”Med udnævnelsen gennemfører vi en historisk ændring i fondets organisation, som skal sikre større gennemsigtighed i fondets virke og tydeligt markere grænsen mellem fondsledelsen og fondsbestyrelsen.”
Sådan lød det blandt andet i september 2022 fra bestyrelsesforkvinden i Carlsbergfondet Majken Schultz, da det blev offentliggjort, at fonden netop havde fundet sin første direktør i skikkelse af Lasse Horne Kjældgaard.
Primo januar satte 48-årige Lasse Horne Kjældgaard, der kommer fra en stilling som centerleder og professor på Syddansk Universitet, sig i direktørstolen i fondens hovedsæde på H.C. Andersens Boulevard i København.
Dermed levendegjorde han den varslede historiske ændring af organisationen i én af verdens ældste erhvervsdrivende fonde grundlagt for 147 år siden af brygger J.C. Jacobsen.
I det første interview efter sin tiltræden lægger Lasse Horne Kjældgaard ikke skjul på, at han er meget bevidst om historiens vingesus og den mangeårige indflydelse, fonden har haft og stadig har på store dele af det danske samfund.
”Jeg føler et stort ansvar for Carlsbergfondet, som har haft så stor betydning ikke kun for dansk forskning, men også for samfundets udvikling i det hele taget. Når det er sagt, har jeg som den første direktør det privilegium ikke at have nogen forgænger. Jeg kan dermed, selvfølgelig i dialog med bestyrelsen og sekretariatet, være med til at udforme denne stilling på en måde, så den passer til 2023,” siger Lasse Horne Kjældgaard.
Har selv fået støtte
Carlsbergfondet, hvis indtægter primært stammer fra udbytte af fondens aktier i Carlsberg A/S, indtog i 2021 en 7. plads på listen over Danmarks 100 mest uddelende fonde med samlede bevillinger for 759 millioner kroner. Og kort tid efter, at Majken Schultz for et år siden tiltrådte som bestyrelsesforkvinde, fastslog hun over for Fundats, at forventningen til de næste fem år også er et årligt uddelingsniveau på omkring 750 millioner kroner ud om året.
Lasse Horne Kjældgaard, der ud over Syddansk Universitet har en fortid på både Københavns og Roskilde Universitet, understreger, at han inden, direktørjobbet kom på tale, i årevis har kendt Carlsbergfondet særdeles godt fra et ansøgerperspektiv.
”Jeg har haft det store privilegium flere gange at blive støttet af Carlsbergfondet på vigtige tidspunkter i min karriere,” fortæller han.
Jeg kommer med stor erfaring og et godt kendskab til ret mange danske universitetsmiljøer, og den viden vil jeg bruge aktivt i mit nye job
Lasse Horne Kjældgaard – Direktør, Carlsbergfondet
Direktøren forventer, at netop den ballast, han har med sig fra sine ansættelser i universitetsverdenen, vil komme ham til gavn i det nye job.
”Jeg kommer med stor erfaring og et godt kendskab til ret mange danske universitetsmiljøer, og den viden vil jeg bruge aktivt i mit nye job. Jeg har samtidig et forholdsvis bredt repertoire inden for humaniora og samfundsvidenskab. Det giver mig et vidensgrundlag, samtidig med at jeg har et rimeligt stort netværk på universiteterne,” siger Lasse Horne Kjældgaard.
Universiteter skal inddrages mere
Noget af det, starten i direktørjobbet har åbnet Lasse Horne Kjældgaards øjne for, er betydningen af Carlsbergfondets underliggende afdelinger.
”Mine første tre-fire uger som direktør har givet mig et indblik i, hvor sammensat en størrelse Carlsbergfondet er, fordi fonden både støtter grundforskning og også støtter en række vigtige formål gennem de underliggende afdelinger Tuborgfondet, Carlsberg Laboratorium og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Jeg var selvfølgelig i forvejen godt klar over, hvad Carlsbergfondet støtter og omfatter, men min start i fonden har tydeliggjort for mig, hvor vigtige de underliggende afdelinger er for det samlede virke,” siger han – og tilføjer:
”Det har været en glædelig opdagelse, for det er da spændende, at fonden også omfatter disse vigtige institutioner, som udspringer af lidenskaber og ambitioner for det danske samfund om at udbrede kendskabet til videnskab, kunst og historie.”
Min start i fonden har tydeliggjort for mig, hvor vigtige de underliggende afdelinger er for det samlede virke
Lasse Horne Kjældgaard – Direktør, Carlsbergfondet
Når Lasse Horne Kjældgaard fortæller, hvad han især skal fokusere på som fondens første direktør, åbenbares en temmelig lang to-do-liste.
”Vi er en fond, der støtter fri grundforskning og interesserer os for den fri forsknings grundvilkår ved blandt andet at lytte til forskernes ideer. Jeg skal sørge for at udvide den dialog, så universiteterne drages mere ind og bliver spurgt, hvad de har brug for, så vi sikrer, at vi bedst muligt bidrager til og fremmer vilkårene for forskning i Danmark. Jeg kommer derfor til at lave en del opsøgende arbejde både i forhold til universiteternes ledelser og hele det forskningsadministrative miljø rundt omkring på institutionerne,” siger Lasse Horne Kjældgaard.
Nye modeller for samarbejde med underafdelinger
En anden vigtig opgave bliver at styrke dialogen på tværs af Carlsbergfondets afdelinger, fortæller han.
Lasse Horne Kjældgaards blå bog
- Født: 2. juni 1974 (48 år).
- Uddannelse: Cand.mag. i dansk og engelsk (2000) og ph.d. i nordisk litteratur (2005) fra Københavns Universitet samt dr.phil. fra Roskilde Universitet (2017).
- Direktør i Carlsbergfondet siden 1. januar 2023.
- Tidligere blandt andet centerleder og professor på H.C. Andersen-Centret ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, leder for Georg Brandes-forskeruddannelsesprogrammet på Københavns Universitet, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og professor på Roskilde Universitet.
- Forfatter til flere bøger, blandt andre ’Meningen med velfærdsstaten: Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede’ (2018).
”Vi vil gerne arbejde så meget sammen som muligt – og så meningsfuldt som muligt. Det leder vi efter nye modeller for. Noget andet og meget vigtigt, der ligger på mit bord, er vores strategi, som vi er ved at kigge på og skal have fornyet. Den proces skal vi fra sekretariatets side selvfølgelig levere kvalificeret input til. Og samtidig er vi i gang med at styrke vores bevillingsenhed, så den fremadrettet kan løse analytiske opgaver, som vi ikke tidligere har haft mulighed for,” siger Lasse Horne Kjældgaard.
Også når den fem personer store bestyrelse i Carlsbergfondet holder møde, skal Lasse Horne Kjældgaard sidde med til bords.
”Her bliver min rolle at levere input til de forskellige punkter og give bestyrelsen et grundlag, der kan kvalificere deres beslutninger. Men jeg deltager selvfølgelig uden stemmeret og uden indflydelse på de beslutninger, bestyrelsen træffer,” understreger han.
- Da du blev ansat, nævnte Majken Schultz i en pressemeddelelse også betydningen af, at I som fond er i dialog med politikerne om forskningens vilkår og udfordringer. Skal du også have en form for lobbyistrolle i relation til dialog med den politiske verden?
”Ja. Det er ikke noget, jeg har taget hul på endnu. Men det er meningsfuldt, at når vi støtter universitetssystemet, som er et politisk område, at vi også er i dialog med politikerne og især forskningsordførerne,” siger Lasse Horne Kjældgaard.
Mere tidssvarende governancemodel
Lasse Horne Kjældgaard er tiltrådt som direktør nøjagtigt ét år efter, at Majken Schultz afløste Flemming Besenbacher som fondens bestyrelsesformand
I et interview i Fundats i januar 2022 fortalte Majken Schultz om den radikale modernisering af fonden, som hun så frem til at stå i spidsen for – en modernisering, som blandt andet skulle indebære brug af bedømmelsespaneler til at screene ansøgningerne, udvidelse af paletten af virkemidler, valg af en næstformand til bestyrelsen og ansættelse af en direktør.
Lasse Horne Kjældgaard vægrer sig dog lidt, da han får spørgsmålet om, hvorvidt Carlsbergfondet med de igangsatte moderniseringstiltag er ved at blive ’støvet af’.
”Kernen i fonden, at støtte den fri grundvidenskabelige forskning, synes jeg aldrig har været støvet, men tværtimod visionær, hvis man skal benchmarke sig i forhold til mange andre fonde. Den fri grundforskning er ikke en autonom, verdensfjern beskæftigelse. Forskerne bringer deres tid og deres tids udfordringer ind i deres forskning. Når Carlsbergfondets forskningsstøtte er uden idékatalog og vejviser, er det netop fordi, at den hviler på overbevisningen om, at de bedste og mest relevante forskningsideer kommer fra forskerne selv. Når det er sagt, så er den governancemodel, vi har nu, meget mere tidssvarende end tidligere,” siger han.
Kernen i fonden, at støtte den fri grundvidenskabelige forskning, synes jeg aldrig har været støvet, men tværtimod visionær, hvis man skal benchmarke sig i forhold til mange andre fonde
Lasse Horne Kjældgaard – Direktør, Carlsbergfondet
Generelt er det heller ikke umiddelbart Lasse Horne Kjældgaards oplevelse, at den danske fondssektor i disse år bliver ’støvet af’.
”Fondssektoren udvikler sig, ligesom andre sektorer udvikler sig, men fordi man driver en fond eller en virksomhed anderledes nu, end man gjorde for 20 år siden, behøver det ikke at betyde, at den var utidssvarende for 20 år siden. Men det er tydeligt at se, at i takt med, at fondene spiller en stadig større rolle i finansieringen af dansk forskning og medvirker til at løfte niveauet af forskningen, vokser fondenes ansvar tilsvarende. Og dét ansvar er vi meget bevidste om – det skal forvaltes med ordentlighed og størst mulig transparens,” understreger Lasse Horne Kjældgaard.
Vigtigt at turde løbe en risiko
- Hvad er efter din mening Carlsbergfondets største muligheder og udfordringer?
”Vilkårene for den fri grundforskning bliver mere og mere trange på grund af dels den måde, som universiteterne driver forskningspolitik på, men også grundet de meget store midler, der tilflyder missionsdrevet forskning. Derfor ser vi i Carlsbergfondet en stærk og meget vigtig mulighed i at fortsætte med at støtte fri grundforskning og støtte det lange, seje træk i forskningen,” siger Lasse Horne Kjældgaard.
Vilkårene for den fri grundforskning bliver mere og mere trange på grund af dels den måde, som universiteterne driver forskningspolitik på, men også grundet de meget store midler, der tilflyder missionsdrevet forskning
Lasse Horne Kjældgaard – Direktør, Carlsbergfondet
Han oplever en tendens i Danmark til, at mange tænker i forskningsprojekter af kortere varighed, på trods af at en række videnskabelige gennembrud hviler på arbejde gennem årtier.
”Carlsbergfondet er kendt for både at være trofast over for grundforskning og for vores risikovillighed. Da fonden støttede Willi Dansgaard i 60’erne og 70’erne, var det en vild satsning, men i dag er hans forskning essentiel for den internationale forskning i klimaforandringer. Et andet godt og klassisk eksempel er fondens støtte til Niels Bohr, som i 1911 søgte om 2.500 kroner for at kunne rejse til Cambridge og studere atomets natur. Det bevilgede fonden ham på vegne af en kortfattet ansøgning. Evnen til at løbe en risiko og støtte det lange, seje træk giver nogle fortsatte muligheder for Carlsbergfondet, og selvom tankegangen ikke er ny for fonden, er behovet bestemt ikke blevet mindre,” siger den nye direktør.
Når det gælder spørgsmålet om fondens største udfordring, er der stille i røret i lang tid, inden svaret kommer fra Lasse Horne Kjældgaard:
”Den største udfordring er, at vi skal spille sammen med et universitetssystem, som måske ikke altid er så risikovilligt, og som måske heller ikke har den samme tålmodighed, som vi har.”