Danmark har europarekord i fonde per indbygger. Alligevel står den danske fondssektor udenfor det pan-europæiske samarbejde mellem fondsforeninger, DAFNE.
Men med stiftelsen af foreningen Fondenes Videnscenter er forudsætningerne opfyldt for at kunne lukke hullet i fondenes filantropiske europakort. Videnscentret, der blev stiftet den 18. december, er nemlig født med en vedtægtsbestemmelse, der gør det muligt at søge optagelse i internationale organisationer.
”Det er ikke besluttet endnu, men jeg kan næsten ikke forestille mig, at vi ikke skal være medlem af en organisation, hvis formål er at udveksle viden og erfaring mellem fonde i Europa,” siger bestyrelsesformand i Fondenes Videnscenter, Lars Hansen, der til daglig er direktør i Villum Fonden.
Donors and Foundations Network in Europe, DAFNE, er et uformelt netværk af filantropiske donor- og fondsforeninger i Europa. Organisationen har i øjeblikket 25 medlemsorganisationer, der tilsammen repræsenterer ca. 7.500 fonde. Formålet med organisationen er at udveksle viden og erfaringer mellem de enkelte landes fondssektorer.
Danmark har hidtil stået på sidelinjen sammen med de tre baltiske lande, Hviderusland, Luxembourg, Slovenien, Grækenland og en række Balkan-stater, som heller ikke har nationale organisationer for samarbejde mellem filantropisk, uddelende fonde.
Aktive i europæiske fondsnetværk
Flere danske fonde er dog individuelle, aktive medlemmer af en anden europæisk fondsorganisation – European Foundation Centre (EFC). To danske fondsdirektører sidder i øjeblikket i styrelsesrådet i EFC – nemlig administrerende direktør i Realdania, Jesper Nygård, og Velux Fondens direktør, Ane Hendriksen.
Også i EFC er det primære formål vidensdeling mellem fonde i de forskellige lande. Her udveksles erfaringer f.eks. indenfor uddelingsområderne, kapitalforvaltning og fondskommunikation. Desuden har EFC på det seneste gjort en del ud at bakke op om civile rettigheder i nogle af de europæiske lande, hvor bl.a. civilsamfundsorganisationer og andre modtagere af fondenes uddelinger er under pres fra nationalistiske regeringer.
Jesper Nygård, der er også næstformand i det nye Fondenes Videnscenter, finder det oplagt, at videnscenteret trækker på den internationale erfaring, når det i den kommende tid skal organisere sit arbejde.
”Uanset hvordan vi ender med at prioritere det internationale arbejde så ville det være underligt, hvis vi ikke har tætte relationer til både DAFNE og EFC samt en eller anden form for relation til et par af de centrale amerikanske filantropiske organisationer. For de er jo i virkeligheden vidensinstitutioner, der allerede har været igennem opbygningen af et formaliseret vidensdeling-arbejde ligesom Fondenes Videnscenter nu står overfor. Men om vi ender som medlemmer, og hvor meget vi skal prioritere det, det er jo den diskussion, vi skal tage her i løbet af det kommende år,” siger Jesper Nygård.
Udover dataindsamling, videndeling og erfaringsudveksling mellem landene beskæftiger DAFNE sig også med at understøtte fortalervirksomhed på nationalt, EU og globalt niveau.
Medlemsorganisationer i DAFNE
- Belgien: Belgian Federation of Philanthropic Foundations
- Bulgarien: Bulgarian Donors Forum
- Finland: Council of Finnish Foundations
- Frankrig: Centre Français des Fonds et Fondations
- Holland: Vereniging van Fondsen in Nederland
- Irland: Philanthropy Ireland
- Italien: Associazione di Fondazioni e di Casse di Risparmio (ACRI)
- Italien: Assifero (Assifero (Associazione Italiana delle Fondazioni ed Enti della Filantropia Istituzionale)
- Kroatien: Croatian Foundations Forum
- Liechtenstein: Association of Liechtenstein Charitable Foundations
- Norge: Stiftelsesforeningen
- Polen: Polish Donors Forum
- Portugal: Portuguese Foundation Centre
- Rusland: Russia Donors Forum
- Schweiz: Swiss Foundations
- Slovakiet: Slovak Donors Forum
- Spanien: Asociación Española de Fundaciones
- Sverige: Föreningen Stiftelser i Samverkan
- Tjekkiet: Czech Donors Forum
- Tyrkiet: Third Sector Foundation of Turkey (TUSEV)
- Tyskland: Bundesverband Deutscher Stiftungen
- Storbritannien: Association of Charitable Foundations
- Ungarn: Hungarian Donors Forum
- Ukraine: Ukrainian Philanthropists Forum
- Østrig: Association Funding for Public Benefit