Rundturen blandt fondsuddelinger fra den seneste uges tid starter i Skanderborg, hvor den nystiftede erhvervsdrivende fond Gl. Skanderborg Fonden netop har uddelt 2,3 millioner kroner til fem initiativer.
Den største donation er givet til foreningen Skanderborgs Aktive Mil, som modtager 950.000 kroner til en multipark.
”Som fond sætter vi et vigtigt aftryk i lokalsamfundet i Skanderborg, fordi vi bidrager med den sidste finansiering, multiparken mangler, for at de kan komme i gang med anlægsarbejdet. Det er med stor glæde, at vi er med til at sikre, at Skanderborgs børn og unge får bedre udfoldelsesmuligheder og en ramme for fællesskab,” siger fondens bestyrelsesformand Jesper Tjørnager Jakobsen i en pressemeddelelse.
Fonden støtter blandt andet også Sølund Festival, der er en musikfestival for udviklingshæmmede personer, med 250.000 kroner.
”Sølund Festival er noget helt særligt i Danmark, endda i verden. Når Skanderborg både rummer Danmarks Smukkeste Festival, og samtidigt værner om nogle af samfundets mest udsatte borgere, vil vi som fond gerne bakke op. Vi ved, at Sølund Festival har stor opbakning fra byens borgere og lokale erhvervsliv, og vi tilslutter os den anerkendelse,” siger Jesper Tjørnager Jakobsen.
Grønlandske unge skal lære psykisk førstehjælp
Hvad siger man til sin veninde, der er selvmordtruet? Hvordan støtter man sin klassekammerat, der vokser op i et hjem præget af alkoholmisbrug? Sådanne problemstillinger bliver grønlandske unge trænet i at håndtere de næste fire år.
Det sker i et nyt projekt, som Ungdommens Røde Kors og Røde Kors i Grønland er gået sammen om. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 5,9 millioner kroner og med midler fra Nordatlantpuljen, der blev forhandlet på plads som del af den danske finanslov for i år.
Kurserne i psykisk førstehjælp er for 2.000 unge i hele Grønland, oplyser Ungdommens Røde Kors i en pressemeddelelse.
”Det er utrolig vigtigt, at vi kan få støtte til vores fælles og meget ambitiøse projekt, for der findes stort set ikke andre civilsamfundsprojekter, der skal styrke den mentale sundhed og trivsel blandt unge i Grønland,” siger Jonas Wiederholt Larsen, som er landsforperson i Ungdommens Røde Kors.
Rigtig mange grønlandske unge har det svært. Det viser blandt andet de alt for høje selvmordsrater blandt unge i landet
Erni Kristiansen – Projektleder, INUA (ungdomsafdelingen af Grønlandsk Røde Kors)
Og behovet for at kunne yde psykisk førstehjælp er stort blandt unge i Grønland, forklarer projektleder i INUA, ungdomsafdelingen af Grønlandsk Røde Kors, Erni Kristiansen.
”Rigtig mange grønlandske unge har det svært. Det viser blandt andet de alt for høje selvmordsrater blandt unge i landet. Men unge er samtidig de allerbedste til at hjælpe hinanden og er en enorm ressource i kampen mod mental mistrivsel. Det kræver bare, at de får de rigtige værktøjer,” siger Erni Kristiansen.
Ny gangbro i Kolding
Fra Grønland går turen til Kolding, hvor en ny gangbro med navnet ’Dækket’ skal give lettere adgang til oplevelsespunkterne langs Kolding Å ved Trindholmsgade og skabe et naturligt samlingspunkt for koldingenserne.
Den nye arkitektonisk flotte gangbro indvies på fredag den 26. maj, hvor borgmester Knud Erik Langhoff (Kons.) klipper snoren til broen.
Opførelsen af den nye gangbro er kommet i stand takket være en donation på 705.000 kroner fra Fonden for Fynske Bank. Fynske Bank har selv filial på Trindholmsgade ved åen.
”Siden vi flyttede ind i vores filial i 2020, har vi oplevet på nærmeste hånd, hvordan området her omkring åen er i vækst. Det er en fornøjelse at se, hvordan flere og flere bruger aktiviteterne ved åen, og det er mit håb, at ’Dækket’ kan være med til at skabe et sted, hvor unge, ældre, studerende og børnefamilier lettere kan komme til aktiviteterne, men også bruge broen som et samlingspunkt,” siger Morten Skov, som er filialdirektør i Fynske Bank, i en pressemeddelelse fra banken.
Af pressemeddelelsen fremgår i øvrigt, at broindvielsen fejres med grillpølser og øl – samt balloner og gratis slikposer til de mindste.
Vil styrke organisering af fremtidens græsrødder
Acter er navnet på en dansk, demokratisk forening, som med ny teknologi vil forbinde, organisere og koordinere kollektiv handling på globale udfordringer. Foreningen har nu nået en milepæl i bestræbelserne på at gentænke teknologi, der kan udfordre etablerede virksomheder som Meta, Microsoft og Google.
Siden nytår har Acter således rejst næsten to millioner kroner, senest 600.000 kroner fra Tuborgfondet, som skal bruges til at styrke implementeringen samt oplære medlemmer og brugere i anvendelsen af den digitale platform.
Det er tid til at tage ejerskab over det, der er blevet kritisk infrastruktur for samfundet
Emil Vincentz – Medstifter, Acter
“Det er ikke en nem opgave at gentænke teknologi og dens påvirkning af vores evne til at organisere, forbinde og koordinere kollektiv handling – især ikke, når man udfordrer nogle af de store platforme som Facebook, Whatsapp, Slack, Discord og Telegram. Men det er tid til at tage ejerskab over det, der er blevet kritisk infrastruktur for samfundet. Samtidig vil vi gerne fremme humane teknologier, der beskytter mennesker, skaber tillid og muliggør aktiv deltagelse i samfundet frem for afhængighedsskabende adfærd og informationsoverload. Vi tror på, at vi kan gøre det bedre, og at vi fortjener bedre,” siger Emil Vincentz, medstifter af Acter, i en pressemeddelelse.
Mathias Findalen, der er programansvarlig i Tuborgfondet, betegner Acter som et spændende bud på en platform, der både vil styrke organiseringen af fremtidens civilsamfundsorganisationer og de spirende græsrodsbevægelser, hvor unge går allerforrest.
”Samtidig kommer de med konkrete værktøjer til at forstærke sikkerheden på de digitale platforme. Acter er drevet af et tydeligt behov i civilsamfundet, og det har spillet en afgørende rolle for at modtage bevillingen,” siger Mathias Findalen.
Forelæsningspris til professor
Vi slutter i forskningens verden med nyheden om, at professor Jens Juul Holst, som gennem sin forskningskarriere har sat et stort aftryk på den måde, personer med overvægt eller type 2-diabetes behandles, modtager Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris 2023.
Gennem en lang karriere har den internationalt anerkendte forsker sat tarmhormoner på verdenskortet og været med til at gøre opdagelser, som betyder, at mange millioner mennesker i dag behandles for type 2-diabetes og svær overvægt med GLP-1-receptoragonister og DPP4-hæmmere.
Jens Juul Holst er professor på Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet og er samtidig tilknyttet Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research.
”Jeg er utroligt glad for at modtage prisen, og specielt er jeg glad for, at der også følger penge med til min forskning. Vi har fuld gang i butikken, så det betyder rigtig meget, at vi har penge til at undersøge alle de ting, som vi gerne vil,” siger Jens Juul Holst i en nyhed på Novo Nordisk Fonden hjemmeside.
Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris blev etableret i 1979. Prisen indbefatter en halv million kroner til forskningsarbejde og 100.000 kroner som en personlig pris.