Valgkamp, minkkommission og politiske uenigheder var for en stund sat på pause, da tidligere uddannelses- og forskningsminister fra Venstre Ulla Tørnæs og uddannelses- og forskningsordfører Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet satte hinanden stævne om fremtidens forskningsmidler i Carlsbergfondets telt på Folkemødet i Allinge.
”Jeg er enig,” lød det flere gange fra de to politikere til hinanden på scenen, hvor journalist og tidligere DR2 deadline-vært Nynne Bjerre Christensen modererede debatten.
Udover at være enige om, at det først og fremmest er positivt, at de danske fonde i stadig højere grad bidrager økonomisk til dansk forskning, så var de to politikere helt på linje med hinanden, når det kommer til spørgsmålet om den såkaldte overhead-finansiering i forbindelse med forskningsprojekter på landets universiteter.
Overhead – eller penge til dækning af blandt andet administrationsomkostninger – er de indirekte omkostninger, som det koster at gennemføre eksempelvis et forskningsprojekt. Omkostningerne dækker driftsudgifter som for eksempel husleje, strøm og HR. Udgifterne har i årevis været genstand for diskussion mellem universiteterne og fondene, fordi universiteterne ikke mener, at fondene betaler nok af driften, når de eksempelvis finansierer et forskningsprojekt. Dermed må universiteterne finde midlerne andre steder, og det kan i sidste ende gå ud over fagområder, eller pengene kan i sidste ende gå fra de frie forskningsmidler, lyder den generelle kritik.
De to politikere var på Folkemødet enige om, at netop overhead-problematikken er en af de helt store udfordringer, når det kommer til forskningsfinansiering.
”Jeg synes, at det er et dilemma, at mange af de midler, som fælleskassen giver til basisforskning på universiteterne, ender med at co-finansiere fondsprojekter. Basismidler til grundforskning er helt centralt for at nå nye videnskabelige landvindinger og erkendelser, der kan føre til gennembrud om 10 eller 15 år. Jeg kan godt blive bekymret for, om den manglende overhead er ved at udfordre basisforskningens grundlag,” lød det eksempelvis fra Kasper Sand Kjær.
Det synspunkt var Ulla Tørnæs enig i, og derfor havde hun med opbakning fra Kasper Sand Kjær en direkte opfordring til de danske forskningsfonde:
”Jeg vil gerne rette en stærk appel til fondene om at være mere villige til at løfte mere af overhead-omkostningerne. Jo større velvilje der er hos fondene i at løfte ind i de her ellers administrative omkostninger, jo bedre,” lød det fra den tidligere uddannelses- og forskningsminister, der dog også understregede at udviklingen går i ”den rigtige retning,” samt at man i sidste ende må ”respektere fondenes synspunkt”.
”Har fondene ansvaret for at betale hele rækken af udgifter, når de giver en bevilling?” ville journalist Nynne Bjerre Christensen vide.
Det var Kasper Sand Kjær i tvivl om, men fondene har i hans øjne en forpligtelse til at afdække de driftsomkostninger, der er forbundet med de forskningsprojekter, de selv sætter i gang.
”Man har som fond et ansvar for at passe på de forskningsmiljøer, som er på universiteterne. Dem er fondene også selv afhængige af, og de er også afhængige af, at der er gode forskningsmiljøer om 5, 10 og 20 år. Det forudsætter, at der er frie og stærke basismidler på vores universiteter. Derfor har fondene en forpligtigelse til at afdække de driftsomkostninger, de sætter i gang med et projekt. Hvis de ikke gør det, vil det øge presset på forskningsmiljøet,” lød det blandt andet fra den socialdemokratiske uddannelses- og forskningsordfører.
Til spørgsmålet om, hvorvidt politikerne ikke blot kunne afhjælpe dilemmaet ved selv at hæve niveauet for de offentlige forskningsmidler, lød det fra Ulla Tørnæs, at det ikke var hende og Kasper Sand Kjær, der var ”modstandere af at øge forskningsbevillingerne.”
Hun slog samtidig fast, at forskningsbevillinger er et spørgsmål om politisk prioritering, og at ”vi bare ikke er der, hvor der kan skabes et flertal i Folketinget om at øge forskningsbudgettet.”
Ulla Tørnæs: Humaniora er en del af den grønne omstilling
Et andet væsentligt punkt i forhold til fremtidens forskningsfinansiering, som de to politikere var enige om, er at klimaforskning gerne må få en større del af bevillingskagen.
”Jeg har ikke et billede af, at de danske fonde er meget snævertsynede i, hvad de vælger at bruge deres penge på, men det bliver typisk indenfor de felter, hvor de også tjener deres penge. Det er meget forståeligt, for det er også der, de har deres kompetencer og viden om, hvor vi mangler forskning. Det gør, at vi som politikere skal være ret dygtige til at stille spørgsmålene: ’Er der nogle huller, som der ikke bliver kanaliseret penge til? Og er der nogle af de huller, som det i virkeligheden er afgørende for fællesskabet, at der bliver kanaliseret penge til?’” siger Kasper Sand Kjær, og tilføjer at klimakrisen lige nu er det felt, hvor der er massivt brug for forskningsmidler.
Den pointe er Ulla Tørnæs enig i, siger hun og tilføjer, at hvis den grønne omstilling skal løses, så er der ingen vej udenom tværfaglig tænkning.
Konkret betyder det ifølge politikeren, at hun gerne ser, at et fagområde som humaniora, i fremtiden modtager flere bevillinger.
”Jeg kunne godt tænke mig, at fondene var mere synlige og var mere med, når det kommer til humaniora. Det er et område, som det er svært at skaffe ekstern finansiering til. Men hvis vi skal igennem med den grønne omstilling, så kommer vi ikke udenom at tænke tværfagligt, og der har humaniora også noget at bidrage med,” forklarer Ulla Tørnæs.
Selvom de to politikere altså har klare ønsker til de danske forskningsfonde, slog de til debatten samtidig fast, at det ikke er op til politikerne at afgøre, hvad der konkret skal forskes i.
”Om vi får forsket i det rigtige? Det skal politikerne ikke afgøre. Det mener jeg ikke er en politisk opgave at vurdere,” lød det fra Ulla Tørnæs, som blev bakket op af Kasper Sand Kjær, der forklarede, at armlængdeprincippet også gælder, når det kommer til forskning.
