Året 2019 var endnu et rekordår i toppen af den uddelende fondsbranche. Donationerne fra de 25 mest uddelende fonde steg med 22 pct. i forhold til året før.
Det viser Fundats’ gennemgang af fondenes årsregnskaber (se tabellen nedenfor).
I alt blev der i 2019 bevilget 13,2 mia. kr. fra top-25-fondene med almennyttige aktiviteter. Det er godt to milliarder mere end i 2018 (11,2 mia. kr.) og 328 mio. kr. mere end i 2017 (12,9 mia. kr.).
Størstedelen af udviklingen skyldes en stigning i Novo Nordisk Fondens bevillinger på en milliard kr. Fra 2018 til 2019 tegnede landets største fond sig således for halvdelen af top-25’s uddelingsfremgang.
Men en række andre fonde havde uddelingsrekord, og deres donationsvækst bærer desuden en del af den samlede fremgang.
Således præsterede Lundbeckfonden uddelingsrekord med 666 mio. kr., hvilket var næsten 100 mio. kr. mere end året før. Også Augustinus Fondens uddelingsaktiviteter satte rekord, og med 341 mio. kr. uddelte bestyrelsen det største beløb i fondens historie.
I forhold til 2018 er der kommet tre nye fonde på top-25-listen. Hos Bikubenfonden var det ligeledes en egen uddelingsrekord på 119 mio. kr., som bragte fonden tilbage i toppen.
KFI Erhvervsdrivende Fond kom ind på listen med 115 mio. kr., som er det højeste beløb købmandsfonden har uddelt i et enkelt kalenderår. Det var mere end en fordobling i forhold til året før.
Efter et års fravær kom også Poul Due Jensens Fond tilbage på top-25-listen, hvor fonden indtog en 23. plads, hvilket var to pladser højere end placeringen i 2017.
Milliard-klubben udvidet
Med samlede uddelinger for 1,34 milliarder kr. overgik Villum og Velux Fondene samlet set deres hidtidige uddelingsrekord fra 2017.
Villum Fonden, der er hovedfonden i VKR-dynastiet, uddelte alene 1.083 millioner, når man fraregner den årlige overførsel til Velux Fonden. Dermed er Villum Fonden med i den eksklusive milliardklub, som i år tæller tre fonde med 10-cifrede uddelingsbeløb.
Novo Nordisk Fonden, der i 2018 stod alene i klubben, har i år desuden fået følgeskab af Realdania, som med bevillinger for 1,2 mia. kr. leverede sit tredjehøjeste bevillingsbeløb i sin 20-årige levetid.
Ude af årets top-25-liste er Leo Fondet, som i 2018 havde et rekordhøjt uddelingsbeløb på 300 mio. kr. I 2019 bevilgede fonden 79 mio. kr. Også Aage V. Jensen Naturfond gled ud af toppen efter uddelingerne faldt fra 120 mio. kr. til 87 mio. kr.
Og selvom Læger uden Grænser fortsat ligger lige over 100 mio. kr. i uddelinger, var det i år ikke nok til at fastholde en plads i uddelingstoppen. I 2018 uddelte Læger uden Grænser 153 mio., og 100,6 mio. i 2019.
Top-25 donerer 13 mia. kr.
2018 (mio. kr.) | 2019 (mio. kr.) | Placering i 2018 |
||
---|---|---|---|---|
1 | Novo Nordisk Fonden | 3.891 | 4.893 | 1 → |
2 | Realdania | 563 | 1.237 | 7 ↑ |
3 | Villum Fonden 1 | 625 | 1.083 | 4 ↑ |
4 | Lundbeckfonden | 571 | 666 | 6 ↑ |
5 | Trygfonden | 600 | 583 | 5 → |
6 | Carlsbergfondet 2 | 397 | 535 | 8 ↑ |
7 | A.P. Møller Fonden 3 | 636 | 492 | 3 ↓ |
8 | Lego Fonden 4 | 391 | 478 | 9 ↑ |
9 | Nordea-fonden | 708 | 416 | 2 ↓ |
10 | Augustinus Fonden | 318 | 341 | 10 → |
11 | Industriens Fond | 256 | 259 | 13 ↑ |
12 | Velux Fonden | 263 | 251 | 12 → |
13 | Aage og Johanne Louis Hansens Fond | 171 | 245 | 15 ↑ |
14 | Den A.P. Møllerske Støttefond | 125 | 223 | 22 ↑ |
15 | SOS Børnebyerne | 183 | 189 | 14 ↓ |
16 | Købmand Herman Sallings Fond | 159 | 175 | 16 → |
17 | Ny Carlsbergfondet | 151 | 170 | 19 ↑ |
18 | Hempel Fonden | 152 | 157 | 18 → |
19 | William Demant Fonden (tidl. Oticon) | 112 | 153 | 24 ↑ |
20 | Aarhus Universitets Forskningsfond | 142 | 136 | 20 → |
21 | Ole Kirks Fond | 133 | 134 | 21 → |
22 | Bikubenfonden | 76 | 119 | ny på listen ↑ |
23 | Poul Due Jensens Fond | 95 | 117 | ny på listen ↑ |
24 | KFI Erhvervsdrivende Fond | 59 | 115 | ny på listen ↑ |
25 | Det Obelske Familiefond | 108 | 112 | 25 → |
10.885 | 13.278 |
- Villum Fondens uddelingsbeløb er ekskl. overførsel til Velux Fonden, men inkl. evt. overførsel til KR Foundation
- Carlsbergfondets uddelingsbeløb er inkl. fondens uddelinger via fundatsens afdeling D, Tuborgfondet
- A.P. Møller Fondens uddelinger på 491,6 indeholder 51 mio. kr. fra Folkeskoledonationen
- Lego Fondens uddelingsbeløb ekskl. overførsel til Ole Kirks Fond