Det foregår ikke altid gnidningsfrit, når Bikubenfonden årligt uddeler et trecifret millionbeløb til kunstverdenen og det sociale område.
I sidste uge kunne Fundats bringe historien om, at en række samarbejdspartnere oplever den pengestærke fond som krævende og dominerende. I nogle tilfælde har Bikubenfonden overtaget projekter frem for at fungere som medspiller. Eller presset organisationernes projekter i en retning, der flugter mere med fondens egen dagsorden.
En penibel sag for en fond, som betegner sig selv som "udviklingspartner" frem for donor, og som med egne ord lægger vægt på et ligeværdigt samarbejde.
Oplysningerne om det til tider svære samarbejde stammer fra Bikubenfonden selv. Fonden har nemlig valgt at offentliggøre en analyse foretaget blandt fondens bevillingsmodtagere og andre interessenter.
Det til trods for, at deltagerne har fået lov at svare anonymt og derfor kan sætte fingeren på de særligt ømme punkter, der næppe ellers ville komme fonden for øre – endsige se offentlighedens lys.
Analysen giver et indblik i en grundlæggende og ømtålelig problemstilling for fondssektoren. Nemlig spørgsmålet om, hvordan de pengestærke fonde forvalter deres magt, og hvordan det asymmetriske magtforhold påvirker samarbejdet med de mange bevillingsmodtagere landet over, som er afhængige af fondenes bidrag i arbejdet med kultur, sociale spørgsmål, forskning og meget andet.
Fondenes magt kommer til udtryk i et lukket rum, i mødet mellem donor og modtager, langt fra offentlighedens bevågenhed.
Det ligger i naturen for et kritisk, uafhængigt medie som Fundats at belyse de problemer, der opstår i fondenes arbejde, herunder at grave i forholdet mellem fonde og bevillingsmodtagere, der står centralt i debatten om fondenes legitimitet og forvaltningen af den magt, der følger med, når man sidder på nogle af landets største pengetanke. Derfor må det også anerkendes, når Bikubenfonden af egen drift vælger at bidrage til debatten ved at løfte sløret for anstødsstenene i fondens egen ageren.
Et systemisk problem
Det er sandsynligt, at problemerne i Bikubenfonden kan genfindes hos flere af landets fonde. En række af de mest uddelende fonde har over for Fundats tilkendegivet, at det iboende ulige magtforhold er en sag, der kalder på særlig opmærksomhed, men som er vanskeligt at komme til livs. Og at bevillingsmodtagere som konsekvens af magtforholdet kan have mere end almindeligt svært ved at tage bladet fra munden, når der opstår vanskeligheder i samarbejdet.
Tilsvarende har modtagersiden i form af repræsentanter for NGO'er og kulturlivet givet udtryk for, at samarbejdet med fondene ikke altid er en dans på roser. Flere af bevillingsmodtagerne støder på problemer med fondenes rigide krav til afrapportering, besværlige ansøgningsprocedurer og manglende gennemsigtighed.
Uden konkrete eksempler forbliver den offentlige debat om problemet abstrakt. Det samme gør diskussionen om de mulige løsninger.
Anført af Christiansborg bliver den offentlige debat i tiltagende grad formet af indøvede svar, forkromede presseberedskaber, lukkethed og et voksende korps af kommunikationsmedarbejdere og rådgivere, hvis primære opgave er at sminke deres arbejdsgivere.
Flere store fonde foretager i stil med Bikubenfonden anonyme interessentanalyser, og enkelte overvejer at lægge resultaterne offentligt frem. De fleste holder resultaterne for sig selv. Dermed forbliver det en intern sag, hvordan bevillingsmodtagerne i virkeligheden oplever mødet med fondene.
Fondenes magt kommer til udtryk i et lukket rum, i mødet mellem donor og modtager, langt fra offentlighedens bevågenhed. Og fondenes pengerigdom kan let forveksles med faglige kompetencer, hvis de ikke bliver udfordret.
Imagepleje og lukkethed
At tale højt om den slags står i skærende kontrast til tendensen til at bruge betydelige ressourcer på at fremstå godt udadtil. Anført af Christiansborg bliver den offentlige debat i tiltagende grad formet af indøvede svar, forkromede presseberedskaber, lukkethed og et voksende korps af kommunikationsmedarbejdere og rådgivere, hvis primære opgave er at sminke deres arbejdsgivere. Hver tiende medarbejder i landets 50 mest uddelende fonde arbejder i dag med kommunikation.
Derfor er det ønskværdigt, at flere af landets store fonde finder modet til at lægge oplysningerne frem, når de bliver bekendt med de vanskeligheder, omverdenen måtte opleve i mødet med dem.
Det ville kvalificere den offentlige samtale om fondenes legitimitet, hvis flere fonde åbnede for maskinrummet; også når det afføder historier, der ikke flugter med egen kommunikationsstrategi.
Det ville samtidig belyse spørgsmålet om, hvorvidt der er hold i den populære fortælling i fondssektoren om, at fondene foruden deres penge bidrager med faglige kompetencer og ressourcer, som står mål med kompetencerne hos de organisationer og samarbejdspartnere, som til dagligt arbejder professionelt på områderne.
Og for den enkelte fonds vedkommende ville det bidrage med noget troværdighed og tyngde bag de nedfældede ambitioner om transparens, som paradoksalt nok har vundet indpas parallelt med oprustningen på imagepleje.