Overskrifterne fra en række medier i perioden 2018 til 2020 taler et tydeligt sprog:
’Løkkefondens Drengeakademi: Et pædagogisk bedrag,’ var overskriften på et indlæg i Pov International i april 2018, hvor Løkkefondens Drengeakademi i underrubrikken blev beskrevet som tilhørende ’afdelingen for pædagogisk kvaksalveri’.
’Ny kulegravning: Intensive læringsforløb har ingen eller små effekter’, lød overskriften på en artikel i Skolemonitor i juni 2020.
Og i Fundats’ spalter var der i juni 2020 blandt andet en artikel med overskriften ’Forskere: Fondenes turboforløb virker ikke bedre end almindelig skole’.
Overskrifterne illustrerer den massive kritik, som intensive læringsforløb for fagligt svage elever i folkeskolen, herunder Løkkefondens signaturprojekt Drengeakademiet, har været udsat for. En kritik, som blandt andet har været fremført af forskere, der har konkluderet, at forløbene samlet set ikke er mere effektive end den almindelige skolegang, deltagerne ellers kunne have haft.
Som svar på kritikken offentliggjorde Løkkefonden i marts sidste år resultaterne af en ph.d.-afhandling skrevet af Søren Albeck Nielsen fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet. Den viste på baggrund af kvantitativ forskning vedrørende Drengeakademiet i perioden 2015 til 2019, at akademiet har ’positive langtidseffekter på de deltagende drenges faglige, personlige og sociale kompetencer’.
Vi er blevet meget bevidste om den bevågenhed, der er om vores læringsforløb, og betydningen af, at der skal være noget empiri og analyser af, hvad det konkret er for en forskel, forløbene gør for drengene
Mickey Maymann – Bestyrelsesformand, Løkkefonden
Ifølge Mickey Maymann, der i januar i år afløste Lars Løkke Rasmussen som bestyrelsesformand i den fond, Løkke stiftede i foråret 2012, har den heftige kritik af de intensive læringsforløb haft flere konsekvenser for fondens måde at arbejde på.
”Det er klart, at vi er blevet meget bevidste om den bevågenhed, der er om vores læringsforløb, og betydningen af, at der skal være noget empiri og analyser af, hvad det konkret er for en forskel, forløbene gør for drengene. Det er blandt andet også derfor, der er blevet lavet en ph.d., og vi har haft Oxford Research og Rambøll til at lave analyser af læringsforløbene, så der kan komme tal på, der viser, at de ting, vi laver, rent faktisk blandt andet betyder, at flere drenge end forventet færdiggør folkeskolen,” siger Mickey Maymann til Fundats.
Svært at komme i medier med positive vinkler
Da Løkkefonden i maj sidste år udnævnte Kristian Hulmose Nørgaard til ny direktør, gav han i et interview med Fundats blandt andet udtryk for, at han ser det som en stor opgave at fortælle omverdenen om de positive resultater, som fonden har opnået.
”Vi har oplevet, at de positive resultater har sværere ved at finde vej til mediernes spalter end negativ omtale,” sagde Kristian Hulmose Nørgaard.
Også Løkkefondens nye bestyrelsesformand understreger, at han ser det som én af sine vigtige opgaver at, som han udtrykker det, ”udbrede budskabet om den forskel, Løkkefonden gør for drenge, der har det svært”.
”Jeg kan godt forstå, at vores direktør Kristian nogle gange oplever, at der er medier, der hellere vil tage en negativ end positiv vinkel. Når vi har en ph.d. fra Trygfondens børneforskningscenter, der konkluderer, at Drengeakademiet har en langvarig positiv effekt, er det svært at komme i medierne med det. Og det samme er tilfældet, når Oxford Research i en evaluering slår fast, at selvværdet og handlekompetencen er højere hos de deltagende drenge 10 måneder efter, at de har været på Drengeakademiet og på camp. De positive sider af det arbejde, vi gør i fonden, kunne jeg godt tænke mig større bevågenhed om og anerkendelse af – ikke for anerkendelsens skyld, men for at tydeliggøre den forskel, vi gør for drenge på kanten af samfundet,” siger Mickey Maymann.
Når vi har en ph.d. fra Trygfondens børneforskningscenter, der konkluderer, at Drengeakademiet har en langvarig positiv effekt, er det svært at komme i medierne med det
Mickey Maymann – Bestyrelsesformand, Løkkefonden
Selvom 47-årige Mickey Maymann kun har siddet i bestyrelsen for fonden i ét år og været formand i fire måneder, er han ikke bleg for at slå fast, at fonden har gjort en stor forskel, siden den blev stiftet.
”Der er mange ting, fondens medarbejdere kan være stolte af. Flere end 1.500 drenge på kanten har været igennem ét af fondens forløb siden stiftelsen. Jeg synes også, fonden har været medvirkende til, at drengeproblemet er kommet på dagsordenen, også politisk, hvor der blandt andet nu er taget initiativ til en kommission, der skal se på kønsforskelle i skolen. Og så skal fondens sekretariat have cadeau for at generere ny viden på det her område, blandt andet via den ph.d., der er blevet skrevet,” siger Mickey Maymann.
Det glæder samtidig den nye formand, at Løkkefondens arbejde med intensive læringsforløb har været til inspiration for andre uden for fonden og i udlandet, blandt andet i Norge, hvor fonden har været med til at stifte Guttas Campus, som er en tro kopi af Drengeakademiet.
Challenge-koncept holder pause
Netop Guttas Campus i Norge står ifølge Mickey Maymann højt på den strategiske dagsorden for Løkkefonden i år og de kommende år.
”Vi har altid meget strategisk fokus på det ene af vores signaturprojekter, Drengeakademiet, hvor 110 drenge deltager i år. Vi har også fokus på udbredelsen af vores norske søsterprojekt, Guttas Campus, som afvikles i tre byer i år, og samtidig samarbejder vi med flere kommuner, blandt andre Kalundborg, hvor intensive læringsforløb kører i moduler for udvalgte elever, som er blevet valgt ud. Målet er at komme ud til flere kommuner i de kommende år og hjælpe dem med intensive forløb,” siger Mickey Maymann.
Til gengæld har Løkkefonden valgt at sætte sit andet signaturprojekt, Løkkefonden Challenge, på pause i år.
Challenge-projektet har eksisteret siden 2014 som et 16 ugers intensivt trænings- og udviklingsforløb for udfordrede drenge i alderen 16-25 år. Projektets navn knytter sig til, at drengene stilles over for den udfordring at skulle cykle 500 kilometer på blot fem dage.
”De to nøglepersoner, der har drevet projektet, forlod begge fonden i 2022. Til gengæld har vi fået en unik mulighed for at nyudvikle og styrke formatet med ansættelsen af den tidligere direktør i Team Rynkeby Fonden Carl Erik Dalbøge, som gennem årene har sendt flere tusinde cyklister af sted til Paris. Han kommer til fra og med 2024 af relancere vores Challenge, og målet er, at det skal blive endnu bedre og endnu større end tidligere,” siger Mickey Maymann.
Godt netværk i erhvervslivet
Mickey Maymanns egen historik i relation til Løkkefonden startede i 2017, hvor han på frivillig basis var med til at starte nogle mentorcentre op og selv var mentor og rollemodel for drenge både i Odense og København.
”Som frivillig mentor oplevede jeg det som meget givtigt at kunne hjælpe med at rykke de her drenge på kanten af samfundet både i skolen, men også at give dem et socialt fællesskab. I maj sidste år blev jeg tilbudt at komme ind i bestyrelsen, og da Lars Løkke så blev udenrigsminister og dermed ikke kunne fortsætte med at være formand for Løkkefonden, blev jeg spurgt, om jeg var interesseret. Og fordi, jeg efterhånden har et godt kendskab til fonden og kan se det gode formål i dens arbejde, sagde jeg ja til at blive ny formand for bestyrelsen,” forklarer han.
Mickey Maymann, der i det daglige arbejder som administrerende direktør i rekrutteringsvirksomheden Nexus Interim, mener, at han som ny formand for Løkkefonden især kan bidrage med et godt erhvervsnetværk og et stort kendskab til mange virksomheder i Danmark.
”Fra min tid som medlem af bestyrelsen i Dansk Erhverv kender jeg til relevante politiske dagsordener omkring blandt andet uddannelse og beskæftigelse. Alt i alt synes jeg, at jeg har et godt kendskab til, hvilke muligheder der er for de her drenge,” siger Mickey Maymann.
- Har det betydet noget for dine overvejelser omkring at sige ja til at blive formand, at du skal ’løfte arven’ efter en så markant person som Danmarks tidligere statsminister, nuværende udenrigsminister og fondens stifter Lars Løkke Rasmussen?
”Jeg har ikke spekuleret så meget over, at det er en ’tung arv’, jeg skal løfte. Jeg er mere fokuseret på, at jeg sammen med sekretariatet og resten af bestyrelsen har et stort ansvar for fondens virke og dens signaturprojekter, så vi kan blive ved med at gøre en stor forskel for nogle af de mange drenge, der har det svært,” siger Mickey Maymann.
Jeg véd da, at hvis der er større beslutninger, der skal træffes, kan jeg ringe eller sms’e til Lars, og så skal jeg nok få svar
Mickey Maymann – Bestyrelsesformand, Løkkefonden
Han tilføjer, at i og med, Lars Løkke Rasmussen ikke er med i bestyrelsen mere, er der ”hverken daglig eller ugentlig dialog med ham”.
”Men han var for eksempel helt naturligt inviteret med som Løkkefondens stifter, da vi i marts holdt fondens fødselsdag. Og jeg véd da, at hvis der er større beslutninger, der skal træffes, kan jeg ringe eller sms’e til Lars, og så skal jeg nok få svar. Samtidig har jeg fuld respekt for, at Lars bestrider ét af de tungeste og mest krævende hverv i dansk politik, så vi prøver at drive fonden, så godt vi kan, uden hans involvering,” understreger Løkkefondens formand.
Vil gerne starte efterskole
I forsommeren 2022, da Lars Løkke Rasmussen havde travlt med at gøre sit nystiftede politiske parti Moderaterne klar til valg, gjorde han comeback som formand for fonden, hvor han afløste sin hustru Sólrun Jákupsdóttir – en formandspost, han dog måtte vinke farvel til igen allerede i januar i år på grund af manglende tid efter udnævnelsen til udenrigsminister i den nye SVM-regering.
Mens Lars Løkke Rasmussen kortvarigt var tilbage som formand i Løkkefonden, luftede han i et interview med Fundats i juni 2022 en drøm om, at fonden en dag kan åbne en efterskole for både drenge og piger.
Lars Løkkes afløser som formand lægger ikke skjul på, at han og bestyrelsen deler stifterens håb om, at fonden en dag kan åbne en efterskole.
”Vi har hørt fra mange forældre til børn, som har været på Drengeakademiet, at de virkelig godt kunne tænke sig, hvis der var et tilbud på efterskolevilkår. Men det vil kræve, at vi skal fundraise en del penge og gøre det løbende. Og jeg skal ikke kunne sige, om det bliver inden for det næste par år, at det lykkes. Så det er noget, vi gerne vil føre ud i livet, men det står også klart for os, at der ligger en hel del arbejde i at stable det på benene,” siger Mickey Maymann.
Kan ikke leve af fondsbidrag
Netop økonomien og evnen til at indsamle penge er selvsagt noget, den nye formand for den almene fond har meget fokus på. Aktiviteterne er primært privat finansieret af danske virksomheder og fonde, og Løkkefondens senest offentliggjorte årsregnskab viser, at den i 2021 modtog donationer og øvrige indtægter på 9,3 millioner kroner.
Mickey Maymanns blå bog
- Alder: 47 år
- Uddannelse: HD (A), økonomi og afsætning (Syddansk Universitet 2001) og HD (O), organisation og ledelse (Copenhagen Business School 2020) samt lederuddannelse på businessskolerne IMD og Insead
- Administrerende direktør i rekrutteringsvirksomheden Nexus Interim, tidligere administrerende direktør i vikarbureauet Adecco Danmark
- I bestyrelsen for Løkkefonden siden 2022 og formand 2023 (frivillig mentor siden 2017)
Mickey Maymann lægger ikke skjul på, at selvom fundraising prioriteres højt, kan Løkkefonden ikke udelukkende leve af de midler, den får fra fonde.
”Fondsansøgninger er jo en generisk proces, hvor vi søger og søger – og ofte går det godt, og vores ansøgninger bliver imødekommet af mange fonde. Men det er samtidig hårdt arbejde, fordi vi er oppe mod, at fondene typisk støtter samme projekt i årrække, hvorefter man i en periode får nej, inden man kan søge igen,” siger Mickey Maymann.
I forhold til donationer fra private og fra virksomheder har fonden godt kunnet mærke, at de seneste år har været præget af kriser og økonomisk ustabilitet. Alligevel er Mickey Maymann optimist.
”Pandemien og de efterfølgende kriser har presset mange, hvilket har gjort det svært at rejse penge. Til gengæld havde vi den glæde på fondens 11-års fødselsdag i marts at have et rekordstort antal deltagere, 270, til vores fundraising-arrangement, hvor vi fik indsamlet over en halv million kroner,” siger Mickey Maymann.