Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribenternes egen holdning.
Uddannelses- og Forskningsministeriet samt offentlige og private fonde har på ganske få måneder uddelt 371,5 mio. kr. til coronarelateret forskning. Yderligere planlagte bevillinger forventes at bringe det samlede tal op på ca. 440 mio. kr.
Tilsvarende har forskere reageret prompte med ideer til forskningsprojekter, som kan vise sig værdifulde for håndteringen af coronakrisens konsekvenser for det danske samfund.
Vi er enige i, at hastigheden i responsen – og villigheden fra forskningsverdenen til at bidrage – har været imponerende. Men vi finder det også vigtigt at spørge ind til, hvad der egentlig sker, når et forskningssystem skal levere svar på så kort tid?
Der er nemlig oplagte risici forbundet med at træde på speederen i uddelingen af bevillinger til og igangsættelsen af coronarelateret forskning. Det er derfor allerede nu væsentligt at rejse spørgsmålet om, hvad de sidste tre måneders ekstraordinære forskningsbevillinger kan få af betydning for forskningens bidrag til samfundet på både den korte og lange bane.
I et nyt debatoplæg fra Tænketanken DEA, som hviler på data og analyse af de seneste tre måneders bevillinger til coronarelateret forskning, rejser vi tre spørgsmål, som danske forskningsaktører bør stille sig selv.
Hvilke risici følger med hurtige penge?
For det første indebærer både hastigheden i uddelingerne, og kravene om hurtigt at opnå resultater, en risiko i forhold til kvaliteten og robustheden af den forskning, som skal bidrage til løsninger på krisen.
Hastigheden i uddelingerne reducerer muligheder for kvalitetssikring, som normalt sikres gennem fagfællebedømmelse af ansøgninger. Det har fondene i denne ombæring undladt af hensyn til det akutte behov for svar på coronakrisen.
Samtidig kan forventningen om hurtige resultater forstærke uhensigtsmæssige aspekter af en videnskab, der i forvejen kritiseres for til tider at være for hurtig.
Samtidig kan forventningen om hurtige resultater forstærke uhensigtsmæssige aspekter af en videnskab, der i forvejen kritiseres for til tider at være for hurtig. Stærke incitamenter til at publicere meget (og dermed med øget hastighed) og tidsskrifters tilbøjelighed til at prioritere opsigtsvækkende resultater betyder, at der allerede før corona var rejst bekymringer i forhold til udbredelsen af tvivlsomme forskningspraksisser og -resultater.
Fonde bør i de kommende år interessere sig for, hvilke resultater, der er kommet ud af bevillingerne, og om der er noget man kan lære til brug for forskningsindsatser ved kommende kriser.
Koncentrerer vi forskningsmidler på for få hænder?
For det andet er bevillingerne til coronarelateret forskning i overvejende grad gået til professorer inden for et emnemæssigt snævert felt af hovedsageligt sundhedsforskere.
Fastansatte forskere på universiteterne, hospitalerne og andre forskningsinstitutioner er i kraft af deres netværk og erfaring oplagte indgange til forskningsmiljøerne, og sundhedsforskningen er et oplagt område at prioritere i denne situation.
Men for stor koncentration af forskningsmidler på for lille en elite af forskere og på for få emner kan i værste fald hæmme diversiteten og risikoviljen i de forskningsmiljøer, der udgør fundamentet for en akut mobilisering af forskning. Chancerne for videnskabelige gennembrud er simpelthen større, hvis vi understøtter mange forskellige talentfulde forskere og fremmer stor diversitet i forskernes valg af emner samt måder at undersøge dem på. Og det øger ligeledes chancerne, hvis vi understøtter forskernes mod på at teste de mere vilde og risikable ideer af, som for alvor kan rykke grænserne for vores forståelse af verden.
Fonde bør i de kommende år evaluere på, om der i kølvandet på bevillingerne kan ske en uhensigtsmæssig koncentration af midler på et for snævert område.
Fonde bør i de kommende år evaluere på, om der i kølvandet på bevillingerne kan ske en uhensigtsmæssig koncentration af midler på et for snævert område. Det kan f.eks. ske ved, at man ved ordinære uddelinger – efter den store interesse for de akutte opslag om midler – ser uforholdsmæssigt mange coronarelaterede forskningsprojekter.
Hvordan kan forskning bidrage hurtigt til kriser i fremtiden?
Endelig for det tredje har fonde og forskere reageret med en overraskende hastighed over de seneste måneder. Det har også inspireret aktører i og omkring forskningssystemet til at efterspørge mere generelt, at forskning i højere grad igangsættes med klare samfundsmål og med en lignende hastighed, således at der langt hurtigere end normalt skabes forskningsresultater med direkte relevans for samfundet.
DEA vil dog mane til besindighed, før der stilles nye krav til at understøtte hurtig forskning på den anden side af krisen. Den akut igangsatte coronaforskning hviler på de foregående års vedvarende investeringer i forskning, som har opbygget stærke forskningsmiljøer med en faglig og emnemæssig bredde, som det danske kriseberedskab de seneste måneder har kunnet mobilisere. F.eks. baserer nye vacciner sig på mangeårige forskningsindsatser for at udvikle vaccineplatforme (som f.eks. mRNA-baserede vacciner). Det er således en vigtig forudsætning for, at forskningen kan reagere hurtigt på udfordringer i samfundet, at man allerede har stærke forskningsmiljøer, der er opbygget over lang tid.
Af gode grunde ved vi ikke, hvad den næste krise vil kræve for et videnskabeligt beredskab. Men vi ved, at sandsynligheden for nye kriser og katastrofer stiger i årene fremover. Derfor skal vi have et forskningsberedskab inden for en bred vifte af samfundsrelevante områder, der vil kunne bidrage, også akut, hvis en ny krise skulle tage Danmark på sengen.
Læs debatoplægget udarbejdet af Tænketanken DEA her.
