Da Esbjerg Kommune efterspurgte økonomisk støtte til en ny aktivitetspark i kommunen, lød anmodningen på 1,6 mio. kr. Det beløb er nu nået og mere til, da otte lokale fonde har valgt at give 2,6 mio. kr. i støtte til projektet.
Det skriver Jydskevestkysten.
De lokale fonde er Claus Sørensens Fond, Johan Hoffmann Fonden, Obbekjerfonden, Blue Water Fonden, Lida og Oskar Nielsens Fond, Esbjerg Fonden, Alice og Tage Sørensens Fond og Esbjerg Ugeavis Fond.
Foruden de lokale fonde vil projektet også modtage 2 mio. kr. fra Lauritzen Fonden. Lauritzen Fonden er i Østerbyen i Esbjerg i færd med at skabe flere initiativer ud fra en vision om, at flere børn og unge, der lever i fattigdom, skal blive bedre rustet til at finde vej til uddannelse og beskæftigelse. Det er også her Spektrumparken skal placeres.
“Vi synes helt generelt, at der tale om et godt projekt, ligesom fondene har givet udtryk for, at de gerne vil støtte op om Østerbyen, hvorfra man i forvejen ikke modtager så mange ansøgninger i forhold til andre steder i byen,” forklarer Henry Heiberg, der er næstformand i Johann Hoffmann Fonden og udtaler sig på vegne af de otte lokale fonde.
Esbjerg Kommune har afsat 3,4 mio. kr. til realisering af parken, og projektet har i udviklingsfasen modtaget støtte fra Realdania og Lokale og Anlægsfonden.
I øjeblikket afventer Esbjerg Kommune resultatet af ansøgningen til Fællesrum-puljen, der kan støtte projektet krone til krone og altså kan fordoble støtten til projektet. Det er Lokale og Anlægsfonden og Realdania, der står bag Fællesrum-puljen. Ansøgningen var forventet på syv millioner kroner, men er ændret til otte millioner kroner i kraft af de ekstra penge fra de otte fonde. Hvis ansøgningen bliver imødekommet, vil man allerede i 2021 begynde projekteringen.