Hans Kann Rasmussen udtræder af Velux Fonden, som hans far Villum Kann Rasmussen stiftede i 1981 – ti år efter stiftelsen af hovedfonden i fondsfamilien, Villum Fonden.
Hans Kann Rasmussen har i sit formandskab blandt andet haft fokus på bæredygtighed og miljø, og han efterlader et grønt aftryk på fondens indsatser for fremtiden.
”Som formand har Hans Kann Rasmussen søgt at skabe et forum i bestyrelsen, hvor alle har lyst til at fremkomme med idéer, forslag, ønsker, holdninger og betænkeligheder af enhver art som forudsætning for et entusiastisk samarbejde om i fællesskab at finde de bedst mulige løsninger på fondsbestyrelsens opgaver,” udtaler Minik Rosing, næstformand i Velux Fonden i en pressemeddelelse.
Hans Kann Rasmussen har set det som en stor værdi for fonden at støtte humanistisk forskning i bred forstand, ligesom fundatsens bestemmelser om støtte til ældreområdet i særdeleshed, og socialområdet i almindelighed, har været vigtige for ham.
”Hans er ingeniør af uddannelse, og humanist i hjertet, og begge dele har fonden nydt godt af i alle disse år,” siger Minik Rosing.
Hans Kann Rasmussen har været medlem af og formand for Velux Fonden siden 2006, og da han har rundet 75 år, udtræder han i henhold til den fundatsbestemte aldersgrænse i fonden.
Det bliver Lykke Ogstrup Lunde, der overtager posten som forperson i fond. Det blev besluttet på bestyrelsen årsmøde den 11. maj, oplyser fonden i en pressemeddelelse.
Lykke Ogstrup Lunde er barnebarn af stifteren og sidder i forvejen som forperson i fondsfamiliens schweiziske fond Velux Stiftung, hvor hun har været bestyrelsesmedlem siden 2009.
Hun er uddannet journalist og hendes fagområde ligger inden for finanssektoren med særligt fokus på kapitalforvaltning, bæredygtige investeringer samt ’impact-investeringer’
Litteraturprofessor erstatter Oddershede
I forbindelse med bestyrelsens årsmøde udtræder også professor, cand.scient. Jens Oddershede af bestyrelsen. Han har også rundet 75 år og udtræder i henhold til den fundatsbestemte aldersgrænse i fonden.
Jens Oddershede har siddet i bestyrelsen siden 2014 og har været medlem af fondenes investeringskomité og den humanvidenskabelige arbejdsgruppe.
Som nyt bestyrelsesmedlem har Velux Fondens bestyrelse valgt professor, lic. phil. Anne Marie Mai.
Anne-Marie Mai er professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet på Institut for Kulturstudier. Siden 1988 har hun undervist i de litterære og kulturvidenskabelige fag på Dansk, suppleringsfag i Skrivekunst og Scandinavian Area Studies, narrativ medicin på BA Medicin og kandidatuddannelsen i Sundhedsvidenskab.
Anne-Marie Mai ser frem til at bidrage til Velux Fondens arbejde:
”Jeg har fulgt fondens arbejde i mange år og erfaret, hvor stor en betydning, det har for forskningen i Danmark. Kernegruppeprogrammet for humaniora har fremmet fremragende projekter, og museumsprogrammet har allerede givet mange resultater. Jeg er meget glad for og stolt over at få lov til at deltage i Velux Fondens arbejde,” udtaler Anne Marie Mai.