Cille Grøndahl Mønsted, der siden 1. juni 2021 har været fungerende sekretariatschef i Carlsbergfondet, tiltræder stillingen per 1. december i år.
Det oplyser Carlsbergfondet i en pressemeddelelse.
Cille Grøndahl Mønsted har været ansat i Carlsbergfondet siden 2017. I 2020 blev hun udnævnt til kommunikationschef og i sommer trådte hun ind som fungerende sekretariatschef efter Peter Thostrup, der blev direktør for Lundbeckfondens talentprogrammer.
”Jeg er meget glad for, at Cille Grøndahl Mønsted nu træder ind i stillingen som sekretariatschef i Carlsbergfondet. Udover at være en meget respekteret og værdsat medarbejder og kollega, har Cille Grøndahl Mønsted gennem sine nu fire år i Carlsbergfondet udvist et fremragende talent for at favne hele fondets opgaveportefølje lige fra kommunikation til fondsfunktionen. Desuden har hun vist yderst stærke lederegenskaber, som vi i bestyrelsen sætter meget stor pris på,” udtaler bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.
Cille Grøndahl Mønsted er 41 år og uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Udover sit virke i Carlsbergfondet har hun gennem de seneste år været ansat på både Ny Carlsberg Glyptotek samt i Ny Carlsbergfondet.