”Vi vil gerne lægge grunden til en fremtidssikring af vores fantastiske danske velfærdssamfund, så vi er godt rustet til at modstå fremtidige udfordringer og fortsætter med at være en ’small great nation’.”
Sådan lyder det fra formanden for Carlsbergfondet Flemming Besenbacher, når han skal beskrive nogle af de tanker, der ligger til grund for, at den erhvervsdrivende fond har taget initiativ til et projekt kaldet ’Vision 2050’.
Her har Carlsbergfondet inviteret 54 repræsentanter for forskellige sektorer i Danmark til at skabe intet mindre end en ny vision for Danmarks fremtid og komme med et bud på en velfunderet retning for Danmark frem mod 2050.
Inspirationen antændte et ønske fra os som fond om at tage ansvar
Flemming Besenbacher – Formand, Carlsbergfondet
Ifølge Flemming Besenbacher opstod ideen til at igangsætte ’Vision 2050’ efter, at han havde læst professor Lasse Horne Kjældgaards bog ’Meningen med velfærdsstaten’.
”Bogen udfolder, hvordan fundamentet til det velfærdssamfund, vi kender i dag, blev udtænkt i 50’erne og 60’erne, hvor politikere, videnskabsfolk, kunstnere og erhvervsliv ivrigt diskuterede, hvad ’et godt samfund’ er. Men bogen beskriver også, hvordan vi i dag i høj grad glemmer at reflektere dybere over, hvad meningen med velfærdsstaten egentlig er. Inspirationen antændte et ønske fra os som fond om at tage ansvar, hvilket affødte det konkrete initiativ til at skabe et lignende nutidigt forum for engagerede repræsentanter for forskellige sektorer i Danmark,” siger Flemming Besenbacher til Fundats.
Vi har brug for, at nogle stopper op og formulerer en vision, der favner om det bredere samfund og ser vores udfordringer fra mange perspektiver samtidig
Flemming Besenbacher – Formand, Carlsbergfondet
Ifølge Flemming Besenbacher er det afgørende, at fremtidens løsninger er baseret på solid viden.
”Danmark og verden står over for nogle enorme muligheder og udfordringer. Det er altafgørende, at vi i den forbindelse arbejder tværfagligt og forstår forskningens vigtighed, så vores løsninger for fremtiden baseres på solid viden. Det er vitalt, at vi som samfund indtænker bæredygtighed og digitalisering i alle de forskellige løsninger, vi udvikler. Vi har brug for, at nogle stopper op og formulerer en vision, der favner om det bredere samfund og ser vores udfordringer fra mange perspektiver samtidig,” siger Flemming Besenbacher.
Fondssektor repræsenteret i ’Vision 2050’
De inviterede repræsentanter på tværs af erhvervsliv, videnskab, forskning, uddannelse, kunstens verden og civilsamfundet omfatter blandt andre direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, formanden for Dansk Metal Claus Jensen, professor på Københavns Universitet Eske Willerslev, DBU-direktør Jakob Jensen, Danfoss´ direktør Kim Fausing, teaterchef Kasper Holten fra Det Kongelige Teater og billedkunstneren Olafur Eliassen.
Fondssektoren er repræsenteret i ’Vision 2050’ med blandt andre Flemming Besenbacher selv, forkvinde Christine Buhl Andersen fra Ny Carlsbergfondet og bestyrelsesforkvinde i blandt andet Rockwool Fonden Merete Eldrup.
At netop Carlsbergfondet initierer arbejdet med at formulere visionen for Danmarks fremtid, giver rigtig god mening for Flemming Besenbacher.
”Carlsbergfondets DNA har siden fondets grundlæggelse i 1876 været karakteriseret ved et stærkt samfundsansvar, det langsigtede perspektiv, en dyb respekt for videnskabens vigtighed og ønsket om at forene videnskab, kunst, kultur og erhvervsliv. Netop det lange sigte og det tværfaglige samarbejde er noget, der har optaget os i mange år. Med ’Vision 2050’ bringer vi fagligheder sammen i et forum, der forhåbentlig kan bidrage til at forme fremtiden,” siger formanden for en af verdens ældste erhvervsdrivende fonde.
Ikke politisk funderet eller finansieret
Flemming Besenbacher betoner samtidig, at ’Vision 2050’ ikke er et politisk projekt. Og netop det faktum, at ’Vision 2050’ ikke er hverken politisk funderet eller finansieret, kan ifølge Flemming Besenbacher være en medvirkende årsag til, at der reelt vil blive lyttet til visionen.
”Der er hverken en regering eller en interesseorganisation bag projektet. ’Vision 2050’ bygger bro imellem alle de forskellige interesser, holdninger og perspektiver, der er at finde blandt den brede samling af repræsentanter fra de forskellige sektorer og fagligheder, som vi har samlet i ’Vision 2050’-regi, hvad enten det er kunstnere, entreprenører, repræsentanter for ungdomsorganisationer, erhvervsfolk, ledere og rektorer fra uddannelsessektoren og sidst, men ikke mindst, videnskabsfolk. Og derfor vil udkommet af ’Vision 2050’ også være bredt i sit perspektiv og holistisk i sine løsningsforslag, hvilket vi håber vil gøre ’Vision 2050’ til et værdsat supplement til, hvad der udkommer fra andre fora og tænketanke,” siger Flemming Besenbacher.
Vi har en klar forventning om, at politikere og interesseorganisationer vil lytte og forhåbentlig lade sig inspirere af de oplæg og ideer, visionen præsenterer
Flemming Besenbacher – Formand, Carlsbergfondet
Instituttet for Fremtidsforskning og rådgivningsvirksomheden Voluntas samarbejder med fonden om projektet og har faciliteret samtlige interviews, gruppediskussioner og møder. Der arbejdes for øjeblikket på udviklingen af den samlede vision for Danmark anno 2050, der i sin færdige form vil blive lagt frem for den brede offentlighed.
Derudover vil ’Vision 2050’ ifølge Flemming Besenbacher blive overrakt direkte til statsministeren, regeringen og et bredt udsnit af de politiske partier.
”Vi har en klar forventning om, at politikere og interesseorganisationer vil lytte og forhåbentlig lade sig inspirere af de oplæg og ideer, visionen præsenterer. Jeg kan for nu ikke blive meget mere konkret på, hvornår vi præcis vil lancere visionen. Men vi håber på, at ’Vision 2050’ i sin endelige form kan inspirere til den langsigtede og tværfaglige tænkning, der er så væsentlig, og som også tilbage i 1950’erne og 1960’erne kendetegnede samfundsudviklingen,” understreger Flemming Besenbacher.