Danmarks største erhvervsdrivende fond Novo Nordisk Fonden fortsætter sin oprustning på personalesiden.
I en pressemeddelelse oplyser Novo Nordisk Fonden, at professor Flemming Konradsen er blevet ansat i en nyoprettet stilling som Scientific Director of Global Health i fondens afdeling for uddelinger til sociale og humanitære formål.
I dag er Flemming Konradsen professor i global sundhed ved Københavns Universitet og har flere end 25 års erfaring i forskning og programudvikling inden for miljøsundhed og global sundhed.
Han har stået i spidsen for adskillige forskningsprojekter og programmer, der har til formål at opbygge forskningskapacitet på universitetsniveau i Asien og Afrika, og han er også meget involveret i uddannelsesprogrammer i Østafrika og i Norden.
Derudover har han arbejdet for internationale forskningsorganisationer, universiteter, FN, udviklings-NGO’er og nationale sygdomsbekæmpelsesprogrammer.
I min nye rolle får jeg en unik mulighed for at bygge bro mellem forskning og programudvikling med det formål at opnå systemiske, langtidsholdbare forbedringer
Flemming Konradsen – Scientific Director of Global Health, Novo Nordisk Fonden
Hanna Line Jakobsen, der er Senior Vice President i afdelingen for uddelinger til sociale og humanitære formål glæder sig meget over, at Flemming Konradsen har sagt ja til stillingen som Scientific Director of Global Health.
”Flemming Konradsen vil yderligere styrke Novo Nordisk Fondens indsats inden for global sundhed med sin ekspertise og store erfaring og bidrage til, at fonden fremover i endnu højere grad træffer forskningsbaserede bevillingsbeslutninger af høj kvalitet,” siger Hanna Line Jakobsen i pressemeddelelsen.
Flemming Konradsen vil i 40 procent af sin arbejdstid blive i den nuværende stilling på Københavns Universitet, så han kan vedblive med at være i tæt kontakt med den nyeste udvikling inden for sit forskningsfelt.
”Jeg glæder mig meget til at starte i min nye stilling og ser det som et stort privilegium at kunne bidrage til Novo Nordisk Fondens vision om at forbedre menneskers liv og samfundets bæredygtighed. I min nye rolle får jeg en unik mulighed for at bygge bro mellem forskning og programudvikling med det formål at opnå systemiske, langtidsholdbare forbedringer,” siger Flemming Konradsen.