Et hav fuld af plastik og mikroplast i vores mad. På kort tid har frivillige biologer og jurister med fondsstøtte og kongehusets opbakning sat plastikforurening på dagsordenen – ikke alene i Danmark, men også i EU og FN. I øjeblikket får Plastic Change flere internationale henvendelser fra organisationer og universiteter, som ønsker at indgå samarbejde med de danske ildsjæle.
Miljøorganisationen har med stor mediemæssig gennemslagskraft og politisk bevågenhed sat sig igennem som en ny organisation, der arbejder for at løse et selvstændigt miljøproblem. Men på trods af en stor bevilling fra Villum og Velux Fondene, en række donationer fra mindre fonde samt private donorer, så er miljøorganisationen fortsat båret af frivillige kræfter. Frem til august måned i år har organisationen opnået sine resultater uden et egentligt kontor og uden penge til at aflønne et sekretariat. Derfor har Plastic Change indtil for ganske nylig levet med risikoen for ikke at kunne gribe de muligheder, der er opstået for at bringe plastikdagsordnen til næste niveau. Nemlig, at udnytte den nye viden og den professionelle og politiske opmærksomhed til også at skabe konkrete og varige løsninger på plastikproblemet. Det fortalte stifteren af Plastic Change, Henrik Beha Pedersen, få dage før Tuborgfondet den 28. juni sendte en redningskrans i retning af den unge miljøorganisation.
”Det er lidt paradoksalt, at Plastic Change faktisk er nået dertil, at de fleste i landet nu kender til problemet og anerkender, at der er behov for løse det. Men vi står stadig og mangler opstartsfinansiering til et basissekretariat hos Plastic Change. Vi får meget interesse og mange henvendelser om partnerskaber på et højt internationalt niveau. Men vi har ikke penge til lønninger,” siger Henrik Beha Pedersen, der er uddannet miljøbiolog og har en fortid som landechef i Greenpeace.
Med Tuborgfondets helt nye bevilling på fire mio. kr. over seks år kan Plastic Change nu begynde at ansætte lønnede medarbejdere og tage hul på at opbygge et sekretariat. Og ikke mindst kan de frivillige nu rykke ud af den kælder, som foreningens bestyrelsesformand, Peter Fly Hansen, indtil videre har stillet til rådighed.
Tuborgfondet har blandt andet givet bevillingen på baggrund af foreningens evne til at udvikle nye samarbejdsflader og engagere omverdenen i plastikproblemet, fortæller fondets direktør Anne-Marie Skov i en pressemeddelelse i forbindelse med donationen.
”Plastic Change er et godt eksempel på en organisation, der formår at engagere mange i et fælles ønske om at bekæmpe forureningen af plastik i vores have og sammen med virksomheder og partnere i civilsamfundet finde nye, bæredygtige løsninger,” siger hun.
Bevillingen betyder, at organisationen nu kan begynde at fokusere på næste fase i kampen mod plastikforurening – at udvikle og implementere langsigtede løsninger. Det er her, at resultaterne af såvel det frivillige arbejde som af fondskronerne, med tiden kan høstes. Og netop derfor er det også dette udviklingstrin i større samfundsmæssige projekter, fondene med fordel kunne have større fokus på, mener Henrik Beha Pedersen.
”Det skal fondene være opmærksomme på, det minder lidt om problemstillingen for madspildsbevægelsen: Man tager hul på et problem, som viser sig at være uhyre samfundsrelevant. Her er det vigtigt, at der findes nogle filantroper eller fonde, der kan se behovet for at gå ind og styrke den organisering, der skal løfte udfordringen på den lange bane. Det kan opfattes som kedelige penge, fordi de ikke går til konkrete projekter, men det er også de mest strategiske penge, som du får allermest ud af, fordi man styrker organisationen og sikrer, at der er et repræsentativt kontor og man kan tiltrække kompetente medarbejdere,” siger han.
Han understreger, at Plastic Change som en medlemsbaseret forening på længere sigt skal være selvfinansierende og oppebære indtægter fra blandt andet kontingenter og kommercielle sponsorater.
En modningsproces
Da Plastic Change startede i 2014 var danskernes generelle viden om konsekvenserne af plastikforurening begrænset til en almindelig irritation over at finde plastikposer, skosåler og flasker en sommerdag på stranden.
”Vi startede fuldstændigt ufinansieret som et frivilligprojekt. Jeg lavede et budget, hvor jeg tegnede hele projektet op med havekspeditioner, sekretariat og alt det, som jeg vurderede skulle til for at sætte problemet på dagsordenen og fastholde det i mindst fem år. Det var et budget på 18 mio. kr., som jeg husker det. Jeg henvendte mig til en række store fonde, virksomheder, rederier og forskellige aktører inden for havet. Jeg fik komplet afslag fra dem alle,” siger Henrik Beha Pedersen.
På det tidspunkt var der ikke den nødvendige risikovillighed blandt fonde og i erhvervslivet til at støtte et nyt miljøproblem, mener han.
”Set i bakspejlet kan jeg godt forstå det. Der var ingen national politisk eller mediemæssig opmærksomhed omkring emnet. Det var i høj grad mig selv, der så et behov for, at nogen i Danmark arbejdede isoleret og udelukkende med plastikforurening i havene. Men den modningsproces, der skal til for at komme igennem med projekter i 20-millionerklassen, var simpelthen ikke sket endnu. Man så ikke problemet,” siger Henrik Beha Pedersen.
Uden økonomisk støtte lykkedes det alligevel Plastic Change at komme i gang med at undersøge, dokumentere og formidle problemet med plastikforurening i verdenshavene.
”Vi gik i gang på frivillig basis og søsatte sammen med Nordkaperen en ekspedition fra Danmark til Middelhavet og videre til Hawaii, hvor vi hutlede os frem ved at få samlet 60.000 kr. via en lille crowd funding. Vi havde kontor hjemme hos mig, hvor ti frivillige mødtes dagligt. Der var flere professionelle folk: Det var juristen, der lige havde en pause i sit arbejdsliv, grafikeren, der kunne sætte nogle timer af til projektet, og den professionelle oversætter, som godt kunne hjælpe lidt til,” fortæller Henrik Beha Pedersen og fortsætter:
”Så jeg fik etableret en kreds af professionelle ildsjæle omkring Plastic Change, der har gjort, at vi kunne starte projektet op. Det er baseret på engagerede frivillige, der har brugt et år eller mere på at kaste sig ud i det her arbejde nærmest ufinansieret, inklusive mig selv,” siger han.
Undervejs afsøgte organisationen fortsat mulighederne for at finde samarbejdspartnere og finansiering til at lave undersøgelser, ekspeditioner og formidlingsindsatser.
”Der skete så det på et tidspunkt, at vi i samarbejde med brancheforeningen Plastindustrien og Det Økologiske Råd lykkedes med at komme igennem med en ansøgning hos Villum Fonden og Velux Fonden. Det var den første reelle bevilling, vi fik til nogle konkrete projekter. Derudover fik vi også en bevilling fra to ministerier til at producere undervisningsfilm. De bevillinger satte os i stand til at lave nogle større projekter,” siger han.
Folketinget og langsigtede fonde
At det dermed lykkedes at få projektet Plastic Change gennem modningsprocessen tilskriver han især evnen til at finde ind i de rigtige samarbejder samt forståelsen for at kommunikere ad de rigtige kanaler.
”Det handler i høj grad om partnerskaber. Plastic Change har været i stand til at tiltrække interessante partnerskaber både i det blå Danmark, men også i plastindustrien, med kongehuset og med Den Blå Planet. Vi har formået at eksponere problemstillingen omkring plastik i havet i relation til nogle spændende partnere, og vi har udnyttet de sociale medier og sat en mediedagsorden. Derudover har vi haft et par år, hvor vi var de eneste i Danmark, der talte om det problem. Det har givet os en unik mulighed for at etablere brandet Plastic Change,” siger Henrik Beha Pedersen.
En af de store udfordringer for at skabe langsigtede bæredygtige løsninger på plastikforureningen bliver nu at få de politiske partier i Folketinget til at gøre mere end at tale anerkendende om problemet.
”Det er helt afgørende, at politikerne også på et eller andet tidspunkt kommer på banen og griber det signal, der er fra befolkningen og industrien om, at vi er parate til at løse det her. De skal på banen med finanslovsmidler til at producere mere viden. Samtidig skal de sætte den rammelovgivning, der skal til at skabe de rigtige incitamenter i forhold til at løse plastikproblemet,” siger han og giver eksempler på lovgivningstiltag:
”Vi mangler incitamenter til adfærdsændringer, som kun kan skabes via lovgivning. Der skal pant på en masse plastikemballage, så vi sikrer, at det bliver samlet ind. Vi mangler afgifter, så vi kan styre, hvor meget engangsplastik vi producerer osv. Der er nogle helt lavpraktiske og lavthængende frugter, som det politiske system bør følge op med nu, hvis løsningerne skal få volumen og blive accelereret,” forklarer han.
Men udover den politiske forankring kunne fondene også bidrage bedre, hvis de i praksis ville agere ud fra en mere langsigtet tilgang til samfundsforandringer, mener Henrik Beha Pedersen.
”Fondene skal presses til at tænke langsigtet. Fondene – i vores tilfælde Villum og Velux – er jo inde og gøde jorden for Plastic Change med tre-årige projekter. Det kan godt lyde af lang tid, men hvis vi taler om at lave en lille samfundsrevolution i forhold anvendelse af plastik på lang sigt, så er det helt afgørende, at i hvert fald nogle af de større fonde har langsigtede strategier, der gør, at de kan skalere de projekter op, som de igangsætter. Eksempelvis vil vi rigtig gerne lave et nationalt forsknings- og videncenter om mikroplast. Sådan at man kan opsamle ny viden og skabe det nødvendige overblik over konsekvenserne af forureningen, som politikerne kan begynde at regulere på baggrund af. Det kræver langsigtet tænkning for fondene, hvor man skal tænke fem til ti år frem. Med en sådan strategisk planlægning kunne fondene være med til at fastholde en positiv udvikling på et miljøproblem uanset skiftende regeringers holdninger,” siger Henrik Beha Pedersen.
