”Lidt go' musik gør alle mennesker glade,” sang dansktop-crooneren Gustav Winckler for efterhånden mange år siden. Ud fra devisen, at god musik skal gøre de yngste danskere glade, bevilger Nordea-fonden nu 9,7 millioner kroner til det nationale samarbejdsforum for sang, Sangens Hus, og et projekt kaldet ’Sangglad Mini’.
Målet er, at nul- til tre-årige børn i foreløbig 13 kommuner, fordelt på 60 vuggestuer og 300 dagplejer, fremover skal have sang og musik som en helt central del af hverdagen.
”Sangen er en af de bedste gaver, vi kan give vores børn. Der er brug for nærhed og tryghed, for at små børn kan trives, lære og udvikle sig, og sang skaber den nærhed og tryghed,” siger udviklingschef Heidi Kudahl fra Sangens Hus i en nyhed på Nordea-fondens hjemmeside.
Allerede fra efteråret starter certificeringen af de udvalgte vuggestuer og dagplejer for at blive ”sangglade dagtilbud.” Sammen med en sangkonsulent udvikler hele personalegruppen eller dagplejegruppen en sangprofil, hvor sang er med til at understøtte det pædagogiske arbejde og bliver en fast del af hverdagen.
”Sangglad Mini giver flere børn en god start på livet gennem sang og den fysiske bevægelse og motorik, som via aktiviteterne naturligt leges ind i børnenes hverdag. Sangens Hus har god erfaring med at styrke de voksne, om det så er vuggestue, dagpleje eller hjemmet, så det bliver nemt og naturligt at få mere sang ind i barnets hverdag,” siger direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen.
Fonden har tidligere støttet Sangens Hus med 16,1 millioner kroner til projektet ’Sangglad’, hvor målgruppen var omkring 12.000 børnehavebørn fordelt på flere end 100 børnehaver over hele landet.
Ny vejledning skal forlænge ammeperiode
’Sangglad Mini’-projektet falder ind under Nordea-fondens strategiske fokusområde ’Flere børn, der blomstrer.’
Inden for samme tema har Nordea-fonden tidligere i august besluttet at skyde 5,1 millioner kroner ind i et tre og et halvt-årigt projekt i regionerne Syddanmark og Nordjylland kaldet ’Amning – en god start sammen’. Her ønsker Komiteen for Sundhedsoplysning at udvikle og afprøve en ny ammevejledning, der skal øge ammevarigheden og styrke forældrenes kompetencer.
Baggrunden er, at mens Sundhedsstyrelsen anbefaler fuld amning, indtil barnet er omkring seks måneder gammelt, ophører mange nybagte mødre med at amme de nye verdensborgere langt tidligere.
Den nye ammevejledning kommer til at tage afsæt i forældrenes behov og skal samtidig sikre konsistens mellem den støtte, forældrene får på fødestederne og i den kommunale sundhedsplejeordning.
Projektet gennemføres i perioden fra eftersommeren 2020 til udgangen af 2023 i et samarbejde mellem Kompetencecenter for Amning, Københavns Universitet og sundhedsplejerskeordninger i de to jyske regioner.
"Vi ser, at der er en stor social ulighed i forhold til amning. Det vil Nordea-fonden sætte fokus på, så vi er med til at sikre, at alle børn får de bedste muligheder for at blomstre allerede i de spæde år," siger Henrik Lehmann Andersen.
Også Det Obelske Familiefond støtter ammeprojektet økonomisk.
Digitale platforme og natur
Halvvejs inde i den treårige strategiperiode for ’Flere børn, der blomstrer’ er status ifølge en opgørelse, Nordea-fonden har foretaget for Fundats, at der er uddelt 102,3 millioner kroner fordelt på 18 projekter.
Fondens forventning er, at der i anden halvdel af strategiperioden – frem til ultimo 2021 – vil blive uddelt lige så meget.
Blandt de tendenser, Nordea-fonden imødeser afspejlet i det kommende halvandet år, er projekter, hvor der er tænkt på tværs af etablerede organisatoriske strukturer, fagligheder og sektorer – navnlig med fokus på samarbejde mellem kommuner, civilsamfundsorganisationer og ngo´er om at skabe tilbud til børn og familier.
Fonden forventer blandt andet også at se velvilligt på projekter om de digitale platformes betydning for de mindste børns liv og udvikling samt projekter med fokus på at få de mindste børn mere ud i naturen.