Om Fondsdanmark RundtI Fondsdanmark Rundt præsenterer vi aktuelle fondshistorier fra lokal- og specialmedier i hele Danmark.
Endnu et slag er slået i den store debat om arv og miljø. Kraks Fond har netop publiceret en undersøgelse, der forsøger at finde ud af, om nærmiljøet har en effekt på brugen af psykofarmaka. Det viser sig, at mænd der flytter til udsatte boligområder, har en tendens til at øge forbruget af medicin mod psykiske lidelser. Resultaterne er relevante for 85.000 mænd. Hvorfor kvinder ikke har den samme udvikling vides ikke – måske de bare er det stærkere køn. Du kan læse mere om historien på avisen.dk
Sociale investeringer er ikke lige populære. Dansk Socialrådgiverforening udgav d. 17/9 en leder, der forholder sig til regeringens forslag om at oprette en social investeringsfond. Pointen med fonden er, at private aktører kan investere i sociale formål mod at få et afkast, hvis formålene lykkes.
“Det medfører en risiko for, at kontrollen med socialpolitikken overføres fra demokratisk valgte politikere til private investorer og dermed, at mennesker, der har behov for hjælp, ikke får den. Det må ikke ske,” mener Dansk Socialrådgiverforening, der i stedet foreslår, at det skal være lettere for kommuner at lave sociale investeringer.
Vi kender alle Arlas ikoniske grønne mælkekasse – enten fordi vi selv har båret den rundt som mælkedukse i skolen eller fordi vores børn har. Det kan også være du kender dem fordi de flyder i bybilledet. Arla kender i hvert fald det sidste, og startede i 2016 en kampagne for at få dem samlet ind igen for både naturens og pengenes skyld. Denne kampagne fylder snart to år og har allerede samlet 100.000 kasser ind, beretter Randers Onsdag d. 19/9. For hver mælkekasse doneres fem kroner til Arla Fonden, der blandt andet hjælper unge med kost og sundhed igennem deres MADlejr. Der findes dog mange flere kasser derude, så Arla har stadig et arbejde foran sig.
Otto Mønster-fonden synger på sidste vers. Arven efter Otto Mønster har igennem Mønsterklubben i Ulbølle været en vigtig faktor for de lokale. Særligt har arven fået ben at gå på i arrangeringen af begivenheder for de ældre. Men nu melder Den Lille Avis Sydfyn d. 18/9, at Mønster-fonden har givet sin sidste donation og nu har tømt kistebunden. Med et sidste suk på 304.000 afsluttede fonden et vigtigt stykke arbejde igennem mange år. Mønsterklubben vil dog ikke trække sig tilbage, men ønsker i stedet at kigge på andre muligheder for at arbejde for de ældre i fremtiden. Et bud kunne være at omdanne Mønsterklubben til sin egen fond der er drevet af de lokale, i håbet om at Otto Mønsters generøse ånd kan leve videre i Ulbølle.
Det er ikke helt nemt med de fredninger. Vi har for nyligt skrevet om hvordan omdannelsen af Skulpturparken i Herning har givet bøvl i forhold til fredninger, men det er ikke en unik historie. I Rønne har man gennem fondsuddelinger fra Realdania, Brødrene Larsens Legat og Sparekassen Bornholms Fond samlet de nødvendige 2,4 mio. kroner til ombygning og restaurering af den gamle direktørbolig ved keramikmuseet Hjorths Fabrik. Men ønsket om at bygge handicapadgang og toilet i bygningen er truet, netop fordi bygningen er fredet, skriver Bornholms Tidende d. 17/9. Byggetilladelsen lader stadig vente på sig, og det kan have konsekvenser for den nye sæson, men der arbejdes på højtryk for at det kan lade sig gøre.
Har du nogle gamle VHS-bånd? Så få dem digitaliseret i STORM20’s nye frivillig-drevede digitaliseringsværksted i København. Nordea-fonden har støttet værkstedet, hvis formål er at lade borgere forevige deres gamle minder i form af fotos, VHS-film eller lydbånd. Værkstedet er det første brugerdrevne og offentligt tilgængelige digitaliseringsværksted, skriver Valby Bladet 19/9.
Forsinket fondsopstart frustrerer. I juni bragte Horsens Folkeblad historien om Østjysk Landboforening, der var ved at tabe tålmodigheden med det lokale advokatfirma, LRP over stiftelsen af Rasmus Peter Nielsen Fonden – en fond, der skal uddele arven efter landmanden Rasmus Peter Nielsen til landmænd under uddannelse. Kritikken lyder på, at fondsstiftelsen har taget over fire år og omfatter store advokathonorarer. På daværende tidspunkt afviste advokaten Jytte Storgaard kritikken og henviste til, at skifteretten havde godkendt både deres arbejdstempo og honorarer. I stedet pegede hun fingre tilbage på landboforeningen. Imidlertid er fonden endnu ikke oprettet, fremgik det af Horsens Folkeblad i sidste uge. Formand for landboforeningen, Henrik Nielsen, siger til Horsens Folkeblad:
”Fonden skal bare være klar, så vi kan uddele legater i marts. Og hvis ikke tingene kommer på plads i løbet af de næste par måneder, begynder vi at gøre noget alvorligt.”
Han siger videre, at han har fået at vide at fonden er klar i løbet af september eller oktober.
Community foundation fejrer sine lokale ildsjæle. I sidste uge uddelte Frederiksbergfonden sine to priser ved et stort arrangement på den gamle politistation på Howitzvej. CBS’ rektor Per Holten-Andersen fik tildelt Hædersprisen og 50.000 kr. for sit bidrag til at gøre Frederiksberg til en moderne universitetsby. Og idrætsklubben Parasport Frederiksberg – der siden sin start for 25 år siden er blevet én af landets største og mest respekterede – fik Frederiksbergprisen 2018:
“I vinder ikke kun en frygteligt masse danmarksmesterskaber i atletik, racerløb og rugby, men endnu bedre, så er jeres arbejde adgangsbillet for mange børn og unge med udviklingsbehov – og på den måde en meget vigtig adgangsbillet til disse mennesker til et socialt idrætsliv i forening med andre ligeværdige. Det skal I have tusind tak for,” sagde bestyrelsesmedlem Peter Christmas-Møller til overrækkelsen, og gav ud over de tusinde tak også hundredetusind kroner til Parasport Frederiksberg.
Læs mere om priserne og se videoer fra de frederiksbergske festligheder her.
Sparekassen Hobro har haft travlt på det seneste. Ifølge Hadsund Folkeblad har de nemlig netop afsluttet deres fjerde bevillingsmøde og har fundet 859.102 kroner til trængende hænder. I alt 19 forskellige formål fangede deres opmærksomhed, og disse formål spænder fra dyreinternatet MinVenKatten, der fik 50.000 kroner til Klejtrup Friluftsbad der fik en imponerende sum på 250.000. For en fuld liste af deres uddelinger i 2018 kan du klikke her.