fra Moderaterne Karin Liltorp.
Journalist Nynne Bjerre Christensen er vært.
3) Det optimale samarbejde mellem fonde og bevillingsmodtagere
Hvordan kan fondene og deres samarbejdspartnere bedst samarbejde? Skal fokus være på drift eller udvikling? På langsigtet eller kortsigtet effekt? Og skal fondene bidrage med penge eller viden?
Selvskabelse eller samskabelse
- Tid: Fredag, klokken 09.15-10.00
- Sted: Folkemødets Fællesscene i B5
- Arrangeret af: Fondenes Videnscenter
- Få seneste nyt og eventuelle ændringer i det officielle program
Det forsøger Fondenes Videnscenter fredag med deres arrangement ’Selvskabelse eller samskabelse’ at finde svar på.
Gennem tre runder vil både deltagerne på scenen og publikum udforske og debattere samarbejdet mellem fondene og deres bevillingsmodtagere. Arrangementet slutter af med en stoleleg, hvor deltagere fra publikum kan overtage en af stolene på scenen og stille et spørgsmål til panelet.
Lawand Hiwa Namo er moderator. I panelet sidder administrerende direktør i Augustinus Fonden Frank Rechendorff Møller, programdirektør i Villum Fonden Agi Csonka, direktør i WeShelter Ole Abildgaard Mikkelsen og direktør for frivilligt socialt arbejde i Fonden for Socialt Ansvar Mai-Britt Haugaard Jeppesen.
4) Hurtige donationer og gearskifte i en krisesituation
Fredag er der mulighed for at komme helt ind i maskinrummet hos nogle af de fonde og civilsamfundsorganisationer, der sammen med myndighederne blandt andet trådte til, da tusindvis af ukrainere kom til Danmark i 2022.
Når fonde og civilsamfund løfter i krisetid
- Tid: Fredag, klokken 10.15-11.15
- Sted: Ydermolens Debattelt i G10
- Arrangeret af: Egmont Fonden og Dansk Flygtningehjælp
- Få seneste nyt og eventuelle ændringer i det officielle program
Med arrangementet ’Når fonde og civilsamfund løfter i krisetid’ lover Egmont Fonden og Dansk Flygtningehjælp et unikt indblik i, hvad der sker, når man skruer op for de hurtige donationer og skifter gear i samarbejde og strategiske hensyn. Hvad skal man være opmærksom på, når der løftes i flok?
Her kan du møde direktør i Ole Kirk’s Fond Karin Skjødt Hindkjær, underdirektør i Trygfonden Kristian Weise, programchef hos Egmont Fonden Louise Hvid Jensen, direktør i Mødrehjælpen Ninna Thomsen, direktør i Dansk Flygtningehjælp Kenneth Flex og redaktør på Altinget Fonde Mikala Satiya Rørbech.
5) Bliv klogere på collective impact
Vil du gerne blive klogere på, hvordan man arbejder med collective impact eller høre om erfaringer med et langsigtet partnerskab mellem kommune og fond, så kan du lægge vejen forbi arrangementet ’Mød MedVind i Østerbyen: en dansk forandringsalliance.’
Mød MedVind i Østerbyen: en dansk forandringsalliance
- Tid: Fredag, klokken 14.30-15.00
- Sted: KURS mod nye horisonter på Lilla Dan i H1
- Arrangeret af: Lauritzen Fonden og MedVind i Østerbyen
- Få seneste nyt og eventuelle ændringer i det officielle program
Alliancen bygger på et 12-årigt partnerskab mellem Lauritzen Fonden og Esbjerg Kommune og er sat i verden for at få alle unge i et udsat område i uddannelse eller beskæftigelse.
Her inviteres til en uforpligtende snak med mulighed for at stille de svære spørgsmål.
Blandt deltagerne er direktør i Lauritzen Fonden Inge Grønvold, souschef i Lauritzen Fonden Kathrine Geisler Madsen, kulturchef i Esbjerg Kommune Ulla Visbech og fem medarbejdere fra MedVind i Østerbyen.