Mindst 400 skoleklasser kan i løbet af efteråret se frem til at få opfyldt deres ønsker om kikkerter, kegler, kompasser eller andet grej, som kan understøtte undervisningen ude under åben himmel.
Det skriver Nordea-fonden i en pressemeddelelse i forbindelse med en ny pulje til de yngste klasser i indskolingen, hvis lærere kan søge om op til 5.000 kr. til indkøb af udstyr.
Fonden vil nemlig give mulighed for, at flere skolebørn kan modtage undervisning i det fri. Og det er der ifølge udeskoleforsker, Niels Ejbye-Ernst, al mulig grund til.
"Vi ved, at børn bevæger sig mere, får flere sociale relationer og opnår større trivsel. Desuden får eleverne bedre relationer til deres lærere, som er noget af det allervigtigste for læring. Det er der enighed om blandt forskerne, også internationalt," siger Niels Ejbye-Ernst, der er lektor, ph.d. og forskningsleder ved pædagoguddannelsen hos VIA University College i Aarhus.
Han har i et af sine forskningsprojekter fulgt udviklingen i udeundervisningen i 65 skoler rundt om i landet.
Han påpeger, at selv om Danmark er dét land i verden, der benytter udeskoler mest, så er netop manglende grej ofte en barriere for, at skolerne rykker undervisningen udendørs.
Det problem skal den nye pulje være med til at afhjælpe, så flere børn kan komme i udeskole, fortæller direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen.
"Vi ved, at børn bliver både klogere og sundere af på egen krop og i fællesskab med andre at få oplevelser og undervisning uden for de traditionelle rammer i klasseværelset. Men vil man male, går det ikke uden malegrej, og vil man studere livet i åen, går det ikke uden fiskenet. Vi tror på, at med adgang til det rette grej, vil endnu flere rykke undervisning ud i det fri," siger han.
Puljen er på to mio. kr. og kan eksempelvis søges til indkøb af klatreudstyr, bålfade, fiskestænger og bistader.
Læs mere om udeskoler her på udeskole.nu.