Den 11 personer store bestyrelse i Julemærkefonden har fået et nyt ansigt.
50-årige Mette Lindgaard, der betegnes som en af landets førende eksperter inden for velfærd på både kommunalt og nationalt niveau, er således netop indtrådt som nyt bestyrelsesmedlem i Julemærkefonden.
Mette Lindgaard, som er partner i revisions- og konsulentvirksomheden Pwc, har arbejdet med velfærdsområdet i 20 år som embedsmand, kommunal chef og konsulent. Hun har blandt andet været ansvarlig for en lang række strategiske projekter med fokus på sårbare børn og unge, voksne og ældre.
Med sin store viden om sårbare og udsatte børn kan hun tilføje nye indsigter til vores arbejde.
Søren Ravn Jensen – direktør, Julemærkefonden
”Vi er glade for at kunne tilknytte Mette Lindgaard til vores bestyrelse. Med sin store viden om sårbare og udsatte børn kan hun tilføje nye indsigter til vores arbejde. Det gælder både i vores arbejde med børnenes udvikling og i dokumentationen af vores resultater,” siger direktør i Julemærkefonden Søren Ravn Jensen i en pressemeddelelse.
Lige så stor er glæden hos det nye bestyrelsesmedlem.
”Jeg er utrolig glad for at blive en del af Julemærkefondens bestyrelse, fordi jeg herigennem får mulighed for at bruge min erfaring og kompetencer på en meget vigtig sag, der står mit hjerte nær,” siger Mette Lindgaard.
Julemærkefondens bestyrelse består af 11 medlemmer: Syv personer fra erhvervslivet, private eller offentlige organisationer og fire medarbejdervalgte repræsentanter. Formand er HR-chef i Postnord Hans Erik Lindkvist.
Beskedent fald i salg af Julemærket
Blandt de punkter, bestyrelsen netop har haft på dagsordenen, er status for salget af Julemærket i 2020.
De senere år er interessen for at sende julekort med posten dalet, og i takt med det er salget af Julemærket gået tilsvarende ned. Derfor havde fonden på forhånd en forventning om et fald i salget af 2020-udgaven af Julemærket på op til 10 procent sammenholdt med 2019.
Men omsætningen i 2020 endte på 9,9 millioner kroner, og dermed er der tale om et beskedent fald på fire procent i forhold til omsætningen på 10,3 millioner kroner i 2019.
”Vi er meget tilfredse med årets resultat, og vi er dybt taknemmelige for, at så mange har valgt at støtte os. Det viser, at det lille Julemærke stadig har en stor betydning for mange danskere,” siger Søren Ravn Jensen.
I forhold til 2019 er salget gået lidt tilbage i supermarkeder og detailhandlen, mens der til gengæld er fremgang at spore i netbutikker. Her har corona-restriktioner, som har fået flere til at handle over nettet, givetvis spillet en rolle, pointerer fonden i en pressemeddelelse.
Julemærkefonden varetager driften af fem Julemærkehjem i Danmark. Hvert år får 1.000 børn i alderen 7-14 år via et ophold på et Julemærkehjem hjælp til at tackle problemer som mistrivsel, mobning og ensomhed.