Der er blevet talt meget om problemet med indirekte meromkostninger og manglende overheadbetaling ved fondsfinansieret forskning på universiteterne de seneste seks til syv år.
I øjeblikket pågår tilsyneladende intense forhandlinger mellem universiteterne på den ene side og de fem dagsordenssættende private storfonde på den side. Det er fonde som tilsammen betaler i omegnen af 20 procent af de samlede offentlige og private bevillinger til forskning, der bedrives på landets universiteter.
Men om det denne gang ender i konkrete løsninger, eller om stillingskrigen fortsætter mellem dem, der bestemmer hvilken forskning, der skal nyde fremme, og dem der leverer forskningen, er endnu uvist.
Kun ved vi, at den minister, der har ansvaret for at påse, at universiteterne lever op til deres forpligtelser, har valgt at forlade det forhandlingsrum, som netop blev designet til formålet i 2018 - nemlig Forum for Forskningsfinansiering.
For universiteternes vedkommende er det dog ikke trivielle detaljer eller ligegyldige bogføringsprincipper, der forhandles om.
Det er derimod et helt fundamentalt problem, som skiftende regeringer med varierende styrke har betonet siden 2017. Her fremlagde den daværende VLAK-regering en forskningspolitisk strategi, som blandt andet havde til formål netop at løse problemet med det voksende gab mellem overheadbetaling og det reelle omfang af ekstraudgifter, som det koster et universitet, når en af deres forskere får succes med en ansøgning hos en af storfondenes magtfulde bevillingsudvalg.
Udhuler strategisk handlerum
Når universiteterne modtager fondsmidler til forskningsprojekter, følger der indirekte meromkostninger med til for eksempel husleje, HR-personale, anlæg til forsøgsdyr, bibliotekarer, jurister og regnskabsfolk. Det er penge som ofte ikke er fuldt dækket af fondsbevillingerne og derfor tages fra universiteternes egne basismidler. Basismidlerne er dem, som universitetsledelsen skal bruge til at finansiere universitetets egne strategiske prioriteringer.
Eller som Uddannelses- og Forskningsministeriets departement selv formulerede det, da VLAK-regering i december 2017 fremlagde sit forskningspolitiske udspil ’Danmark – klar til fremtiden’:
”Universiteterne skal løse en samfundsmæssig opgave, som de er forpligtet til, og de skal have deres strategiske handlerum, det er ikke til diskussion, for det står i loven. Initiativet går ud på at sikre, at de også fremover har deres strategiske handlerum, selv i en situation, hvor der kommer endnu flere penge fra de private fonde.”
Siden er de eksterne midler fra de private fonde kun blevet meget større, end man forestillede sig i 2017.
Problemet eskalerer
De store forskningsfonde har fra begyndelsen været lunke overfor statens økonomiske mæglingsforsøg. Fondene har tidligere forklaret, at selvom de godt er klar over, at de ikke betaler hele regningen, så hverken vil eller kan de betale for omkostninger, som de ikke præcist ved, hvad dækker over.
Universiteternes udgiftsmodeller har nemlig ikke været så sofistikerede, at de præcist kan henføre en andel universitets meromkostninger til det konkrete forskningsprojekt.
Desuden har nogle af fondene imødekommet ønsket om større dækning og har derfor øget deres overheadtillæg en smule. Og endelig argumenterer nogle af fondene for, at de i visse tilfælde dækker samtlige omkostninger i deres projekter – det sker for eksempel, når Novo Nordisk Fonden giver en fuld driftsbevilling til et helt forskningscenter over en længere årrække.
Ikke desto mindre er det grundlæggende problem ikke blevet løst. Tværtimod er det visse steder gået fra slemt til værre.
Eksempelvis har statens egne rådgivere på området – Danmark Forsknings- og Innovationspolitisk Råd, DFiR advaret om, at det kan få store skadelige konsekvenser, hvis de mange fondsmidler håndteres forkert.
Senest har både DARMA (Danish Association for Research Managers and Administrators), Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Tænketanken DEA argumenteret for, at problemet med skævvridning af forskningen og udhulingen af universiteternes basisøkonomi er eskaleret i sådant et omfang, at der er tale om et ”akut” behov for at finde en løsning.
Den eksterne finansiering af forskningen er i voldsom vækst og står nu får 48 procent af universiteternes forskningsindtægter – heraf kommer 43 procent fra de private fonde, og fondenes andel er stigende.
”Findes der ikke en løsning på problemerne med de indirekte meromkostninger, er universiteternes økonomi ikke bæredygtig,” sagde Annedorte Vad, forperson fra DARMA i artiklen.
”Vi nærmer os et sted, hvor nogle af de private fonde ender med at være så store, så de er absolut sammenlignelige med alle de penge, staten bidrager med. Her på DTU har vi i øjeblikket en årlig forskningsindtægt på 2,3 milliarder kroner fra eksterne finansieringskilder, og her fylder fondene stadigt mere. Så det er presserende at finde en løsning,” lød det fra DTU-rektor Anders Overgaard Bjarklev i samme artikel.
Henviser til dialog
Men hvad er årsagen til, at problemet stadig ikke løst?
Det spørgsmål har Fundats bedt de fem storfonde Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Velux Fonden, Lundbeckfonden og Carlsbergfondet om at forholde sig til. Alle fem har nemlig sæde i Forum for Forskningsfinansiering.
Men ingen af fondene ønsker at forholde sig til spørgsmålet.
”Ingen kommentarer,” lyder det fra Villum Fonden og Velux Fonden.
Lundbeckfonden ”ønsker ikke at udtale sig på nuværende tidspunkt, da der er en dialog i gang med universiteterne.”
Et næsten enslydende svar kommer fra Novo Nordisk Fonden:
”Der pågår en god dialog mellem parterne, men på nuværende tidspunkt er der ikke noget konkret at melde ud,” lyder det i et skriftligt svar fra Søren Nedergaard, Chief Operation Officer hos Novo Nordisk Fonden.
Heller ikke Carlsbergfondet ønsker at udtale sig:
”I anerkendelse af, at der er behov for at afklare omkostningsstrukturerne i relation til fondsfinansieret forskning i Danmark, deltager Carlsbergfondet sammen med en række øvrige danske fonde i det arbejde, der lige nu pågår i Forum for Forskningsfinansiering med henblik på at skabe et bæredygtigt dansk forskningslandskab. Da dialogen mellem fondene og Danske Universiteter endnu ikke er afsluttet, vil vi på nuværende tidspunkt gerne vente med at gå yderligere ind i dine spørgsmål, til der er opnået afklaring,” skriver Jane Benarroch, presse- og kommunikationsrådgiver hos Carlsbergfondet.
Årelang dialog uden resultater
Alle fem fonde henviser dermed til den igangværende dialog mellem Danske Universiteter og fondene selv.
Det er dog ikke noget nyt, at Danske Universiteter og fondene er i dialog og arbejder med at skabe mere transparens om de indirekte udgifter ved forskningsprojekter på universiteterne.
I september 2020 var otte danske universiteter klar til samlet at præsentere en længe efterlyst omkostningsmodel.
Siden foråret 2021 har der været løbende dialog mellem fondene og Danske Universiteter, da der ikke var fremdrift i arbejdet i Forum for Forskningsfinansiering.
Der har nemlig ikke været holdt et eneste møde i Forum for Forskningsfinansiering siden marts 2020.
Netop Danske Universiteter og de fem store fonde har bedt konsulent- og revisionsfirmaet Deloitte om at granske 16 store fondsstøttede forskningsprojekter, og i september 2022 lød meldingen, at rapporten var lige på trapperne.
Siden har Fundats talrige gange spurgt til rapporten, men har hver gang fået svaret, at den endnu ikke var kommet.
Ud over spørgsmålet om, hvorfor problemet med indirekte meromkostninger og manglende overheadbetaling ved fondsfinansieret forskning stadig ikke er løst efter så mange år, har Fundats også bedt de fem storfonde forholde sig til en række andre spørgsmål.
Blandt andet om hvilken løsning, de mener vil være den bedste, og om de er enige med Annedorte Vad og Anders Overgaard Bjarklev i, at det er rimeligt, at fondene går tættest muligt på fuld finansiering af de områder, de støtter.
Heller ikke de spørgsmål har de fem fonde ønsket at svare på.
I artiklen her på Fundats i forrige uge sagde DTU-rektor Anders Overgaard Bjarklev blandt andet:
”Vi er nødt til at bevæge os hen imod fuld finansiering, så vi får skabt en bedre balance. Jeg har ingen forventning om, at fondene for eksempel skal betale en professors fulde løn, men de 20 procent af arbejdstiden, en professor bruger på et fondsstøttet projekt, bør fondene betale.”
”Så kan man så sige, hvorfor skal fondene lægge deres penge her hos os, hvis de skal betale hele gildet? Det skal de, fordi vi stadigvæk bringer noget ind af værdi; erfaring, forhåndsviden og indsigt i, hvordan man kører et forskningsprojekt.”
