Hvilke formål giver fondene flest penge til? Hvem modtager flest bevillingskroner? Og hvor mange af landets fonde, delte egentlig penge ud i 2020?
Det er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på, hvis man dykker ned i den nyeste bevillingsanalyse fra Fondenes Videnscenter.
Analysen dækker perioden 2016 til 2020, som er det seneste år, hvor alle fondstal er tilgængelige i Danmarks Statistik.
En af de gennemgående tendenser i bevillingerne fra de private fonde og fondslignende foreninger er, at det offentlige samlet set er den største modtager af fondspenge. Det var således også tilfældet i 2020, hvor de offentlige institutioner modtog 48 procent af de bevilgede fondsmidler. Det var cirka 337 millioner kroner mere end året før.
Lige som i de tidligere år var det også de videnskabelige formål, der tiltrak flest donationer. Med 8,1 milliarder kroner gik 41 procent af de bevilgede midler til videnskab og forskning, fremgår det af analysen.
Færre bevilgende fonde
Selvom der findes knap 10.000 fonde i Danmark, er det ikke dem alle, der kan eller skal uddele penge.
”Ud af de 9.551 fonde i Danmark i 2020 var der 4.416 fonde, der foretog bevillinger, mens 5.135 fonde ikke foretog bevillinger i 2020. I 2019 var der 5.280 fonde, der foretog bevillinger. Antallet af fonde, der foretog bevillinger i 2020, var altså faldet med 864, svarende til 16 pct.,” lyder en af hovedpointerne i årets bevillingsanalyse fra Fondenes Videnscenter.
Du kan læse hele analysen her: