Thomas Sinkjær har en baggrund inden for hjerneforskning og rehabiliteringsteknologi og har samarbejdet med Elsass Fondens forskningsafdeling i flere år.
Han glæder sig nu til at blive en større del af fondens arbejde for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese.
”Dét, der er særlig interessant ved Elsass Fonden, er, at det er en fond, der er dedikeret til at gå hele vejen fra at forstå, hvad det er, der konkret er sket inde i hjernen, til at bruge den viden til glæde for mennesker med cerebral parese. Netop det at få ny vigtig indsigt og bringe den forskning i spil, er et af mine interesseområder,” siger Thomas Sinkjær.
På den baggrund har han ikke været i tvivl om, at en plads i selve bestyrelsen kunne være spændende, skriver fonden i en pressemeddelelse:
”Med den vision og de muskler, som Elsass Fonden har, så kan man gøre en forskel, og det er det, der er fascinerende,” siger Thomas Sinkjær.
Ifølge fondens formand Nick Elsass vil Thomas Sinkjær kunne bidrage på flere områder i Elsass Fondens bestyrelsesarbejde.
”Jeg synes, at det er så vigtigt at sammensætte en bestyrelse i en kombineret velgørende og erhvervsdrivende fond, som Elsass Fonden er, hvor flere vigtige elementer skal være til stede – som for eksempel en skarp holdning til fondens fundats og DNA, faglige kvalifikationer og stor forståelse for fondens målgruppe. Til alle disse egenskaber kan vi sætte flueben ved Thomas Sinkjær – og i øvrigt resten af bestyrelsen,” siger Nick Elsass.
Stort kendskab til fonden
Thomas Sinkjær kommer ind i Elsass Fondens bestyrelse med et stort kendskab til fonden.
Han er blandt andet formand for komitéen for Elsass Fondens forskningspris, og han er derudover næstformand i Bevica Fonden, som samarbejder med Elsass Fonden.
Thomas Sinkjær sidder også i bestyrelsen i Elsass Fondens datterselskab Movotec, der udvikler måleapparatet PSAD, som er en metode, der kan måle årsagen til muskelstivhed hos mennesker med cerebral parese.
“I virkeligheden er PSAD’en et skoleeksempel for mig. Her er fokus at få forskning ud til brugeren via en teknologi, der kan anvendes ude i klinikken,” fortæller Thomas Sinkjær og fortsætter:
“Konsekvenserne af spasticitet er et meget vigtigt område – både for dem, der har CP, og for dem, der skal behandle mennesker med CP. Så studier omkring, hvordan signaler fra hjernen til musklerne og signaler til hjernen fra musklerne sammen laver en bevægelse, og forståelsen af spasticitet, interesserer mig meget og har været mit forskningsfelt i mange år,” siger Thomas Sinkjær.
Om Thomas SinkjærCV for Thomas Sinkjær (udpluk)
- Professor, Department of Health Science and Technology, Aalborg Universitet, 1993-
- Head of Talent Programmes, Lundbeckfonden, 2019-2021
- Formand for udvælgelseskomitéen bag The Elsass Foundation Research Prize, 2019-
- Forskningsdirektør, Lundbeckfonden, 2018-2019
- Næstformand i Bevica Fonden, 2018- (medlem af bestyrelsen siden 2005)
- Bestyrelsesmedlem i Movotec A/S, 2017-
Han ser sin nye rolle som bestyrelsesmedlem i Elsass Fonden som en oplagt mulighed for at kunne bidrage med sin viden om at bringe forskning til anvendelse.
“I Elsass Fonden har man tålmodighed. Man ved, at forskning tager tid, og man ved, at det kræver ihærdighed. Man erkender, at det nogle gange er nødvendigt at gå nye veje, end den kurs, man har sat. Men det er det, man kan i en fond, når man har roen og viljen til det. Det er det, jeg oplever, Elsass Fonden har,” siger han.
Thomas Sinkjær er i forbindelse med sit medlemskab blevet en del af et særligt nedsat udvalg i bestyrelsen, der vurderer forskningsansøgninger.