Det er ikke gået ubemærket hen, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) på Fondenes Dag den 1. oktober både roste de små og mellemstore fonde og inviterede dem til et tættere og mere struktureret samspil med det politiske system.
Hos de to lokalfonde Møllerens Fond og Spar Nord Fonden erklærer bestyrelsesformændene sig meget tilfredse med de rosende ord fra ministeren. De har dog mere delte meninger om, hvordan et samspil med det politiske system konkret kan eller skal formes.
"I udgangspunktet er det selvfølgelig dejligt og positivt at høre, at en minister melder sådan ud, fordi det bekræfter, at fondene har en ret central samfundsmæssig rolle at spille – både de store, men også de små og mellemstore. Den konstatering er jeg meget enig i, fordi jeg kan både se og mærke, at det har sin betydning, at vi er her,” siger bestyrelsesformand Jørgen Clausen fra Møllerens Fond, der især støtter aktiviteter på Fyn.
Fondene har en stærk berettigelse i lokalområdet og handler ud fra den viden, som de har derfra. Det er et ret så vigtigt særkende. Og det skal man passe på ikke at fjerne ved på en eller anden måde at centralisere fondenes tilgang.
Jørgen Clausen – bestyrelsesformand, Møllerens Fond
"Der hvor det måske kan blive lidt mere vanskeligt er, i hvilket omfang man kan synkronisere samspillet mellem nogle centrale initiativer og de mindre fonde især. Her tror jeg egentlig, som ministeren også siger, at fondene har en stærk berettigelse i lokalområdet og handler ud fra den viden, som de har derfra. Det er et ret så vigtigt særkende. Og det skal man passe på ikke at fjerne ved på en eller anden måde at centralisere fondenes tilgang. Det vil være uendelig forkert," fortsætter Jørgen Clausen.
Også bestyrelsesformand Michael Slavensky Dahl fra Spar Nord Fonden er glad for ministerens tale. Han erklærer sig parat til at gå tættere ind i samarbejdet med det politiske system, ligesom Simon Kollerup efterlyste.
"Allerede i dag har vi et godt samarbejde f.eks. med Aalborg Kommune, men også andre kommuner. Det er vigtigt for os at høre, hvad det politiske system har fokus på. Og hvordan det spiller sammen med de ting, som vi har fokus på. Der hvor der er fællesmængder, er vi jo meget interesserede i at samarbejde. Og specielt i situationer, hvor der er kriser og behov for, at alle arbejder med at redde de institutioner, vi hver især er interesserede i, så synes jeg, at det giver ekstraordinær mening, at man har et tættere samarbejde med det politiske system, herunder også regeringen," siger Michael Slavensky Dahl.
Dialog gennem Fondenes Videnscenter
Hvordan et tættere samspil mellem de små og mellemstore fonde og det politiske system kunne se ud i praksis, er ifølge Michael Slavensky Dahl et sværere spørgsmål. I Danmark har fondene i modsætning til i mange andre europæiske lande ingen brancheorganisation, der på fondenes vegne kan gå i dialog med det politiske system.
Man kunne måske bruge Fondenes Videnscenter til at facilitere sådan en dialog
Michael Slavensky Dahl – bestyrelsesformand, Spar Nord Fonden
“Hvordan samspillet kan struktureres, er jeg mere usikker på, og jeg har ikke noget konkret forslag til det. Men Fondenes Videnscenter er jo én vej ind i at have en dialog kørende med det politiske system. Det er klart, at vi kan ikke nødvendigvis løfte lige så meget som Carlsbergfondet og Novo Nordisk Fonden har gjort omkring corona-indsatsen. Men vi kan gavne på nogle andre områder. Og man kunne måske bruge Fondenes Videnscenter til at facilitere sådan en dialog," siger Michael Slavensky Dahl.
– Måske vil ikke alle være enige i, at det politiske system ved, hvilke samfundsudfordringer, der er de største eller mest presserende. Er der ikke en risiko i at gå ind i de politiske dagsordener, der er oppe i tiden, frem for som fond at stå mere uafhængigt af den slags betragtninger?
"Selvfølgelig skal vi generelt være påpasselige med bare at tage politikernes ord for, hvad der er det vigtigste netop nu. Men en krise som covid-19 sætter jo et vist fokus på et bestemt område, hvor vi ret hurtigt kan blive enige om, hvilke problemstillinger, der er. Så der er den ligesom ryddet af vejen, synes jeg. Som fonde skal vi så se på, hvad vi inden for vores fundats og interesser kan finde af fokusområder, som vi kan afhjælpe i forbindelse med sådan en krise. Her er det væsentligt at vide, hvad det offentlige og politiske system gør. Og dermed hvor kan vi supplere hinanden,” siger Michael Slavensky Dahl.
I Møllerens Fond lægger formand Jørgen Clausen stor vægt på, at et mere struktureret samspil ikke må ende med at give mindre selvbestemmelse til den enkelte lokale fond.
"Vi lægger mange kræfter i at give Møllerens Fond et individuelt præg. Og for os er noget af det gode den vekselvirkning imellem, at vi forstår, hvad der foregår lokalt, men samtidig hele tiden har nogle meget overordnede samfundsmæssige briller på. Så jeg har umiddelbart svært ved at se, hvordan man kan lave et mere velstruktureret samarbejde. Men man kunne da godt forestille sig, at man fra politisk hold kunne prøve at sende nogle tematikker ud til debat blandt fondene og se, om der var nogle af dem, som kunne give nye veje og muligheder og så lade fondene selv positionere sig i forhold til tematikkerne. Det kunne jeg godt se for mig, og det kunne give nogle gode diskussioner og også flytte nogle midler. Men det skal bestemt ikke være en stor synkroniseret proces, hvor alle retter ind. Det skal nærmere være en mulighed for, at man kan spille med på en dagsorden," siger Jørgen Clausen.
Novo Nordisk Fonden ser gerne mere dialog
Erhvervsministerens tale på Fondenes Dag indeholdt også andre opfordringer til samarbejde end forslaget til de små og mellemstore fonde om et mere struktureret samspil med regeringen.
Simon Kollerup gjorde det nemlig klart, at han gerne vil udvikle politik på fondsområdet sammen med alle interesserede fonde – uanset størrelsen.
Og den invitation har Novo Nordisk Fondens senior vice president for communication, Steffen Lüders, noteret sig.
"For det første synes jeg, at erhvervsministeren holdt en virkelig, virkelig god tale, som det er meget svært ikke at være ultrapositiv over. Det var en imødekommende og anerkendende tale, hvor han jo – synes jeg – gik rigtig langt i forhold til at opfordre til et endnu tættere samarbejde og dialog. Så det må vi bare kvittere for," siger Steffen Lüders.
Selvom fonden understreger, at rollefordelingen skal være den rigtige, vil den gerne bidrage til at skabe et kvalificeret beslutningsgrundlag til brug i det politiske system.
I Novo Nordisk Fonden har vi regelmæssige møder med mange politikere, og det er sikkert noget, vi vil have endnu mere af i fremtiden. Og det kan en brancheforening ikke erstatte.
Steffen Lüders – Senior Vice President for Communication, Novo Nordisk Fonden
"Hans opfordring til os om at hjælpe – for han siger jo, at det politiske system også har brug for hjælp, input og sparring – det vil vi også kvittere for. Den invitation tager vi gerne imod. Det er jo ikke vores opgave at drive politik – det er politikernes opgave. Men vores opgave kan være at være med til at give den viden og information, der kan gøre, at man kan træffe politiske beslutninger på det rigtige grundlag. Det er dér, de forskellige roller ligger," siger Steffen Lüders.
Og Novo Nordisk Fonden erklærer sig også parat til at skrue højere op for dialogen med det politiske system end hidtil.
"Dialogen mellem fondene og det politiske system er jo steget voldsomt i de sidste fem-ti år. Hvor fondene for ti år siden ikke var særligt aktive med at engagere sig i debatter, diskussioner, dialoger og møder, så er der i dag et helt andet aktivitetsniveau. Og det, jeg hører ministeren sige, er, at det vil han gerne have endnu mere af. Til det kan vi bare sige, at budskabet er modtaget og forstået. Og vi vil gøre vores til at øge dialogen yderligere," siger Steffen Lüders.
– En oplagt dialogpartner for en regering ville være en brancheorganisation, der kan strukturere dialogen indadtil med sine medlemmer og udadtil mod det politiske system. Det har fondene ikke, så hvordan strukturerer man så dialogen?
"Jeg tror, at uanset om du har en brancheorganisation eller ej, så vil politikerne meget gerne have en direkte dialog med enkeltspillere også. For hvis de bare skulle tale med brancheforeninger og ansatte lobbyister, så ville de jo nok have en frygt for at misse nogle af de vigtige ting, man ellers kan få at vide ved at tale direkte med aktørerne selv. Og der har vi jo i Danmark et meget åbent system, så hvem som helst sådan set kan få et møde med en politiker, hvis ellers politikeren synes, det er relevant. Og i Novo Nordisk Fonden har vi regelmæssige møder med mange politikere, og det er sikkert noget, vi vil have endnu mere af i fremtiden. Det er en meningsudveksling, hvor vi både fortæller noget og lytter. Og det kan en brancheforening ikke erstatte,” siger Steffen Lüders.