Kristina Boldt er netop tiltrådt stillingen som direktør for privat fundraising og acquisition i Unicef Danmark.
Hun får fremover ansvar for at styrke organisationens fundraising rettet mod privatpersoner, og som en af tre direktører, foruden organisationens generalsekretær Susanne Dahl, kommer hun til at udgøre en del af organisationens øverste ledelse.
Det oplyser Unicef Danmark i en pressemeddelelse.
"Jeg er rigtig glad for at få lov til at være med til at arbejde for Unicef. Dels på grund af formålet om at hjælpe alle verdens børn. Med fødevarekrise og krigen i Ukraine har det aldrig været vigtigere, end det er lige nu. Derudover står Unicef for mig som en meget ambitiøs organisation, der vil en masse på fundraisingområdet," siger Kristina Boldt til Fundats.
Hun fortæller, at en af hendes hovedopgaver fremover bliver at sætte yderligere skub i Unicef Danmarks digitalisering samt at sikre en positiv udvikling, når det kommer til organisationens faste bidragsydere.
"Danskerne har stor givervilje, når det kommer til de store katastrofer. Det så vi under Ukraine, og vi har også set det tidligere. Men det her med at sikre, at danskerne også i fremtiden er faste bidragsydere, det er en af vores helt store opgaver. Det er fuldstændig afgørende for Unicefs fremtid, at vi har forudsigelighed i vores faste bidrag," fortæller Kristina Boldt.
Og ifølge Unicef Danmarks generalsekretær, Susanne Dahl, er Kristina Boldt den rigtige til at løse den opgave.
”Det var et meget stærkt felt af kandidater, men der var ingen tvivl om, at Kristina Boldt er den helt rette til denne stilling. Den digitale rejse, som vi har påbegyndt i UNICEF Danmark, vil Kristina kunne sætte sig ved roret for og styre os sikkert i havn. Jeg glæder mig umådeligt meget til samarbejdet,” udtaler Susanne Dahl i pressemeddelelsen.
Kristina Boldt kommer fra en lignende stilling hos Læger uden Grænser (MSF), hvor hun har arbejdet med digitalisering, brand, kampagner og marketingteknologier for at udvikle indtægterne fra særligt private bidragsydere.
Kristina Boldt er uddannet cand. scient. pol fra Københavns Universitet og har tidligere været frivillig i organisationerne Fødevarebanken og Indvandrer Kvindecentret.
Unicef Danmark blev i slutningen af december sidste år omdannet til en almen fond.