I lyset af den aktuelle krise med både stigende inflation og energikrise – og heraf stigende priser på både dagligvarer, el og varme, bliver de sociale hjælpeorganisationer bestormet med ansøgninger til årets julehjælp.
Den kritiske økonomiske situation for trængte familier har fået flere fonde til at hæve deres støtte til julehjælp.
Ole Kirk’s Fond har haft tradition for at støtte julehjælp helt tilbage til fondens oprindelse. I flere år har fonden givet 2,5 millioner til julehjælp. Under corona hævede fonden støtten til 3,1 millioner kroner, og i år har de hævet beløbet til julehjælp til 3,9 millioner kroner.
”De 3,9 millioner kroner giver vi til fem faste partnere; Røde Kors, Mødrehjælpen, Blå Kors Danmark, Frelsens Hær og Dansk Folkehjælp, som får det største beløb,” fortæller Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.
En sårbar juletid
Hun betegner julehjælp som en del af fondens dna.
”Julen er en særlig sårbar tid, og det er ikke til at bære, hvis familier ikke har råd til at servere et julemåltid eller skabe en juleaften for deres børn,” mener Karin Skjødt Hindkjær.
Ud over de 3,9 millioner kroner til de fem faste partnere, giver fonden også 300.000 kroner i støtte til julehjælp til nogle mindre organisationer og lokale foreninger i Billund-området.
Derudover har fonden givet 5,4 millioner kroner til Foreningen Støtte for Mødre og Børn, hvor trængte mødre kan søge legater – blandt andet til julehjælp.
”Foreningen er blevet væltet ned af ansøgere, fordi gruppen af økonomisk trængte mennesker er blevet bredere. Der er virkelig mange, som er under pres. For er du eneforsørger på overførselsindkomst, er dit rådighedsbeløb så lavt, og hvis så elregningen bliver fordoblet, eller gasregningen firedoblet, så går du fra ingenting til slet ingenting,” siger Karin Skjødt Hindkjær.
Tradition for julehjælp
Også Poul Due Jensens Fond har tradition for at uddele julehjælp.
”I mange år har vi uddelt to millioner kroner til julehjælp, men på grund af inflationen og det vi hører fra hjælpeorganisationerne, hæver vi i år beløbet til tre millioner kroner,” fortæller Kim Nøhr Skibsted, direktør i Poul Due Jensens Fond.
De tre millioner fordeles med 1,2 millioner kroner til både Røde Kors og Mødrehjælpen, 500.000 kroner til Dansk Folkehjælp og 100.000 kroner til Børnehjælpsdagen.
”Derudover har vi gennem flere år også haft dialog med lokale partnere blandt andet i Bjerringbro, hvor vi blandt andet har hjulpet med transport og udbringning af mad til juleaften. Det er muligt, at det sker igen,” forklarer Kim Nøhr Skibsted.
Mindre organisationer
Hos Oak Foundation har de også tradition for at uddele julehjælp, og i år uddeler fonden 3,3 millioner kroner.
”Det er det samme beløb som sidste år, men fordi 3,3 millioner kroner er et stort beløb, har vi ikke valgt at sætte beløbet op. Til gengæld har vi i år et særligt fokus på mindre organisationer, og vi støtter mere end 75 organisationer,” fortæller Esther Nørregård-Nielsen, direktør i Oak Foundation Denmark.
Årets støtte til julehjælp går blandt andet til en stribe krisecentre, til Stenbroens jurister, Hus Forbi, Hjælp til Hjemløse, Menighedsplejen og Operation Julegaveregn. Via lokale grønlandske organisationer får samtlige børnehjemsbørn og skolehjemsbørn på Grønland også julehjælp. Af større organisationer har fonden i år givet støtte til julehjælp til Frelsens Hær og Kirkens Korshær.
Vi vil gerne sætte fokus på alle de grupper, som ikke hører hjemme i mainstreamtilbuddene
Esther Nørregård-Nielsen – Direktør, Oak Foundation Denmark
”I år giver vi til relativt få af de store organisationer. Ikke fordi vi synes, at de store gør et dårligt stykke arbejde, men fordi vi gerne vil sætte fokus på alle de grupper, som ikke hører hjemme i mainstreamtilbuddene,” forklarer Esther Nørregård-Nielsen.
Hun mener, at julehjælp er historisk betinget.
”Historisk er der en lang tradition for, at man giver julehjælp til mad og gaver, så på den måde er julehjælp meget systematiseret. Samtidig er julen også det tidspunkt, hvor alle er samlet, og hvor man direkte kan sammenligne sig med andre. Så det er et meget åbenlyst sted at se uligheden i samfundet,” siger hun.
Købmænd giver julehjælp
KFI Erhvervsdrivende Fond har lavet puljer til julehjælp – både sidste år og i år. Sidste år var puljen til julehjælp på fem millioner, i år er puljen forhøjet til seks millioner på grund af den aktuelle økonomiske situation.
Begge år er det frie købmand, der kan søge fonden om en uddeling på 25.000 kroner, som de kan bruge til at gøre en forskel lokalt i juletiden, for eksempel i samarbejde med velgørende foreninger, plejehjem eller børnehjem.
”Mange steder er købmanden det naturlige omdrejningspunkt og en af de større arbejdspladser i lokalsamfundet. Derfor er forventningerne til dem om at yde støtte eller sponsorere lokalt også høje. Det er baggrunden for, at vi har valgt at etablere puljen. Købmændene er selv hårdt ramt på økonomien på grund af de store elregninger. Dem forsøger vi samtidig at hjælpe via en særlig
uddelingspulje, som vi kalder ”Energitilskud”,” siger adm. direktør i KFI Erhvervsdrivende Fond, Terje List.
Økonomisk desperation
Hos KV Fonden har man aldrig haft tradition for at give støtte til julehjælp, men fordi fondens legater til enlige mødre typisk udbetales i december måned, opfatter mange det som julehjælp.
”I år uddeler vi 3.750.000 kroner i legater til enlige mødre, men vi har fået ansøgninger ind på 19,1 millioner kroner, så det er kun en brøkdel af behovet, vi kan dække,” fortæller Henrik Amand Holtegaard, adm. direktør i KV Fonden.
I alt har fonden fået knap 6.000 ansøgninger til deres legater – heraf godt 2.500 fra enlige mødre.
”Det er en stigning på 30 procent, og de har ingen penge de her enlige mødre. Det er en frygtelig udvikling med både inflation og energikrise, hvor de mest sårbare bliver hårdest ramt, og vi kan se, at målgruppen for vores legater bliver bredere,” siger Henrik Amand Holtegaard og fortsætter:
”En del af dem, der ikke har fået et legat, har både ringet og skrevet, fordi de er desperate. De ved simpelthen ikke, hvad de skal gøre. Hvordan de skal betale deres regninger eller få råd til julen.”
Støtte til fælles ansøgning
Også Den A.P. Møllerske Støttefond har tradition for at give støtte til ansøgninger fra organisationer om julehjælp, og i år har fonden givet 10 millioner kroner til en fælles ansøgning fra de fem store organisationer; Røde Kors, Mødrehjælpen, Frelsens Hær, Blå Kors Danmark og Dansk Folkehjælp.
Fundats har forsøgt at få en uddybende udtalelse om støtten fra sekretariatschef Thomas Wohlert, men han har takket nej til et interview.