”Vi har brug for at tale mere sammen”.
Sådan lød den klare opfordring til fondssektoren i et debatindlæg i Fundats i sidste uge skrevet af formand Laila Walther fra Civilsamfundets Brancheforening, som varetager interesserne for 39 organisationer indenfor social- og sundhedsområdet.
Civilsamfundets BrancheforeningMedlemmer
AIDS-Fondet
Bryd Tavsheden
Børns Vilkår
Dansk Blindesamfund
Danske Døves Landsforbund
De Anbragtes Vilkår
Det Nationale Sorgcenter
Det Sociale Netværk
DRC - Dansk Flygtningehjælp
Folkekirkens Nødhjælp
Foreningen Grønlandske Børn
Foreningen til Støtte for Mødre og Børn
Forældre & Sorg
Fri af Misbrug
HOME-START Familiekontakt Danmark
Julemærkefonden
KFUK's Sociale arbejde
Kirkens Korshær
Kræftens Bekæmpelse
Landsforeningen for Bedre Psykiatri
Lev Uden Vold
Ligeværd
LivaRehab
LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade
Lær For Livet
Læseforeningen
Mødrehjælpen
Red Barnet
Reden International
Røde Kors
RådgivningsDanmark
TUBA
Ungdommens Røde Kors
Ventilen
Videnscenter for Handicap
WeShelter
”Vi i Civilsamfundets Brancheforening tror på, at vi kan spille hinanden endnu bedre, hvis vi taler endnu mere sammen. Vi har brug for at lære hinanden endnu bedre at kende. Vi vil eksempelvis gerne blive endnu bedre til at forstå, hvordan vi – måske også i samarbejde mellem forskellige organisationer - bedst kan spille ind i de dagsordener, som landets fonde gerne vil drive,” skrev Laila Walther blandt andet i sin invitation til mere dialog med fondene – gerne over den kaffe, som ifølge formanden altid er på kanden i brancheforeningen.
Hun pointerede samtidig, at mange ledere i landets civilsamfundsorganisationer for tiden får ”ondt i maven, når energiregningerne kommer ind ad døren”, og det faktum, at alt er blevet dyrere, gør blandt andet, at det er svært at finde penge til at have tag over hovedet og varme på radiatorerne.
”Når vi pludselig oplever så store prisstigninger, der påvirker budgetterne og dermed vores mulighed for at drive indsatserne væsentligt, så er det vigtigt, at samtalelinjerne er åbne mellem os og jer. At der bliver lyttet. Og at der findes løsninger, som fungerer i hverdagen,” skrev formanden, som blandt andet foreslog inflationsregulering af fondsbevillinger og øgede muligheder for at bruge fondsmidler til at betale dele af civilsamfundsorganisationernes (ejendoms)drift.
”Det kan også være, at der allerede i dag er gode muligheder i den enkelte fond for at bruge midler på driften – men at der er brug for bedre og mere aktiv rådgivning om, hvordan alle foreninger kan udnytte de muligheder,” skrev Laila Walther.
Dialog bliver for generisk
Synspunkterne fra Civilsamfundets Brancheforenings formand får en noget blandet modtagelse i fondssektoren.
I den erhvervsdrivende fond Bikubenfonden er meldingen klar fra administrerende direktør Søren Kaare-Andersen:
”Vi synes faktisk, at vi allerede har et rigtig godt samarbejde med civilsamfundet og mange dialoger med civilsamfundets organisationer. Man skal være opmærksom på, at civilsamfundet består af en kæmpemæssig masse af organisationer, og blandt denne mængde interesserer vi os rigtig meget for dem, som arbejder inden for vores emneområde. Jeg tror, at den dialog, Laila Walther opfordrer til, risikerer at blive for spredt og for generisk. Derimod er det vigtigt med fortsatte, dybdegående diskussioner med de civilsamfundsorganisationer, som det er relevant for os at tale med,” siger Bikubenfondens direktør.
Jeg tror, at den dialog, Laila Walther opfordrer til, risikerer at blive for spredt og for generisk
Søren Kaare-Andersen – Administrerende direktør, Bikubenfonden
Han tilføjer, at det ikke skal tages som et udtryk for, at fonden ikke er lydhør over for feedback på måden at arbejde på.
”Selvfølgelig vil jeg ikke påstå, at vi ikke kan blive bedre til vores arbejde, og vi modtager meget gerne feedback – i særdeleshed fra civilsamfundsorganisationerne. Samtale fremmer forståelsen,” siger Søren Kaare-Andersen.
Har ikke tid til kaffemøder
I et interview med Fundats i kølvandet på sit debatindlæg siger Laila Walther, der ved siden af formandsposten i Civilsamfundets Brancheforening også er direktør i Landsforeningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, at det er vanskeligt at få mere uformelle møder i stand med fondene.
”I de fleste fonde – i hvert fald dem, jeg har kontakt med – siger de, at de ikke længere har tid til kaffemøder og uformelle drøftelser, men at vi gerne må sende en ansøgning. Det styrker mytedannelsen. For så bliver det baseret på historier organisationerne imellem, at vi lægger vores forståelse af, hvordan forskellige fonde skal kontaktes. Så når jeg skriver, som jeg gør i debatindlægget, er det et forsøg på at fintune, hvordan vi søger mest rigtigt, og jeg tror, at andre former for møder, som ikke altid kun handler om helt konkret ansøgninger, klart kunne være afmystificerende. Vi vil jo gerne imødekomme fondenes ønsker,” pointerer Laila Walther.
I de fleste fonde – i hvert fald dem, jeg har kontakt med – siger de, at de ikke længere har tid til kaffemøder og uformelle drøftelser, men at vi gerne må sende en ansøgning
Laila Walther – Formand, Civilsamfundets Brancheforening
Søren Kaare-Andersens opfattelse af den nuværende dialog mellem fondene og civilsamfundet er en noget anden.
”Jeg kan overhovedet ikke se, at der er et generelt problem i fondssektoren med, at vi ikke er gode nok til at mødes og drikke kaffe med ansøgere og potentielle samarbejdspartnere. I Bikubenfonden tager vi ikke imod ansøgninger, men bruger i stedet kræfterne på at være i dialog med potentielle samarbejdspartnere, og på kunstområdet har vi som noget nyt for nylig indført regulær tidsbestilling, så man kan få et møde på 20 minutter til at pitche en idé,” siger Søren Kaare-Andersen.
Laila Walthers konkrete ønske om at komme i dialog med fondene om, hvordan civilsamfundsorganisationerne skal komme igennem den nuværende økonomiske krise, får også en kølig modtagelse fra Søren Kaare-Andersen.
”Hvis jeg skal sætte det på spidsen, så er det, der interesserer os, at løse samfundets problemer. Hvis der er civilsamfundsorganisationer, der har et raison d’etre og viljen til at bidrage til at løse problemerne, er det jo rigtig godt, og det vil vi gerne samarbejde med dem om. Men vi ser det ikke som et formål for os som fond at finansiere civilsamfundsorganisationer, hvor organisationen i sig selv er det bærende element,” siger Søren Kaare-Andersen.
Dialog vokser år og år
I Danmarks største og mest uddelende fond Novo Nordisk Fonden ser Senior Vice President og kommunikationschef Steffen Pierini Lüders heller ingen problemer i den nuværende dialog mellem parterne, men han har forståelse for, at der kan være et behov for at skrue yderligere op.
”Jeg oplever ikke dialogen mellem fondene og civilsamfundet som noget problem, men jeg anerkender, at Laila Walther gerne vil have endnu mere dialog med fondene, og det synes jeg da lyder fornuftigt. Jeg er helt enig med hende i, at det er rigtig vigtigt med dialog – både fondene imellem og mellem fonde og civilsamfundet – og det er også noget, vi i Novo Nordisk Fonden prioriterer højt. I de syv år, jeg har været i Novo Nordisk Fonden, er det kun gået én vej: Der bliver mere og mere dialog for hvert eneste år både med andre fonde og med andre interessenter, herunder civilsamfundet, og det er vigtigt, den udvikling fortsætter,” siger Steffen Pierini Lüders.
I de syv år, jeg har været i Novo Nordisk Fonden, er det kun gået én vej: Der bliver mere og mere dialog for hvert eneste år både med andre fonde og med andre interessenter, herunder civilsamfundet
Steffen Pierini Lüders – Senior Vice President og kommunikationschef, Novo Nordisk Fonden
Han tilføjer, at for Novo Nordisk Fonden sker dialogen ikke kun med interessenter i Danmark.
”Vi oplever også en stærkt stigende dialog med internationale stakeholdere, organisationer og andre fonde,” siger Steffen Pierini Lüders.
Åbne for dialog
I fondssammenslutningen Fondenes Videnscenter, der tæller 53 primært store fonde, glæder direktør Hanne Elisabeth Rasmussen sig over debatindlægget fra Civilsamfundets Brancheforening.
”Det er meget positivt, at Civilsamfundets Brancheforening rækker ud og sætter ord på, hvad det vil sige at være ansvarlig for en civilsamfundsorganisation med de økonomiske udfordringer, der har ramt Danmark og verden i dag. Vi ved allesammen, at mennesker og organisationer med små budgetter bliver hårdt ramt i øjeblikket, og i mængden af aktuelle udfordringer, er det alligevel nødvendigt at sætte ord på forholdene,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Hanne Elisabeth Rasmussen.
Videnscentrets direktør understreger, at Fondenes Videnscenter allerede hjælper blandt andre Civilsamfundets Brancheorganisation med at arrangere møder, der giver indsigt i og perspektiver på udfordringer af bred relevans for bevillingsmodtagere, samarbejdspartnere og fonde.
”Og med den øgede indsigt – og ansigter på, hvem dialogen kan tages med – er det op til deltagerne at række ud til hinanden. Vi er meget åbne for en dialog med Civilsamfundets Brancheorganisation og Laila Walther om et lignende initiativ,” skriver Hanne Elisabeth Rasmussen og tilføjer, at Civilsamfundets Brancheforening og alle civilsamfundsorganisationer er velkomne til at deltage på fondskonferencen Fondsforum 2022 den 30. november.
Nemmere dialog med fondsbrancheforening
Laila Walther lægger i forlængelse af sit debatindlæg ikke skjul på, at hun mener, dialogen mellem Civilsamfundets Brancheforening og fondene ville være nemmere, hvis fondene var organiseret i en brancheforening.
”Vi lever jo i en dagligdag – og der er min egen organisation et godt eksempel – hvor vi orienterer os mod mange forskellige fondes strategier og forskellige måder at uddele midler på. Så for os at se ville det være godt, hvis fondene dannede en fælles organisation eller udarbejdede nogle fælles retningslinjer for os, der gerne vil samarbejde med fondene,” siger Laila Walther.
Hvis ikke kun civilsamfundsorganisationerne, men også fondene bliver organiseret i en brancheforening, vil det ifølge Laila Walther blandt andet kunne medvirke til en øget viden om de søgemuligheder, der er i fondene.
”Ligesom fondene opfordrer os i civilsamfundet til at indgå partnerskaber, ville en brancheforening for fonde måske også styrke fondenes blik for værdien i at indgå i partnerskaber omkring støtte til civilsamfundsorganisationer. Og var fondene organiseret i en brancheforening, kunne det måske føre til nogle nemmere og mere transparente muligheder for, hvordan vi i civilsamfundet søger hos og samarbejder med fondene,” siger Laila Walther.
For os at se ville det være godt, hvis fondene dannede en fælles organisation eller udarbejdede nogle fælles retningslinjer for os, der gerne vil samarbejde med fondene
Laila Walther – Formand, Civilsamfundets Brancheforening
Søren Kaare-Andersen fra Bikubenfonden understreger, at han – som han udtrykker det – ”ikke tror på ideen om at etablere et udvalg, der taler med et andet udvalg.”
”For dermed kommer vi for langt fra hinanden,” siger Søren Kaare Andersen.
Han afviser samtidig direkte, at tiden skulle være moden til at danne en decideret brancheorganisation i fondssektoren i kølvandet på etableringen for fem år siden af Fondenes Videnscenter.
”Før vi startede Fondenes Videnscenter var det ingen hemmelighed, hvad jeg gerne ville. Men nu er Fondenes Videnscenter godt i gang, og det tager fart, så jeg synes, vi skal bruge krudtet dér frem for at diskutere andre modeller. For det bliver folk alligevel ikke enige om,” siger Bikubenfondens direktør.
Retningslinjer vil være kontraproduktivt
Laila Walthers forslag om fælles retningslinjer fra fondene, som ansøgere og andre samarbejdspartnere kan agere efter, får heller ikke en blid medfart hos Søren Kaare-Andersen.
”At udarbejde fælles retningslinjer vil være helt forkert og decideret kontraproduktivt. Hvis hun mener, det er en god idé, må det være fordi, hun tror, at alle fonde er ens. Det offentlige repræsenterer monoismen, mens fondene repræsenterer pluralismen, og sådan skal det også være. Og jeg tror, Laila Walther skal passe på med at ville presse alle fonde ned i samme tragt,” siger Søren Kaare-Andersen.
Jeg tror, Laila Walther skal passe på med at ville presse alle fonde ned i samme tragt
Søren Kaare-Andersen – Administrerende direktør, Bikubenfonden
Steffen Pierini Lüders fra Novo Nordisk Fonden har forståelse for ideen om en fondsbrancheforening som pendant til Civilsamfundets Brancheforening.
”Jeg kan godt se, at det måske er en god idé set fra Civilsamfundets Brancheforenings synspunkt, hvis de kunne sidde overfor en tilsvarende brancheorganisation for fonde, og det har vi ikke noget som helst imod. Vi er en erhvervsdrivende fond, så vi har andre og flere interesser end det filantropiske, og vi er som sådan dækket godt ind med de aktiviteter, der allerede er i Danmark. Men jeg har fuld respekt for hendes synspunkt omkring en fondsbrancheforening set fra civilsamfundets synspunkt,” siger Steffen Pierini Lüders.
- Men Novo Nordisk Fonden vil ikke gå ind i en fondsbrancheforening?
”Det vil vi ikke på nuværende tidspunkt. Vi var med til at etablere Fondenes Videnscenter, som løfter en vigtig opgave og gør det rigtig godt ved blandt andet at bringe mere viden om fondenes arbejde ud i civilsamfundet, men også ved at lave fora, hvor fonde mødes og diskuterer på mange forskellige niveauer. Det bliver jo med mellemrum diskuteret, om der er behov for en brancheforening for fonde, men mit indtryk er, at mange fonde allerede har en udmærket dialog med det politiske system og andre interessenter,” siger Steffen Pierini Lüders.