Det er ikke uden grund, at den erhvervsdrivende fond Melting Pot Foundation bedst er kendt som Claus Meyers fond.
For ikke nok med at fonden for 10 år siden blev stiftet af den kendte kok og iværksætter med det formål gennem madaktiviteter at forbedre fremtidsmulighederne og højne livskvaliteten for udsatte mennesker.
Claus Meyer har også siden fondens start været formand for bestyrelsen.
Han har været midtpunkt for store medieomtaler af fondens madskoler i danske fængsler, etablering af en gourmetrestaurant med integreret madskole i Bolivia og oprettelse af blandt andet en madskole, et bageri og et sundhedsprojekt for fattige unge i New York.
Og regnskaberne i fonden fortæller historien om lån i millionklassen ydet af Claus Meyer Holding, der, som det hedder, ”ikke vil blive krævet indfriet, før fondens likviditet tillader det.”
Men fremover vil Melting Pot Foundation måske ikke kun være kendt som Claus Meyers fond, men også Olav Hesseldahls. I hvert fald har den 35-årige tidligere direktør for Ungdomsbureauet i april taget plads som ny direktør i Melting Pot Foundation.
Brug for mere avanceret fundraising
Claus Meyer har store forventninger til den forskel, som direktøren kan gøre.
”Olav skal konsolidere de erfaringer, vi har høstet i de første knap 10 år af fondens virke, og så skal han hjælpe mig og bestyrelsen med at sikre, vi udvikler os i den rigtige retning. Olav ligner en mand, der kan stå for den opgave på en omhyggelig måde og med respekt for en behersket økonomi. Samtidig skal han sikre os et bredere fundament af fundingmuligheder. Nu har jeg i mange år sendt penge ind i fonden, men det er der jo ikke nogen garanti for, at jeg kan gøre i al evighed, så vi skal til at have en lidt mere avanceret fundraising end at ringe til sig selv eller spørge en forretningspartner i Amerika, om han vil give en skilling,” siger Claus Meyer til Fundats.
Samtidig ser han frem til at få gavn af den viden, Olav Hesseldahl har med fra den succesfulde etablering af såvel Ungdomsbureauet som Ungdommens Folkemøde.
”Vi har haft klart mest fokus på fondens initiativer i Brownsville og Bolivia, men glæder os til også at få en mand med om bord, der forstår de unge generationer i den vestlige del af verden og kommer med nogle next generation-erfaringer, som vi har brug for. Jeg har i 30 år taget fat i de problemer, jeg stod foran, uden at have brug for at have det virkeligt lange lys på. Nu giver det rigtig god mening at inkludere en mand, som har så god sans for, hvordan man aktiverer og engagerer unge mennesker,” siger Claus Meyer.
Børn og unge er primær målgruppe
Øverst på Olav Hesseldahls to-do-liste står udarbejdelsen af en strategi for The Melting Pot Foundation, som skal behandles på bestyrelsens møde i juni. Og trods sine kun godt tre uger i fondens direktørstol, har Olav Hesseldahl allerede hovedet fyldt med ideer til både strategien og kommende aktiviteter.
”Jeg er en meget værdistyret direktør. Jeg sætter mig ikke bare som en slags departementschef for enden af bordet og eksekverer Claus´ ideer – jeg har også mine egne ideer og holdninger, som jeg synes er vigtige. Men jeg er samtidig med på, at jeg ikke kommer sovende frem til truget. Jeg får ikke lov til bare at køre af sted, og jeg glæder mig til at komme i en slags entreprenørskabsmesterlære hos Claus,” siger Olav Hesseldahl.
Olav Hesseldahl understreger, at Melting Pot Foundation har en masse gode erfaringer fra de første 10 år – ”både succeser og fiaskoer”, tilføjer han.
”På baggrund af de erfaringer og med respekt for fondens fundats er min første opgave at lave et oplæg til strategien og komme med nogle bud på, hvad fondens aktive rolle skal være fremadrettet. I den forbindelse skeler jeg selvfølgelig meget til de hidtidige erfaringer, men strategien udarbejdes også på baggrund af et kig ud i landskabet både blandt andre aktører og i forhold til, hvilke store samfundsudfordringer, vi skal tage fat på. Her kunne et oplagt emne at tage fat på for eksempel være børnefedme, som alt for få hidtil har gjort noget ved, og som rent faktisk er et stort problem,” mener Olav Hesseldahl.
Den nye direktør betragter børn og unge som primær målgruppe for fondens aktiviteter inden for Danmarks grænser, og rent metodisk vil aktiviteterne også fremover kredse om mad og måltider, understreger han.
Smagens time skal fortsætte
Et af de konkrete fingeraftryk, Olav Hesseldahl gerne vil sætte hurtigst muligt, er at få fondens aktiviteter bredere rundt i Danmark, end tilfældet hidtil har været.
”Noget af det, jeg bringer med til bordet fra mit arbejde i Ungdomsbureauet, er, at jeg har en stærk demokratidagsorden. Og jeg meget interesseret i, ligesom jeg gjorde i Ungdomsbureauet, at brede fondens aktiviteter ud, så vi kommer ud i de allerfleste afkroge af Danmark. Jeg synes, det er spændende at arbejde med enkeltmennesker, men det er endnu mere spændende at arbejde utilitaristisk og finde ud, hvordan enkeltting kan røre flest muligt,” siger Olav Hesseldahl.
En af mine opgaver bliver at opbygge en økonomi, så vi kan blive en slags eksperimentarium for nye projekter, og jeg har alle mulige idéer til, hvordan vi kan koble demokrati, børn og mad sammen
Olav Hesseldahl – Direktør, Melting Pot Foundation
Som eksempel på et eksisterende projekt i fondens regi, som Olav Hesseldahl er overbevist om skal fortsætte, nævner han ’Smagens time’, hvor flere end 100 restauranter over hele landet i et par timer åbner dørene for børn og giver dem en kulinarisk oplevelse.
”Det skal vi selvfølgelig fortsætte med at gøre, fordi det skaber oplevelser for både børn og personalet på restauranterne. ’Smagens time’ skaber en positiv forandring for mange, og sekundært genererer det økonomi til fonden. I øjeblikket kigger jeg på det projekt i forhold til, hvordan det kan skaleres op. Hidtil har det primært været i Danmark, og det har nok nået sit maksimum i forhold til antallet af lokationer i Danmark, men måske kan vi allerede skalere det ud over Danmarks grænser, for eksempel til Sverige og Norge,” siger Olav Hesseldahl.
Eksperimentarium for nye projekter
Olav Hesseldahl lægger ikke skjul på, at han kommer til at bruge en stor del af sin tid i direktørstolen på fundraising, når først strategien er på plads.
”En af mine opgaver bliver at opbygge en økonomi, så vi kan blive en slags eksperimentarium for nye projekter, og jeg har alle mulige idéer til, hvordan vi kan koble demokrati, børn og mad sammen. Måske kan vi lave morgenmadspatruljer a la skolepatruljer, så vi sørger for, at alle børn har fået morgenmad. Men sådanne initiativer kræver jo, at nogen vil løbe en risiko og investere nogle penge,” pointerer Olav Hesseldahl.
En del af den økonomiske kabale for den nye direktør går samtidig ud på at skaffe pengene til sin egen løn. Ifølge fondens seneste årsrapport for 2019 var udgiften til løn og gager et rundt nul, idet hverken bestyrelse eller direktion modtog nogen løn, men Olav Hesseldahl skal ikke arbejde gratis.
”Med ansættelse af mig tager Claus en form for risiko, for jeg skal have løn, og det er nyt for fonden med en fuldtidslønnet direktør. Så det vil give nogle anderledes årsregnskaber fremover,” siger Olav Hesseldahl, der formelt overtager direktørposten i fonden fra projektchef i Claus Meyer Holding, Magnus Kjær Søgaard Andersen.
Vil ikke have kontor i Bredgade
Claus Meyer synes selv, at det set i bakspejlet er en fejl, at fonden først 10 år efter sin stiftelse får en fuldtidsansat lønnet direktør, og han forventer, at Olav Hesseldahl inden for et par år får selskab af yderligere et par ansatte i fonden.
”Jeg har været meget fokuseret på ikke at have en fond med et overhead på 20 procent, der går til at finansiere et kontor i Bredgade. Dén tankegang har vi måske nok taget for langt. Det er jo helt sindssygt, at vi har rendt rundt uden én eneste medarbejder bare for at spare penge – det har været en brist i vores setup, som vi nu endelig korrigerer. Det har været enormt opslidende for Magnus og jeg,” siger Claus Meyer.
Endnu mangler vi bare nogen, der vil betale for det
Olav Hesseldahl – Direktør, Melting Pot Foundation
Serieiværksætteren tilføjer, at han ”glæder sig sindssygt” til at droppe den dårlige samvittighed over at bruge penge på medarbejderes løn.
”Og jeg er næsten overbevist om, det hele bliver nemmere, sjovere og mere kraftfuldt med måske op til fire medarbejdere om et par år,” siger Claus Meyer.
I første omgang er Olav Hesseldahl som fondens eneste ansatte ikke i tvivl om, at han og fondens bestyrelsesformand vil blive et stærkt makkerpar.
”Claus er entreprenør, pengemand og kok, men han er også en kæmpe provokatør, der hader, når ting bliver konforme. Jeg som sidestykke er sådan én, der har formålet at innovere hele ungdomssektoren og startet ungdommens eget folkemøde. Claus og jeg har haft mange gode værdisnakke, og når vi nu går sammen, er det fordi, vi vil prøve at provokere og ændre den måde, tingene fungerer på i Danmark. Når vi først gør det i Danmark, kan vi også tage den tænkning med ud i resten af verden,” siger Olav Hesseldahl.
Ud over de igangværende projekter i Bolivia og USA har fonden ifølge den nye direktør ”ambitioner og planer alle mulige andre steder i verden.”
”Endnu mangler vi bare nogen, der vil betale for det,” siger Olav Hesseldahl.
Olav Hesseldahls blå bog
- Født 1985 (35 år)
- Cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet.
- Direktør i Melting Pot Foundation. Bestyrelsesmedlem i Roskilde Festival og næstformand for Folkemødet på Bornholm.
- Tidligere stifter af ngo´en Ungdomsbureauet og initiativtager til Ungdommens Folkemøde.
- En del af Berlingskes ”Talent 100”-kåring i 2021, hvor avisen sætter fokus på unge, der ”har evnen og viljen til at nå helt til tops i dansk erhvervsliv.”