John Wagner, der for nyligt stoppede som adm. direktør for De Samvirkende Købmænd, DSK, afløser købmand Lisbeth Dalgaard, der har siddet i KFI´s bestyrelse siden 2011.
Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
Lisbeth Dalgaard er formand for Dansk Arbejdsgiverforening og ophører som købmand hos Meny Dalgaard i Hørsholm i foråret 2023.
”Lisbeth Dalgaard har i 12 år været et værdifuldt og skattet medlem af KFI´s bestyrelse, hvor hun med sin hands on indsigt og viden har bidraget væsentligt til udviklingen af fonden, der i de senere år er kommet meget tættere på købmændene,” siger Bo Rygaard, bestyrelsesformand i KFI.
Han glæder sig samtidig til at byde John Wagner velkommen i bestyrelsen.
”John Wagner kommer med en helt unik indsigt i købmændenes forhold og udfordringer. Den erfaring glæder vi os til at drage nytte af i den fortsatte udvikling af KFI”, siger Bo Rygaard.
Lisbeth Dalgaard ser frem til at give stafetten videre:
”Timingen er helt rigtig, nu hvor jeg reelt forlader købmandsbranchen. Jeg har været med under hele transformationen af KFI fra et lukket ejendomsselskab til den moderne og aktivt uddelende fond, vi kender i dag. Jeg er virkelig stolt af at have været en vigtig del af det transformerende arbejde og vil gerne benytte lejligheden til at takke mine bestyrelseskolleger og hele organisationen i KFI for et rigtig godt samarbejde og ønsker KFI og købmændene held og lykke fremover," udtaler hun i pressemeddelelsen.
KFI´s bestyrelse består af fire medlemmer, hvoraf de tre er udpeget af fondens ’founding fathers’.
DI Fødevarer og Mærkevareleverandørerne (MLDK) udpeger hver et medlem til bestyrelsen, valgt for fire år. De Samvirkende Købmænd (DSK) udpeger et medlem for to år, mens det fjerde medlem udpeges af de tre øvrige medlemmer for fire år.
John Wagner overtager Lisbeth Dalgaards plads i KFI’s bestyrelse til maj, og bestyrelsen vil herefter bestå af:
Formand Bo Rygaard
Næstformand Michael Christiansen
Bestyrelsesmedlem Jesper Eigen Møller
Bestyrelsesmedlem John Wagner