Mere end 450 PR- og reklamebureauer verden rundt nægter at arbejde for fossile kunder. De første byer og stater indfører forbud mod fossile reklamer. Flere digitale medieplatforme indfører politikker om klima-misinformation, og antallet af retssager relateret til klimaforandringer er fordoblet fra 2015 til 2022.
Siden 2021 har klimafonden KR Foundation haft det som strategisk fokusområde at bekæmpe såvel greenwashing som misinformation inden for klimaområdet, og eksemplerne ovenfor er alle konkrete resultater, som nogle af fondens bevillingsmodtagere har bidraget til.
For når KR Foundation sidste år bevilgede omkring 35 millioner kroner ud af 104 millioner kroner til internationale ngo’er i deres arbejde for at mindske netop greenwashing og misinformation, handler det både om at opnå konkrete resultater og påvirke klimadiskussionen på den lange bane.
”Klimaforandringerne er én af de største udfordringer, menneskeheden har stået over for, og det er nødvendigt at kunne træffe beslutninger på et oplyst, sandfærdigt og videnskabeligt grundlag. Ikke ud fra misinformation og greenwashing,” siger Brian Valbjørn Sørensen, direktør i KR Foundation.
”Det er veldokumenteret, at lobbyisme og vildledende PR- og reklamekampagner, der sår tvivl om klimavidenskaben og de nødvendige løsninger, sætter præg på befolkningens opfattelse af klimaforandringer og på den klimapolitik, der bliver ført. Så misinformation og greenwashing hjælper med at blokere for ambitiøs klimalovgivning,” fortsætter han.
Et hul i den eksisterende klimafilantropi
Hos KR Foundation har de to programmer ’Substainable Behaviour’ og ’Digital Climate Communication’ fokus på misinformation og greenwashing. Klimakommunikation har været et vigtigt fokusområde for fonden helt fra begyndelsen i 2014, men siden 2019 har fonden mere målrettet fokuseret på misinformation om klima på digitale platforme og medier.
Inden KR Foundation i 2021 besluttede at fokusere på greenwashing, havde fonden både søsat deres egen uafhængige ekspertkommission og nærlæst socialvidenskabelig forskning om, hvilken rolle greenwashing og misinformation spiller i den grønne transformation.
En af grundene er særinteresser, der forsinker processen og stiller sig i vejen via misinformation og greenwashing
Brian Valbjørn Sørensen – Direktør, KR Foundation
”Klimavidenskaben har i mange år været på plads, og man ved, hvad der skal til for at løse problemet, alligevel har indsatserne for at adressere krisen været utilstrækkelige. En af grundene er særinteresser, der forsinker processen og stiller sig i vejen via misinformation og greenwashing,” siger Brian Valbjørn Sørensen.
Han henviser til FN’s generalsekretær Antonio Guterres, der ved åbningen af FN’s generalforsamling i 2022 direkte adresserede den skadelige misinformation og sammenlignede de fossile brændstoffirmaers ageren med den måde, tobaksindustrien har ageret i årtier. Og sidste år pegede FN’s klimapanel for første gang på den negative rolle, som PR og reklameindustrien spiller i den grønne transformation.
Med vores fokus på at bekæmpe misinformation og greenwashing har vi fundet et nyt område at opdyrke og forhåbentlig skalere med støtte fra større fonde
Brian Valbjørn Sørensen – Direktør, KR Foundation
”Vi er en fond med et formål om at virke for klima og miljø og en mission om at adressere de grundlæggende årsager til klimakrisen. Samtidig skal vi finde et sted, hvor vi kan gøre en forskel i den ret omfattende internationale klimafilantropi, og med vores fokus på at bekæmpe misinformation og greenwashing har vi fundet et nyt område at opdyrke og forhåbentlig skalere med støtte fra større fonde,” fortæller han.
KR Foundation støtter primært internationale projekter og indgår i et netværk med store internationale klimafonde som Oak Foundation, Sequioa Climate Foundation, Bezos Earth Fund og Ikea Foundation.
Netværket mødes jævnligt, drøfter udfordringer, muligheder og koordinerer deres indsatser.
”I 2022 uddelte netværket omkring 2,6 milliarder dollars til klimaforebyggelsesindsatser. Med vores omkring 100 millioner kroner i uddelinger om året er vi en relativt lille spiller, så vi har påtaget os en rolle med at finde huller i den eksisterende klimafilantropi,” siger Brian Valbjørn Sørensen.
De store olieselskaber fylder
I fondens nyligt offentliggjorte årsrapport for 2022 kan man læse, at i alt 44,3 millioner går til de to programmer – heraf er omkring 35 millioner gået til projekter inden for greenwashing og misinformation.
KR Foundation definerer greenwashing som kommunikation, der fremstiller et produkt, en service, en politik eller hvilken som helst handling som mere bæredygtig og mindre klima- og miljøskadelig, end den i virkeligheden er.
Misinformation definerer fonden som vildledende kommunikation, der sår tvivl om klimavidenskaben og de nødvendige tiltag og handlinger for at adressere klimakrisen. Det kan ske ved at fordreje videnskabelige data, cherrypicke data eller ved at fremme såkaldte falske løsninger, der ikke bidrager til at løse krisen, men forhaler og forsinker de reelle løsninger.
”Inden for begge områder fylder de store olieselskaber meget. Af nogle af de mest aktive inden for den type misinformation og greenwashing nævnes ofte firmaer som Exxon, BP og Shell,” fortæller Brian Valbjørn Sørensen.
Ngo bruger jura til at stoppe greenwashing
I 2022 støttede KR Foundation blandt andet ClientEarth – en NGO med juridisk ekspertise, der i flere år har afdækket netop greenwashing i de store fossile industrier og i transportsektoren.
ClientEarth er blandt andet kendt for, at de for nogle år siden fik det britiske olieselskab BP til at stoppe en stor reklamekampagne, der fokuserede på bæredygtig energi, selvom 96 procent af deres investeringer samme år gik til udvinding af olie og gas.
KR Foundation har i perioden 2022-2024 bevilget i alt tre millioner til projektet ’Tackling Greenwashing across Europe’, der støtter ClientEarth i at skalere deres arbejde med - via rettens vej - at holde dem, der greenwasher, ansvarlige for deres praksis og få dem til at stoppe det. Som i sagen med BP er alene truslen om et sagsanlæg nogle gange nok til, at virksomhederne stopper deres praksis.
Artiklen fortsætter under tabellen.
I det støttede projekt vil ClientEarth udvide deres arbejde til blandt andet Frankrig og Holland, hvor de har henholdsvis energiselskabet Total og flyselskabet KLM i fokus.
Fossile annoncer i Australien
Sidste år støttede fonden også CommsDeclare, der arbejder på at samle en koalition af PR- og reklamebureauer, der vil stoppe med at arbejde for fossile kunder.
Fra 2022 til 2025 støtter KR Foundation CommsDeclare med tre millioner kroner til projektet ’Fossil Ad Ban Australia’, der arbejder på at få reguleret lovgivningen for fossile reklamer – ligesom det er sket i blandt andet, Amsterdam, der har forbudt fossile reklamer.
Australien er, ifølge Brian Valbjørn Sørensen, en af verdens største eksportører af flydende metangas og kul og har de højeste emissioner pr. indbygger blandt OECD-landene. Samtidig er det et land, hvor den fossile industri traditionelt har været meget stærk og blokeret for klimahandling – blandt andet via greenwashing og misinformation.
”Australien er kendt for sin obstruerende rolle i de internationale klimaforhandlinger, så det giver rigtig meget mening med en indsats i Australien – særligt lige nu, hvor landet har fået en ny og mere klimavenlig regering,” konstaterer Brian Valbjørn Sørensen.
Han mener, det er en rigtig god ide at arbejde for lovgivning mod fossile reklamer. For den grønne transition, der formentlig bliver den mest omfattende samfundstransformation i historien, kræver ikke bare, at vi som samfund aktivt fremmer vedvarende energi, elbiler, energieffektivitet, klimavenlige fødevarer med videre.
”Det kræver også, at vi aktivt stopper med at fremme de ting, vi skal have mindre af – for eksempel fossile brændsler, benzinbiler og kødrig kost,” siger han.
Kortlægning af digital misinformation
Inden for digital misinformation støttede KR Foundation sidste år Center for Countering Digital Hate (CCDH). Fra 2022 til 2024 støtter fonden ngo’en med 1,3 millioner kroner i deres arbejde med at kortlægge de aktører, der spreder misinformation og udvikle forskellige strategier og taktikker til, hvordan den digitale misinformation kan stoppes. Blandt andet via dialog med de tech-platforme, der formidler misinformationen.
”I 2021 afdækkede CCDH, at 10 hjemmesider tegnede sig for 70 procent af al misinformation om klima på Facebook op til COP26 i Glasgow. Flere af ’The Toxic Ten’ havde forbindelse til olieselskaber og Rusland, og CCDH brugte deres kortlægning til at presse på for, at Facebook og Google stoppede med at promovere de 10 hjemmesider,” fortæller Brian Valbjørn Sørensen.
Ifølge ham ses misinformation og greenwashing primært i de sektorer, der står til at tabe mest på den grønne transformation – først og fremmest de fossile energiselskaber, men også andre industrier, der udleder store mængder drivhusgasser – som transport og landbrug.
Fonde sår tvivl om klimaforandringer
Blandt filantropiske fonde sker der også misinformation og greenwashing i forhold til klimaudfordringerne.
”I USA har man set flere eksempler på en særlig politiseret amerikansk form for filantropi, hvor konservative fonde opretter og støtter neoliberale tænketanke, der producerer misinformation om klimaforandringerne,” forklarer Brian Valbjørn Sørensen.
Han peger på Jane Mayers bog ’Dark Money’, der fortæller om Koch-brødrenes fonde, der blandt andet har som formål at så tvivl om klimaforandringerne.
”Det er et eksempel på, at fondskonstruktionen kan bruges til mange ting, men det har vi ikke umiddelbart set i Danmark,” konstaterer han.
Speciel underafdeling af klimafilantropi
KR Foundations fokus på det modsatte – nemlig at begrænse og ultimativt helt stoppe for misinformation og greenwashing – er heller ikke noget, man ser hos andre fonde i Danmark.
”Det er en lidt speciel underafdeling af klimafilantropi, men i den internationale klimafilantropi har området stigende bevågenhed, fordi udfordringen med misinformation og greenwashing vokser.”
Han ser indsatsen som et vigtigt supplement til de mange initiativer, der fremmer løsningerne på klimakrisen.
”Alt hvad angår klimakrisen haster, og hvis vi kan være med til at fjerne noget af den støj, der forvirrer og forsinker, kan det gå hurtigere med at få de løsninger, der batter noget, ud over rampen,” siger Brian Valbjørn Sørensen.