For 536 velgørende organisationer, som består af alt fra museer til zoologiske haver og patientforeninger, kommer der i disse uger penge på kontoen.
Organisationerne får udbetalt tilsammen 176 mio. kr., oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Penge kommer fra den såkaldte momskompensationspulje, som kan søges af organisationer, der har udgifter til købsmoms i forbindelse med deres almenvelgørende momsfri aktiviteter.
Sidste års udbetalinger fra momskompensationsordningen var på grund af coronasituationen fremrykket med to måneder, men i år er udbetalingstidspunktet igen i starten af december.
Skattestyrelsen forventer, at udbetalingerne vil være en tiltrængt styrkelse af likviditeten hos mange af de velgørende organisationer, der omfatter både fonde, andre selvejende institutioner og foreninger.
”Nogle af de velgørende organisationer kan stadig være påvirket af corona, og derfor regner jeg med, at pengene falder på et tørt sted,” siger Kenneth Joensen, selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen.
De aktiviteter, som de almenvelgørende organisationer kan søge om momskompensation for, er de momsfrie aktiviteter.
Et museum vil eksempelvis være berettiget til delvis momskompensation, da det har kulturelle aktiviteter, der er momsfritaget efter momsloven.
”Vi er sat i verden for at sikre, at borgere, virksomheder og organisationer får betalt de skatter og afgifter, de skal, og derfor skal organisationerne selvfølgelig have de penge tilbage gennem ordningen, som de er berettiget til, ”siger Kenneth Joensen.
Inden pengene lander hos organisationerne, tjekker Skattestyrelsen, om organisationerne skylder det offentlige penge. Hvis dette er tilfældet, vil Skattestyrelsen inden udbetalingen lave en modregning.
Ud af de 536 velgørende organisationer vil ca. 200 opleve at blive modregnet på grund af gæld til det offentlige, oplyser Skattestyrelsen.